Anmeldelse: Apollo 11

Månelandingens snarlige 50-års-jubilæum fejres på behørig vis i fremragende dokumentar fyldt med nyfundne optagelser af menneskehedens største vovestykke.

I år er det 50 år siden, at et menneske for første gang rørte Månens overflade. Nutidens busser og tog kommer sjældent til tiden, og det tager en uges tid for et brev at krydse Storebælt, men for fem årtier siden blev tre astronauter altså sendt godt 360.000 kilometer ud i verdensrummet ved hjælp af computere, der havde en markant mindre ydeevne end smartphonen i din bukselomme. Man kan næsten godt forstå, at der findes rabiate galninge, som ikke tror på, at Neil Armstrong vitterligt landede på det golde, gråhvide himmellegeme den 20. juli 1969.

Men "Apollo 11" bør få de skøre skeptikere til at se lyset, for Todd Douglas Millers spritnye dokumentar er så nøgtern og sober i sin fremstilling af månelandingen (musikken er mådeholden, og her er ingen fortællerstemme, nye computereffekter eller rekonstruktioner) og samtidig så rig på arkivmateriale i form af både lyd og knivskarpe billeder fra dagene op til, under og umiddelbart efter Apollo 11-missionen, at man vitterligt føler sig som en flue på væggen i de virkelige lokaler (og i et enkelt rumskib) med de virkelige mennesker, der gennemførte et af verdenshistoriens største, virkelige vovestykker.

Der findes allerede utallige bøger, spillefilm og dokumentarer om Apollo 11 og rumkapløbet. Det, som gør "Apollo 11" unik, er, at man for nylig opstøvede godt 160 ruller 65mm- og 70mm-film (hvoraf 61 af rullerne rummede råmateriale fra netop Apollo 11-missionen), som oprindeligt var blevet skudt til en større dokumentar om NASA's Apollo-program, "Moonwalk One" fra 1972, men hvor kun en brøkdel af materialet endte med at blive brugt i beskåret form. Resten af de levende billeder (samt tusindvis af timers nyopdagede lydoptagelser) har samlet støv, indtil Miller og co. fandt og restaurerede materialet.

Man byggede simpelthen en helt ny filmscanner(!), således at nutidens digitale filmgrej kunne indtage de ufatteligt mange detaljer i 65mm- og 70mm-rullerne, og derfor overrasker det ikke, at billedsiden simpelthen er forbløffende. Skarpheden, farverne, detaljerigdommen... "Apollo 11" ligner en film, der er blevet skudt i dag, om end tøjet, frisurerne og jargonen understreger, at vi befinder os i de glade 60'ere. Mest imponerende er nærbillederne af astronauterne umiddelbart før lift-off, hvor særligt øjnene afslører den enorme ærefrygt, der gennemsyrer mændene. Det er svært ikke at blive påvirket af billederne.

Og hvis man kan, så skal man altså se "Apollo 11" i en IMAX-sal – og vel at mærke også høre den. Da Saturn V-raketten skød Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins mod stjernerne, så vibrerede mit sæde og væggene omkring mig så voldsomt, at jeg næsten følte, at jeg selv lettede fra jorden.

Fra start til slut er filmen tro over for sin direct cinema-fortællestil. Vi observerer Apollo 11's rejse til Månen uden at blive fodret med udefrakommende informationer eller billeder. Kun tre ekstremt korte, genialt konstruerede flashback-sekvenser giver os et indblik i de tre astronauters tanker og motivation. Derfor er filmen måske ikke så lettilgængelig for tilskuere, der ikke allerede har kendskab til (eller en passion for) rumkapløbet, og imellem missionens højdepunkter (afgang, landing osv.), hvor filmen bugner af genkendelige arkivklip, svækkes filmens greb om sanserne og koncentrationen en lille smule.

Men det ændrer ikke på, at Miller og hans fantastiske filmhold har leveret en både arkæologisk og filmisk pragtpræstation, der på gribende vis hylder en unik gruppe mennesker og en enestående mission, der for en stund fik alle drømme til at virke opnåelige og gjorde USA til en forenende ledestjerne i en kaotisk tid, hvorfor den tid nu føles som en mere fremmed verden end Månen.

Apollo 11