Anmeldelse: En plads i manegen

Der var en tid, hvor cirkus var nærmest noget royalt. Hvor navnene Schumann, Casselly og Grüss stod som adelstitler i savsmuldets verden. I Danmark var Cirkus Schumann noget nær nationalarv. 

Et navn, der bar duften af sommer, trompetfanfarer og ranke holdninger. Men hvor bliver manegen af, når traditionen kolliderer med den moderne verden? Det er dét spørgsmål, dokumentarfilmen "En plads i manegen" stiller — og besvarer med en sjælden blanding af poesi og realisme. I centrum af fortællingen står Katja Schumann. Barnebarn af legendariske Albert Schumann og selv en levende del af cirkushistorien. En kvinde, der har levet et liv på hesteryg. 

I dag lever hun på en nedslidt gård i Nordsjælland, hvor tiden synes at have sat sig som et støvlag på stalddørene. Men når Katja træder ind i manegen — selv den imaginære — lyser hun stadig op. Det er som om kroppen husker noget, hjertet nægter at glemme.

Dokumentaren, instrueret af Anne Svejgård Lund, bevæger sig mellem nutidens realitet og fortidens magi. Kameraet dvæler ved Katjas blik, der med hestenes spejler både ømhed og uforståelighed. Små poetiske åndedrag, hvor man mærker, at instruktøren ser verden som et levende kredsløb, ikke bare et sted for mennesker, men for alle væsener.

Schumann-familiens historie løber som en understrøm gennem filmen. Det handler om arv — ikke kun som noget man får, men som noget man kæmper med. Katja Schumann fremstår både stolt og sårbar, stærk og træt. Hun er en kvinde, der nægter at give slip på det, der definerer hende. Hun forsøger at holde fast i noget, der ikke længere har et naturligt sted i verden: cirkus som livsform, som filosofi, som identitet.

Der er en særlig smerte i de scener, hvor fortidens glans flimrer mod nutidens realitet. Klip fra gamle forestillinger, Katjas fortid blandet med hendes nutid. Det er her, filmen bliver mere end nostalgi: den bliver et sjældent vindue til aldring, værdighed og til en svunden tid, hvor friheden lå i gentagelsen, i øvelsen – og i kærligheden til manegen.

"En plads i manegen" er en poetisk og billedsmuk hyldest til en svunden verden, men også et vidnesbyrd om, hvad der sker, når et menneske bliver overladt til sin egen legende. Filmen balancerer elegant mellem kærlighed og vemod. Den dømmer ikke. Den ser – og det er netop dens styrke.

Instruktøren udviser flair for komposition og rytme. Hver scene føles som et lille tableau; natur, dyr, menneske, hvor man i disse mærker arven – og kampen.

Katja Schumann står tilbage som en slags sidste amazone. En kvinde, der har set cirkusets storhed og forfald, og som stadig insisterer på at den tradition ikke må uddø. 

Det er en dokumentarfilm for dem, der husker duften af savsmuld fra Cirkusbygningen, men også for dem, der aldrig har sat deres ben i et cirkus. Dette er ikke ‘bare’ et portræt af en hestepige i eksil. Det er et stykke Danmarkshistorie, med blik for hvad der sker, når verden ikke længere forstår det, man selv er rundet af.

"En plads i manegen" er en smuk hyldest til en svunden verden – og om en kvinde, der nægter at slippe tøjlerne.

"En plads i manegen" har biografpremiere den 16. oktober 2025.