Anmeldelse: 28 Years Later
Effektivt gensyn med Danny Boyles virus-vrede zombier er knapt tre årtier senere yesterdays news.
Der er noget paradoksalt ved at vende tilbage til raseriets arnested næsten tre årtier senere. "28 Years Later" er hverken en genoplivning eller en ren opfølger – snarere en kontamineret hybrid, hvor Danny Boyle og Alex Garland mødes igen for at daske støvet af zombierne og se, om de stadig bider publikums nerver til blods. Svaret er både ja og nej.
For selv om det smager af den originale "28 Days Later" fra 2002 – en vaskeægte kultklassiker, der satte skub i både det moderne zombiegenrens genkomst og understregede Danny Boyles status som fandenivoldsk instruktør – så mærker man hurtigt, at tiden siden da ikke bare er gået. Den er løbet væk i et vredsudbrud. "28 Years Later" føles som et forsøg på at indhente noget, der allerede er blevet overhalet af postapokalysmer som "The Last of Us" og "Annihilation", og en fortærsket zombiefilm-bølge, som forlængst har ædt sig selv op indefra.
Alex Garland er siden samarbejdet med Danny Boyle vokset gevaldigt som filmskaber. Britten er tilbage som manusforfatter, og hans blik er blevet mørkere og mere prædikerende med årene. Hvor Days var beskidt, uforudsigelig og ramte noget råt og menneskeligt med Anthony Dod Mantles i sin lo-fi-Dogme 95-æstetik, føles Years som en film, der bider sin egen tunge over, før budskabet for alvor leveres. Garland har gjort karriere på og kan stadig skrive overmættede symbolske scener, der emmer af ubehag og desperation. Forskellen er, at tematikkerne i "28 Years Later" – magt, økofascisme, kollektiv skyld – er langt mere søgte end egentlig skræmmende eller tankevækkende, end i mesterens seneste to film som instruktør, "Civil War" og "Warfare".
Danny Boyles instruktørblik er dog intakt. Der er stadig en rastløs energi i kameraføringen. En lydside, der slår sig på brystet, og et blik for kontrasterne mellem forfald og overlevelse. Billederne af forfaldne britiske landskaber og byer, nu oversvømmet og genetableret som militære enklaver, minder om, hvorfor Boyle engang kunne få et dystopisk London til at føles som verdens mest ensomme sted på Jorden. Men den kompromisløse vrede, der fik originalen til at være blottet for det håbeløse, er blevet til efterrationaliseret og overgjort symbolik i det nu skotske landskab. Måske som Brexit-metafor eller civilisationskritik, det bliver aldrig klart.
I centrum står en ny generation af overlevende – blandt andet stærkt spillet af Jodie Comer og Aaron Taylor-Johnson, men især unge Alfie Williams – som forsøger at navigere i et isoleret samfund, der efter 28 år aldrig rigtig rejste sig fra de døde. Enkelte scener, især i filmens midte, rummer glimt af den rungende eksistentielle tomhed og rå overlevelsesvilje, der gjorde originalen med en ung Cillian Murphy i front uforglemmelig. Men karaktererne føles oftere som arketyper i en fortælling, der gerne vil være mere, end Alex Garlands tynde manuskript kan bære.
Alex Garlands største svaghed som forfatter er, at han sjældent forstår at afslutte. "28 Years Later" er ingen undtagelse. Filmens sidste akt er både overgjort og underforklaret. Slutningen er en spøjs og ligegyldig cliffhanger, man egentlig gerne ville være foruden. En slags visuel nedsmeltning, hvor tematik og plot smelter sammen i et virvar af mørke billeder, løse slutninger og misforstået punkness. Ikke fordi det hele nødvendigvis skal bindes sammen i en konventionel narrativ sløjfe, men fordi filmen virker mere interesseret i at antyde dybde end faktisk at dykke ned i tankerne bag.
Alligevel er det svært ikke at føle et stik af begejstring, når Danny Boyle virkelig trykker speederen i bund. Når kameraet er som taget ud af et nervøst sammenbrud, og musikken tæver et adrenalinrus gennem kroppen. De øjeblikke, hvor "28 Years Later" slipper kontrollen og bare giver sig hen til kaos, er det tætteste, den kommer på at genoplive den oprindelige films sjæl.
"28 Years Later" er en film, der vil meget – og formår en del – men som hverken er radikal nok til at chokere eller følelsesladet nok til at røre. Den står tilbage som en kompetent og lidt unødvendig stiløvelse, men lidt for bevidst skygge af sin forgænger.
"28 Days Later" har dansk biografpremiere 19. juni.