Anmeldelse: 45 år
Instruktør Andrew Haigh har begået en stilfærdig kærlighedsfortælling. Meget lig gennembrudsfilmen "Weekend" gør "45 år" sig ikke de store armbevægelser, men formår alligevel at være smuk og stemningsfyldt på samme tid.
I "45 år" møder vi ægteparret Kate (Charlotte Rampling) og Geoff (Tom Courtenay) i ugen op til deres 45-års bryllupsdag. Midt i planlægningen af festlighederne lander et brev på deres køkkenbord. Et brev, der vender op og ned på alt det, som i 45 år har været velkendt, glad og trygt. Særligt Kate må sande, at hendes liv ikke har været, som hun troede.
Al spotlightet er på Kate. Og Rampling, der bærer rollen, gør det med så fin og diskret en elegance, at man som publikummer virkelig mærker og føler alt, hvad hun portrætterer. Ofte vælger Haigh kun at filme Kate, mens hun er i dialog med Geoff, hvilket giver en effektfuld og anderledes relation til en person på lærredet. Relationen bliver bare lidt dybere og mere sympatisk herved.
Det er store temaer, der bliver taget under behandling i "45 år". Temaer som kærlighed, jalousi og frygt. For på trods af filmens underspillede natur så formår historien alligevel at skabe en frygt, som er sjælden set i historien om to menneskers mangeårige liv sammen. De fleste drømmer nok om at opnå en livstid sammen med deres elskede, som Kate og Geoffs historie umiddelbart afbilder. Men hvis deres mangeårige og tilsyneladende stabile ægteskab stadig kan komme ud på gyngende grund, hvad er status så for resten af os?
Haigh bruger som nævnt ikke store armbevægelser. Og det behøver han heller ikke, hvilket klæder filmen virkelig godt. Vi befinder os i en lille, stilfærdig landsby i England, hvor den britiske natur og vejrforholdene gør det hele lidt gråt, stormfuldt og tåget. Perfekt kulisse for den diskrete omvæltning, der langsommeligt tager fat i takt med, at ugedagene op til Kate og Geoffs bryllupsdag kan rives af kalenderen. På et tidspunkt snakker vores førende dame om, at det er ærgerligt, at Kate og Geoff aldrig rigtig har taget billeder i løbet af deres liv sammen. Som en pinefuld kontrast er Kate ude og kigge på et sted til den store fest, hvor ejeren af stedet siger: "Dette er virkeligt et skønt sted til en bryllupsdag. Så fuld af historie som et godt ægteskab." Men hvis man aldrig har haft behov for at dokumentere minderne, hvor god en historie er ens ægteskab så? Særligt, når det skal vise sig, at Geoff har en kassefuld af visuelle minder gemt på loftet fra en tid, der hænger som en mørk sky over deres liv sammen.
Haigh får sit publikum til at reflektere, grine, græde og mest af alt føle med, efterhånden som den 45 års lange historie optrevles. Som et pinefuldt soundtrack bliver The Platters-sangen "Smoke Gets In Your Eyes" en sarkastisk kærlighedserklæring til parrets liv sammen. Det var sangen, de dansede til, da blev gift for 45 år siden, hvor den umiddelbare kærlighedsflamme gjorde dem blind, mens Kate nu 45 år senere må sande, om flammen gjorde hende for blind?
Der er mange spørgsmålstegn i denne anmeldelse, men det er altså, hvad filmen gør ved én. I al stilheden og historiens kompleksitet kan man læse mange refleksioner og erfaringer ind i værket. Noget, som både kan gavne og forvirre på samme tid.