Anmeldelse: A Bigger Splash

Hvad er en rockstjerne uden sin verdensberømte stemme? Hvad er en fotograf, der ikke længere fotograferer? En forfører uden nogen at forføre? I "A Bigger Splash" har instruktør Luca Guadagnino sat disse paradokser i stævne og placeret dem op og ned ad hinanden i liggestolene ved en solbeskinnet swimmingpool. Dette forløber ikke uden komplikationer og heller ikke uden erkendelser, som er interessante at følge. Guadagnino har igen allieret sig med Tilda Swinton ("Io sono l’amore" fra 2009), hvilket kun er en fordel.

Da en stum rockstjerne (Swinton) og hendes fotograf-kæreste (Mattias Schoenaerts) ferierer og eskaperer på en lille italiensk ø, afbrydes idyllen af et uventet besøg fra en gammel elsker (Ralph Fiennes) og dennes datter (Dakota Johnson). Ingen af de indbyrdes relationer er ukomplicerede, hvilket, som dagene går, kommer mere og mere til udtryk.

Guadagninos første engelsksprogede film er en vellykket lille bid af den tørre jord på middelhavsøen, der gradvis gennemvædes af indestængt erotik og selvdestruktiv vrede, efterhånden som gamle minder og bekymringer får overtaget. "A Bigger Splash" er baseret på filmen "La Piscine" (Jacques Deray, 1969), og visse karaktertræk - samt uforsvarlig bilkørsel - er videreført til den nutidige udgave. Ligesom i "La Piscine" er omdrejningspunktet for dramaet swimmingpoolen, som filmens karakterer boltrer sig i. Det er hér, de elsker, diskuterer, brydes og slås, og det er her, karaktererne kommer til udtryk. Karaktererne i "A Bigger Splash" er som en fint afstemt menu af vine, der supplerer hinanden på fornemmeste vis.

I rollen som dansende pladeproducent og aldrende charmeur slår Ralph Fiennes sig løs. Fiennes er yderst morsom og i topform. I et væld af store armbevægelser og anekdoter fra den britiske musikscene – og en bagvedliggende eksistentiel usikkerhed – afbryder Fiennes det elskende pars ferie. Villige eller modvillige; det er umuligt for dem ikke at lade ham suge deres blikke til sig, og det samme gælder for os, der ser filmen. Swintons stemmeløse musiker er ligeledes dragende – men det er Swinton nu altid – og Mattias Schoenaerts' stille førsteelsker passer godt ind i karaktersammensætningen som eftertænksom og ulmende. Den eneste, der ikke rigtig passer ind, er Dakota Johnson. Hun er den medbragte datter, og hendes surmulende væsen er hverken sexet, som filmen lægger op til, eller overbevisende. Hun og et til tider for svingende fortælletempo er blandt de ting, som trækker spændingen og filmen ned. Den første fremragende halve time er perfekt komponeret med en virtuos klipning og lydside, og resten af filmen halter desværre lidt bagefter - ude af stand til at leve op til den.

"A Bigger Splash" er på mange måder et klassisk drama. Den uskyldige ro, som de elskende først befinder sig i, brydes af den udefrakommende forandring; Fiennes' karakter, som ødelægger harmonien og sætter handlingen i gang. Indre dæmoner og ambitioner bliver således taget op til revision på ferieøen, hvor alle – til at begynde med – er rådvilde omkring, hvad de egentlig ønsker af livet. Gennem karakterernes konfrontationer med sig selv og hinanden mister de eksotiske omgivelser deres uskyld. Edens have lukkes forstandigt, men ikke med lige ulykkeligt udfald for alle. Identitet, begær og kærlighed kæmper med og mod hinanden, og vi interesserer os for alle karaktererne, hvilket i sig selv er en flot bedrift af både skuespillere og instruktør.

"A Bigger Splash" er både en underholdende og pirrende oplevelse. Skuespilpræstationerne mætter filmen med stemninger og blikke, der antyder de dybereliggende følelser, mere elegant end replikker ville kunne. De undertrykte seksuelle spændinger og erkendelsen af, hvor den sande lykke i virkeligheden ligger, overskygger eventuel disharmoni i fortælletempo, og gør "A Bigger Splash" seværdig.

A Bigger Splash