Traileren ser lidt kedelig ud, men anmeldelsen giver mig lyst til, måske at give den en chance alligevel.
Anmeldelse: Brooklyn
En gang imellem er det helt befriende at se en stilfærdig film, der ikke har de store armbevægelser. Sådan er "Brooklyn". Her er ingen verdensfred, der skal sikres, men kun en ung kvinde, som føler hjemve og forelsker sig. Men hvem kan ikke også relatere til det?
"Brooklyn" føles næsten som et levn fra fortiden. Det siger jeg ikke kun, fordi den finder sted i starten af 50'erne, men også fordi den udspiller sig i et mageligt tempo. Filmen følger den unge irer Eilis (Saoirse Ronan), der vælger at immigrere til New York. Egentlig vil hun bare blive i sin trygge, lille hjemby i Irland, men de manglende fremtidsudsigter giver hende ikke det store valg. I New York er det da heller ikke let at falde til. For selvom den rapkæftede hønemor Madge (Julie Walters) tager godt imod hende på det irske pensionat, gør Eilis' generte natur det svært for hende at finde nye venner. Ensomheden varer dog ikke ved. Skæbnen vil, at Eilis møder en ung italiener (Emery Cohen), som hun forelsker sig i.
"Brooklyn" er blevet markedsført som en kærlighedsfilm, og helt ved siden af er dén beskrivelse ikke. For da Eilis på et visit til Irland også forelsker sig i Jim, en galant lokal irer (Domhnall Gleeson), skal hun pludselig vælge mellem to mænd. Men selvom trekantsdramaet har en central rolle i filmen, er "Brooklyn" meget mere end blot en kærlighedsfilm. Det er også en historie om at stå på egne ben og – hvor klichéfyldt det end lyder – at finde sin plads i livet.
I en dårligere instruktørs hænder havde "Brooklyn" formentlig faldet til jorden med et brag. Den har ingen nervepirrende scener eller skurkagtige karakterer at falde tilbage på. Det store drama udebliver i det hele taget. Heldigvis spiller Saoirse Ronan rollen som den jordbundne Eilis så overbevisende, at man nyder de to timer i selskab med hende. Ronan er ganske enkelt sublim til at få de små nuancer med i både de afdæmpede og grådkvalte øjeblikke.
Når "Brooklyn" trods sin stille natur gør stort indtryk, så skyldes det også i høj grad dens charme og autenticitet. At instruktør John Crowley og Saoirse Ronan begge er irere bosiddende i udlandet kan mærkes. Den inderlighed, "Brooklyn" besidder, kan ikke forfalskes.
"Brooklyn" kommer ikke til at blæse dig omkuld. Til det er den for stille og afdæmpet en størrelse. Men for mit vedkommende var det en film, der langsomt, men sikkert voksede på mig. Dens overbevisende portrættering af hjemve og ung kærlighed kan næsten ikke undgå at gøre indtryk. Det er alt andet end tilfældigt, at "Brooklyn" for nylig fik tre Oscar-nomineringer.