Anmeldelse: 6 Underground (Netflix)

Med "6 Underground" kan fans af Michael Bay finde sig til rette med eksplosioner og atter eksplosioner, mens de fleste andre nok bør holde sig væk.

To år efter at have forladt "Transformers"-franchisen er Michael Bay – kongen af eksplosioner – tilbage. Denne gang direkte på Netflix med actionfilmen "6 Underground". Manden har aldrig været et stort hit hos filmkritikere, men fortsætter med at være populær blandt biografgængere og folk hjemme i stuerne. Han er en mand, der deler vandene, og efter at have set hans nyeste actionbrag kan det konstateres, at filmmageren lever op til sit eksplosive ry. Dog har kongen af eksplosioner skabt en frustrerende oplevelse med sit seneste værk.

I "6 Underground" følger vi en selvtægtsgruppe bestående af seks personer, hvis leder er millionæren One (Ryan Reynolds). Alle seks har de forfalsket deres egen død for at bekæmpe ondskaben i verden – mere specifikt den nådesløse diktator af Turkistan. Vejen dertil er simpel: Dræb diktatorens fire generaler, befri hans demokrati-elskende bror og igangsæt derved et statskup. På papiret simpelt, men i praksis en kæmpe udfordring.

Filmen er skrevet af Paul Wernick og Rhett Reese, der tidligere har været bag tasterne på "Zombieland"- og "Deadpool"-filmene. Energien og humoren fra de to franchises udebliver dog desværre i denne omgang. Få af de talrige jokes og referencer til popkultur rammer plet, selvom Ryan Reynolds' forsøg på meta-humor altid er værdsat. Den 43-årige canadier morer sig tydeligt sammen med resten af castet, dog uden at løfte kvalitetsniveauet til noget bemærkelsesværdigt.

Skurken, der modarbejder filmoplevelsen, er Michael Bay. Actionfilm bruger ofte hurtig klipning, men sjældent har en film klippet så hyppigt og skabt desorientering, som "6 Underground" formår. Ofte er det svært at se, hvad der foregår. Andre gange bruges det til at dække over, at ingen bag produktionen formentlig vidste, hvordan en karakter skulle komme ud af en given kattepine. Som om alt, hvad der blev optaget, skulle indgå i det endelige produkt – uanset hvad. Dette er ikke just et nyt kritikpunkt, hvad angår den amerikanske instruktør, men det er stadigvæk voldsomt irriterende, når det skal strække sig over en hel spillefilm.

En skam, for når billedet får lov til at trække vejret, begynder "6 Underground" at være underholdende. Ingen sprænger ting i luften som Bay, hvilket ikke skal tages for givet. Spektaklet har bestemt sine øjeblikke, hvor især klimakset skiller sig ud. Ofte bliver øjeblikkene dog undermineret af den førnævnte klipning, overforbruget af slowmotion og en rodet fortælling, der springer frem og tilbage i tiden. Et element, der ikke bidrager det store til fortællingen eller lykkes med sit forsøg på at skabe doven karakterudvikling. Et rod, der tager pusten ud af filmen gentagne gange trods en ellers god biljagt i starten.

I sidste ende er "6 Underground" en frustrerende oplevelse. Ingredienserne til to timers overdimensionerede eksplosioner og jokes er til stede, men enten bliver de proppet i gryden på det forkerte tidspunkt eller hakket i så små stykker, at de helt forsvinder fra retten. Filmen skal dog nok gå an på en eftermiddag med tømmermænd, hvor hjernen kan slås helt og aldeles fra, og fans af Michael Bay få mere af, hvad der kendetegner mandens tidligere værker. Eksplosioner, eksplosioner og flere eksplosioner.