Anmeldelse: Mads Holger – til farvel

Med sine 70 minutter vinder Norgaard Skov sit publikum med en unik form – ikke helt ulig storebror Mads Holger selv.

Lev stærkt, dø ung. Mantraen er en floskel, alligevel brænder de klareste lys ofte ud for de mest markante personligheder. Mads Holger lever op til den klassificering efter – på nonchalant vis – at have lagt kultur-København og adskillige damer ned. I 2016 i en alder af 38 år valgte forfatteren/politikeren/radioværten/klummeskriveren at begå selvmord efter længere tids depression. Blandt de efterladte stod lillesøster Pippi Olivia Norgaard Skov tilbage med et selvmordsbrev samt sorgen og følelsen af, at hun reelt ikke kendte sin egen bror.

Norgaard Skov går i dybden i søgen efter, hvem hendes bror var, for at forstå, hvorfor selvmordet blev udvejen for den markante kultur-provo. Arkivmateriale mikses med interviews i dialog med venner, kollegaer, ekskærester og familie, hvor både mennesket indadtil og profilen udadtil afdækkes. For Mads Holger var afholdt på flere niveauer. Bag glansbilledet findes dog en mand, der langsomt gik mere og mere op i limningen.

"Mads Holger – til farvel" er lige dele intimportræt og sorgbehandling leveret frit fra leveren af en lillesøster, der sønderknust sidder tilbage i livet efter sin brors voldsomme handling. Leveret med en klump i halsen er det beretningen om en sammensat person, der bag slipset og de skarpe replikker bare var et menneske. Samtidig er det også "Lykke-Per"-fortællingen om berømmelsens og eksponeringens pris, når rejsen fra overmodig ung til misforstået voksen ikke fletter hænder med et dybest set skrøbeligt individ.

Tårer i vrede og sorg væder teksten i gennemlæsningen af det efterladte brev, mens Pippi Olivia Norgaard Skov blotter sig selv på åben skærm. Bestræbelserne på at finde de svar, der aldrig vil blive besvaret, er rørende og hårdt, når følelsesregistret tegnes i nøgne nærbilleder af familiens grådkvalte ansigter. En stor andel af Mads Holgers person i live var dog de mange humoristiske indslag i offentligheden, en fandenivoldsk energi til at kaste sig ud i nye – og ikke altid vellykkede – projekter. Balancen mellem det mørke og lyse er en svær disciplin. Projektet lykkedes overvejende positivt.

Med sine 70 minutters subjektive intensitet og intimitet vinder Norgaard Skov sit publikum med en unik form, ikke helt ulig Mads Holger selv. Fordi det er et ekstremt personligt projekt, hvor budgettet sikkert er noget nær ikke-eksisterende, er produktionsniveauet også derefter. Med småfejl hist og pist og teknik i amatørafdelingen ville "Mads Holger – til farvel" falde sammen, hvis ikke oprigtighed og de stærke følelser brændte igennem.

Som hyldest til søskendekærlighed – og ikke mindst som opråb om at se mennesket bag selv den mest forgyldte facade – rammer intimportrættet om en af nyere tids mest markante profiler i dansk kultur dybt og hjerteskærende. "Mads Holger – til farvel" skal ses i eftertænksomhedens og medfølelsens skær. Vi er jo for fanden bare mennesker.

Mads Holger – til farvel