Anmeldelse: The Cave

Sjældent har et indblik i borgerkrigen været portrætteret så grusomt som i "The Cave".

De seneste år har syriske Feras Fayyad forsøgt at råbe op om grusomhederne ved borgerkrigen i Syrien, der har varet siden 2011 og er anerkendt som den næstmest dødelige krig i det 21. århundrede. Dette resulterede i den Oscar-nominerede og Emmy-vindende danskproducerede "De sidste mænd i Aleppo". Tre år senere er Fayyad tilbage med endnu en hård, men nødvendig reportage fra det sønderbombede land.

Vi befinder os i det belejrede Ghouta. Området, der omslutter hovedstaden Damaskus, bombes jævnligt af præsident Assads regime og hans russiske allierede. Selvom situationen er håbløs, findes et underjordisk hospital kaldet The Cave – ledt af børnelægen Dr. Amani Ballour og hendes kollegaer Samaher og Dr. Alaa. Alle forsøger at bevare håbet og hjælpe tilskadekomne, selvom det er med livet som indsats, og selvom de kvindelige læger ofte mødes med fjendtlighed fra det patriarkalske lokalsamfund.

I et interview med CBC Radio har Fayyad udtrykt, at dokumentarens formål er at skabe evidens for at søge retfærdighed for uskyldige ofre, så folk kan se, hvor forfærdeligt tingene står til i Syrien. Hans mission lykkes i så høj grad, at det at forlade biografsalen føles som at slippe ud af helvede.

Selvom det tydeligt kan mærkes, at publikum holdes væk fra de allerværste situationer, er "The Cave" alligevel en hård oplevelse. Uanset hvad man har læst og set om borgerkrigen, kan intet forberede dig på, hvad Fayyads seneste skabning byder på. Instruktøren viser en virkelighed, der er så fjern for os i den vestlige verden, men som vi tvinges til at imødekomme. Især med Peter Albrechtsens eminente, men mere end påtrængende lyddesign, der tæppebomber os langt ind i krigszonens kaos.

"The Cave" skal ses som en forlængelse af "De sidste mænd i Aleppo", der ligeledes havde samme ærinde og effektivitet. Hvad den syriske instruktør har fanget på kameraet er noget, man sent glemmer. Især en sekvens, hvor hospitalet modtager patienter efter et kemisk bombardement, er noget af det mest forfærdelige, jeg har set i en dokumentar. Man skal have et hjerte af sten for ikke at blive påvirket. Heldigvis indeholder dokumentaren øjeblikke, hvor sygeplejerskerne – og publikum – får lov at trække vejret. I disse øjeblikke er der hjerteblødende menneskelighed at spore midt i grusomhederne – såsom når personalet fejrer fødselsdage eller laver mad. Selvom de ved, at risikoen for at miste livet er stor. Fayyad hylder personalets mod og vilje til at gøre en forskel trods problematiske omstændigheder. Det bidrager til dokumentarens vigtighed, men sørger også for en emotionel rutsjebane. Borgerkrigen i Syrien byder både på smil og tårer.

"The Cave" er en grusom øjenåbner. Ikke blot for perspektiv i forhold til det sikre liv i vesten, men også for at belyse det sande helvede, som Syrien har gennemgået i snart et årti. Ligesom Feras Fayyads foregående, "De sidste mænd i Aleppo", er hans seneste værk en særdeles vigtig dokumentar. Forhåbentlig skaber denne tur i helvede det mere opmærksomhed om borgerkrigen.

The Cave

Kommentarer

The Cave

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen