Anmeldelse: 21 Bridges

Der er immervæk langt op til forbillederne i "The French Connection" og "Heat", men mindre kan gøre det som tømmermændsfilm.

Den rå politi-thriller har haft sin op- og nedture i filmhistorien. Blandt de mest mindeværdige er Oscar-vinderen "The French Connection" med Gene Hackman som Popeye Doyle – som sidenhen har påvirket en række film i genren. Russo-brødrene, som gav os "Avengers: Endgame"-braget sidste år, har sammen med instruktør Brian Kirk skabt en solid og mørk politisk thriller – ikke ulig William Friedkins klassiker – som underholder uden at overraske.

Politimanden André Davis kaldes ud til en skudepisode i New York City, hvor otte politimænd er dræbt af to tyve, der er sluppet afsted med et stort parti narkotika. Sammen med den kvindelige narko-agent Frankie Burns sætter André alt ind på at finde morderne. Blandt andet ved at lukke Manhattans 21 broer. Makkerparret finder dog ud af, at sagen ikke er så simpel som først antaget. 

Selvom "21 Bridges" ikke byder på de største overraskelser, leveres en knytnæve af solid, retro 70'er thriller-underholdning. Irske Brian Kirk kan sine kriminalfilm og skyder med referencer til klassikere som Michael Manns "Heat", hvilket skaber genkendelighed og sikkerhed om, at man er i sikre hænder. At Kirk har Russo-brødrene i ryggen som producere gør ikke noget. Efter flere Marvel-film har brødrene garanteret gerne villet ned på jorden igen. 

Plottet er, helt som forventet, papirtyndt og uden karakterdybde. Til trods for, at der bygges lag på vores hovedperson med en syg mor derhjemme og en mulig sag om misbrug i tjenesten. Det varer ikke ved mere end de første ti minutter, og derefter er André som filmens protagonist også god som en superhelt. Mere mørke havde klædt, men Black Panther himself, Chadwick Boseman, har alligevel karisma nok til at udfylde rollen.

Alt er set før, og der lånes lidt rigeligt fra filmhistorien. Men for hvad "21 Bridges" er, underholder den fint. Intense bil-, metro- og løbejagter gennem NYC fungerer upåklageligt. De store twists, som manusforfatterne mener er overraskende, falder imidlertid helt igennem. Man kan se på lang afstand, hvem skurkene og heltene er. Som tømmermændsfilm er det dog til at leve med. 

"21 Bridges" er langt fra en nyskabende thriller – med plot og twists, som kan gennemskues på få sekunder. Chadwick Boseman leverer en karismatisk præstation som vores supergode politihelt, mens medspillerne giver udmærket med- og modspil. Der er immervæk langt op til forbillederne i "The French Connection" og "Heat", men mindre kan gøre det. De 21 broer er fin tømmermændsunderholdning, som gør præcis, hvad der forventes.

21 Bridges

Kommentarer

21 Bridges

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen