Anmeldelse: Kandis for livet

Mageløst portræt af dansktoporkestret Kandis og kultdyrkende fangruppe bag er rendyrket livsbekræftelse.

Smag på den. Dansktoppen. Stegt flæsk med persillesauce, overkogte rosenkål, dyrlægens natmad. Bismagen er overhældt med brun sovs i en sådan grad, at det ikke falder lige solidt i alles kostpyramide. Efter 32 år på toppen af den blødere danske hitmusik vil en stor andel muligvis have den mening om Kandis, at de er mere røvballe end mesterlige musikere. Uden at kunne nævne bare ét nummer. Selv samme gruppe musikkendere ved sikkert heller ikke, at Kandis har en loyal og særegen fanskare, der dyrker frontmand og forsanger Johnny Hansen, som var han David Gahan fra Depeche Mode. Efter at have set "Kandis for livet" er det ærligt talt svært at fortænke kultdyrkelsen af dansktopbandet.

Til forskel fra sin britiske kollega møder Johnny Hansen sine fans i øjenhøjde. Helt bogstaveligt, da Kandis gør en dyd ud af at møde og tale med publikum og fans før og efter de typisk 200 til 300 koncerter om året. Netop på grund af bandets publikumsnære forhold er fankulturen om Hansen & Co. intim og uden filter. I "Kandis for livet" møder vi en håndfuld af de fans, der på hver deres måde har musikken helt inde på livet. Og taget musikken med sig i livsforandrende episoder, når de sjælesøgende Kandis-elskere blotter deres inderste foran kameraet.

Instruktør Jesper Dalgaard må være én af de mest tillidsvækkende filmskabere på denne jord. At den 32-årige filmskaber med sin første dokumentar i spillefilmslængde nysgerrigt lykkes med at åbne op for sluserne for dybt personlige og sårbare livsfortællinger fra vidt forskellige mennesker, der har fundet en klippe i rummelige Kandis Johnny at læne sig op ad, er et filmisk mirakel. Bag den muntre musik gemmer sig nemlig også et tekstunivers med død og sorg, som sætter ord på livets realiteter, skæbnerne finder sig selv i, og som spejler sig i Johnny Hansens egen personlige tragedie.

Ved første øjekast falder det nemt for at sætte eksistenserne i bås. Ja, endda latterliggøre dem – det ligger simpelthen lige til højrebenet at fremstille fansene som landsbytosser eller værre. Dalgaards projekt er dog langt fra at udstille, men empatisk og sympatisk at grave et spadestik dybere ned i de nok stille, men farverige og, viser det sig, elskelige eksistenser. Fra at være et på overfladen konventionelt portræt af et af landets afgjort mest stabile og succesfulde bands balancerer "Kandis for livet" over i portrætter bag den familie-fankultur, som skaber miljøet omkring Kandis.

Og hvilket persongalleri, der alle har Kandis som omdrejningspunkt for deres egne dybt rørende og dragende skæbnefortællinger. Fra den småforelskede fangirl, som skriver erotisk fanfiction om Johnny. Førtidspensionisten, der ikke nænner at skille sig af med sin afdøde mors efterladenskaber og ender på en dannelsesrejse væk fra sorgbehandling. Den ældre mand, som er i dyb, dyb sorg over sin kones død. Teenageren, der traumatiseres så voldsomt af sin fars død, at han intet kan huske fra lange perioder af sin barndom. Og ikke mindst den tidligere kriminelle mand, der under et selvmordsforsøg praktisk talt reddes af sangen "Hotel Himlen". Når han til sit bryllup overraskes af Johnny Hansen, der dukker op og spiller sangen, går det – i øvrigt symptomatisk for hele filmen – direkte i hjerte og tårekanaler. Portrætter, der alle er fortalt med så høj filmisk, nænsomt poetisk, medmenneskelig og humoristisk kvalitet, at de sagtens kunne være endt som selvstændige film. I forståelsen af Kandis og fankulturen dykker Jesper Dalgaard ned i mørket bag overfladen og brobygger ikke kun mellem mennesker, men byder op til overraskende livsbekræftende kædedans, alle bør springe op til. Kandis-fans eller ej.

Jesper Dalgaard har begået et mageløst portræt af ikke alene dansktop-orkestret Kandis og frontmanden Johnny Hansen, men også af den loyale fangruppe bag. Kærligt livsbekræftende og overraskende rørende trænger vi under huden på umage eksistenser, der spejler universelle menneskelige værdier og skæbnefortællinger og samtidig dækker et komplekst spektrum over temaer om outsiders og ikondyrkelse.

Kandis for livet

Kommentarer

Kandis for livet

  • ★★★★0

    Min eneste reel oplevelse med Kandis, var engang på det Blå Marked, storstillet Loppemarkede, hvor jeg var over med min faster og kusine som barn, og her kan jeg huskenoget med Kandis sku komme og spille og de kom ankomene i en Limosine, og det var noget der skabte opmærksomhed den gang.

    Kan ikke huske noget som helst mere end dette, men ja det jeg så i traileren var også det som nævnes her nemlig, hvor vidt at Kandis fan gruppen breder sig, så forskellige menneske grupper.

    Elwood23-09-21 09:40

  • ★★★★★★0

    Jeg kender Kandis - det er hende der går i bad med Pyrus

    youtu.be/yvEC0wDtAU4

    Wayne23-09-21 09:50

  • 2

    Nu snakkede vi også om den ovre på Moovy Podcast, og jeg kan bare sige, at jeg er så fandens enig med Nickis ord. Det er vildt, hvordan Jesper Dalgaard bevæger sig rundt i så mange komplekse eksistenser og samtidig håndterer alle de her vildt følelsesmæssigt potente temaer uden at glemme menneskerne, der føler følelserne. At se Dune og så denne er som at gå fra at slikke på en isterning til at spise en plade Marabou-chokolade. 

    Joachim Jelle23-09-21 10:00

  • ★★★2

    Perfekt beskrevet, Joachim! "Kandis for livet" er nemlig også en overraskende sanselig oplevelse. Billedsproget er så potent og, ja, smukt. Jeg glæder mig til gensyn i morgen. 

    Dolphinfriendly23-09-21 10:42

  • ★★★★★★2

    Jeg har set den flere gange, i forbindelse med mit job. Kan ikke døje deres musik og ved egentlig heller ikke, om jeg er specielt vild med ham der Johnny. Men det sagt, må jeg jo anerkende deres evne til at skide hul i hvem der står foran dem og bare spille og komme ned i øjenhøjde til selv de mest handicappede mennesker og give dem en fest. Nuvel, det er jo også en god forretning for Kandis. Men jeg lever med det. De gør mange mennesker glade og livsglæde skal vi aldrig latterliggøre. 

    T. Nielsen23-09-21 13:14

  • 0

    Jeg er opvokset i Kandisland, hvilket nok er en af årsagerne til at deres musik ikke siger mig noget. 

    Det eneste jeg kan huske er en optræden til et marked da jeg var lille, hvor en stor del af teltet i stedet for at synge"hold me for forever" sang "hold nu, hold nu for helvede".

    Han virker dog til at være en meget flink person, som blot har et navn som for nogle år siden var lidt uheldigt

    Angelo23-09-21 15:17

  • 2

    Den skal jeg virkelig have set med det samme! Det lyder virkelig lovende.

    jarlen23-09-21 16:00

  • ★★★0

    Den skal jeg virkelig have set med det samme! Det lyder virkelig lovende.

    Jeg tror, at du vil elske den. :)

    Dolphinfriendly23-09-21 18:13

  • ★★2

    Som jeg skrev på FB, så var selveste Ole Luk (som ingen af Jer kender, lige på nær Guldager og nogle få andre), der er manden bag nogle af den moderne black metals bedste navne Afsky og Solbrud, inde og se filmen, og han skrev også, at han var blæst væk.

    Jeg skal virkeligt have set den!

    dyg23-09-21 18:41

  • ★★★★★0

    Men han er nok alligevel blevet drillet i bandet ;D 

    davenport23-09-21 20:45

  • ★★★0

    Det lyder spændende.

    Synes der er en tildens til at se ned på dansk top musik. Det synes jeg er lidt synd. Det sjove er jo også, at mange af klassikerne kan folk kun alligevel skråle med på i et festligt lag. Kan huske da Birthe Kjær gav gratis koncert på vores torv. Har aldrig set så mennesker der før. Der var propfyldt med mennesker og vild fest.

    (Dog sætter jeg grænsen ved tysk slagger. Det skal have i for store doser)

    Af numre med Kandis, som jeg synes er gode, er Skagens solnedgang, En lille ring af guld og Lonnie fra Berlin.

    Det lyder som interessant film, som jeg må have set på et tidspunkt.

    Aranyhajú Nyárszépe24-09-21 00:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen