Ja, det er pænt mange år siden, at Depp sidst var virkelig interessant, men det glæder mig at han er på vej tilbage. Jeg kan i øvrigt anbefale "Whitey", en dokumentar om gangsterbossen. Den er bl.a. at finde på Netflix US.
Anmeldelse: Black Mass
Kan du huske, hvornår Johnny Depp sidste gang var decideret seværdig? Det kan jeg knap nok. I betragtning af alle de skodfilm han har lavet på det seneste, føles det i hvert fald næsten som en evighed siden, den amerikanske superstjerne for alvor foldede sig ud. Men nu er han tilbage! I "Black Mass" leverer han den pragtpræstation, alle Johnny Depp-fanatikere har sukket efter.
At spille rollen som James ’Whitey’ Bulger må da også være en drøm for enhver skuespiller. Den berygtede gangsterboss, som Jack Nicholsons karakter i "The Departed" også er løst baseret på, er nemlig både et fascinerende og skræmmende bekendtskab. Alene hans ligblege hud og isnende blik indgyder respekt. Det er dog hans utilregnelige adfærd, som gør ham virkelig interessant. Det ene øjeblik smiler han til dig venskabeligt, det næste skyder han dig i baghovedet. Ingen kan vide sig sikker. At en mand så rendyrket ond ikke bliver anholdt med det samme, kan derfor virke noget underligt. Men med hjælp fra sin bror i senatet (Benedict Cumberbatch) og barndomsvennen i FBI (Joel Edgerton) får Whitey fripas til at gøre, præcis hvad der passer ham.
Som det typisk er tilfældet for gangsterfilm, ser man i "Black Mass", hvor korrupt samfundet kan være. Det er dog ikke, fordi Scott Cooper er synderligt interesseret i at lave samfundskritik. I stedet er fokusset på at skildre Whiteys liv med så stor omhyggelighed som muligt. Af denne årsag fortælles filmen i et roligt tempo med tid til at dykke ned i de små detaljer. Det gør, at man som tilskuer føler sig fuldstændig hjemme i det indspiste irske kvarter i 70'ernes og 80'ernes Boston. Fundamentet til en helstøbt oplevelse er altså til stede.
Desværre kommer "Black Mass" aldrig for alvor op i omdrejninger. Det virker næsten, som om Cooper har været så optaget af alle de små detaljer, at han har glemt at finde ud af, hvad det er, han ønsker at fortælle. Der er i hvert fald hverken karakterudvikling eller et plot til at binde den lige lovligt episodiske fortælling sammen. Det gør i sidste ende, at det bliver noget repetitivt at se Whitey tæske og manipulere al modstand, han møder på sin vej.
Derfor er det heller ikke som helhed, men i de små, enkeltstående scener, at "Black Mass" er mest effektiv. Det er også her, det fantastiske cast med Depp i spidsen får lov til at folde sig ud. Og at se Whitey fortælle sin lille søn, at der ikke er noget galt i at slå andre, så længe man ikke bliver opdaget, er så bizart, at man næsten ikke tror sine egne øjne. Det er absurd gangsterlogik, når det er absolut bedst.
Resultatet af Scott Coopers bud på en gangsterfilm er en af de mest frustrerende filmoplevelser, jeg længe har haft. Der er ellers så mange ting at beundre ved "Black Mass". Depps transformation til gangsterboss er intet mindre fantastisk, og skildringen af det indspiste miljø, Whitey kommer fra, bliver leveret med stor omhyggelighed. Men desværre fører fortællingen ingen vegne, og derfor ender "Black Mass" som en vellavet, men skuffende lige-ved-og-næsten-oplevelse.
