Anmeldelse: 47 Meters Down: Uncaged

"47 Meters Down: Uncaged" forurener havet med ringe CGI, fravær af logik og et klimaks så overdrevet, at "The Meg" ligner socialrealisme til sammenligning. 

Hajfilmen er en helt særegen subgenre inden for gysets rammer. Mest populær er Steven Spielbergs mesterværk "Dødens gab", der ikke bare søsatte, hvad vi kender som blockbusters, men også resulterede i, at de færreste turde begive sig ud i havets badevand tilbage i 1975. Spielbergs hajfilm fik siden et par efterfølgere af dalende kvalitet, og nu om dage er havets mægtige bæst primært reduceret til en joke på filmlærredet. Her er vi blevet budt alt fra den notoriske ringe "Sharknado"-serie, "Mega Shark vs. Giant Octupus" og sidste års opblæste "The Meg". I den mere seriøse ende har mennesket kæmpet mod hajen i "Open Water", "The Shallows" og dykkerfilmen "47 Meters Down" fra 2017. Sidstnævnte har nu fået en efterfølger, som er tættere på ufrivilligt komisk end seriøst vandgys.

"47 Meters Down", hvor to dykkere måtte undslippe en hvidhaj, blev med sit mikrobudget en stor økonomisk succes ved de amerikanske billetluger. Hurtigt gys sælger, og med øjne for dollartegn kommer selvfølgelig kreativitet, som nu har fordret den uundgåelige toer. "47 Meters Down: Uncaged" omhandler et par halvsøstre, der sammen med to veninder tager på hemmelig dykkertur ved ruinerne af en forhistorisk undervandsby. Stik mod deres arkæolog-faders råd. For hvad teenagepigerne ikke ved er, at området er hvidhajs-territorium og fyldt med dødsensfarlige undervandslabyrinter.

"47 Meters Down: Uncaged" skal roses for to ting: Med teenagepigerne, der alle agerer gyserens klichéfyldte arketyper fra outsider til dumdristig blondine, er det lykkedes at samle fire skuespillerinder, som udgør en sympatisk kvartet. I hver deres spillefilmsdebut medvirker også noget så tilfældigt som Jamie Foxx' og Sylvester Stallones døtre, dog uden at vise større tegn på arv af fædrenes talenter. Derudover virker filmen til at have en tand aspirationer på trods at være en hurtigt produceret efterfølger. Modsat forgængeren er indholdet mere ambitiøst, og især én flot sekvens kunne være taget ud af "Aquaman". Men her stopper de pæne ord også!

For herfra begynder verdenshavene at blive forurenet med voldsomt ringe CGI, fravær af al fornuft og logik samt et klimaks så overdrevent lamt, at det får "The Meg" til at ligne socialrealisme. Hajens faretruende nærvær er alfa omega, når gyset skal trækkes ned under vandet. "Dødens gab" skjulte sit monster indtil allersidst, men i "47 Meters Down: Uncaged" satses på en horribel computerskabt hvidhaj, der fremstår mindre skræmmende, end hvad Den Blå Planets informationsskærme viser. Ingen grund til at frygte havets dyb her.

Ligeledes udvikler de fire piger sig fra en sympatisk, skarp gruppe til en flok dumdristige teenagetøser. Der skal lige tjekkes en ekstra gang, om det nu var en hvidhaj, der gemte sig om hjørnet – hvordan man så end kan være i tvivl. Idéforladte jump scares er der rigeligt af, og var det ikke skræmmende første gang, er det nok heller ikke ved 117. forsøg. Heldigvis for pigernes overlevelse udvikler de også, hvad der må være superkræfter. Hvor meget ilt, der er tilbage i tanken, betyder kun noget, når dramaet kræves. At holde vejret i alverdens timer og svømme imod havdybets kraftigste strømme er en smal sag.

Ligesom sin forgænger prøver "47 Meters Down: Uncaged" hele tiden at bilde os ind, at ilten er livsnødvendig og skal spares under alle omstændigheder. Alligevel plaprer vores hovedpersoner løs under hele filmen og trodser al realisme og intern logik. I filmens klimaks stikker gyset af i sådan en grad, at denne hajfranchise snildt kunne blive en del af "Sharknado"-serien. Lad os håbe, at gyset bliver på bunden denne gang og ikke svømmer op til en treer.