Anmeldelse: A House of Dynamite (Netflix)
Kathryn Bigelows nyeste thriller er fremragende – og fuldstændig forfærdende.
Siden 1947 har et hold videnskabsfolk – som oprindeligt blev nedsat af Albert Einstein og flere af atombombens forældre – vedligeholdt det såkaldte dommedagsur. Med sine metaforiske visere indikerer det, hvor tæt vi befinder os på Jordens undergang. Midnat er lig med dommedag, og vi var hele 17 minutter væk fra afgrunden i 1991, hvor den kolde krig (tilsyneladende) var gået helt kold. I dag viser uret blot 89 sekunder i midnat. Menneskehedens selvudslettelse har aldrig ligget så få symbolske sekunder ude i fremtiden, og det overrasker næppe nogen, nu hvor så mange nationer med kernevåben har krigsliderlige ledere.
Og mens man ser "A House of Dynamite", mærker man dommedagsurets visere bore sig ind i ens nerver, mens klokkens tikken får kroppen til at vibrere, indtil man indser, at det faktisk er ens hjertebanken, der får mellemgulvet til at dirre.
Det er på sin vis utroligt, at en film kan være så fandens intens, når nu den primært består af scener, hvor folk stirrer på skærme og taler i telefon i korridorer og mødelokaler. Og samtidigt er filmens pondus fuldkommen forventelig. For "A House of Dynamite" er trods alt lavet af Kathryn Bigelow, som efter en række underholdende genrefilm ("Near Dark", "Point Break") har gjort det til sin spidskompetence at lave enormt troværdige og tidsaktuelle thrillers ("The Hurt Locker", "Zero Dark Thirty") med Oscar-belønnet gennemslagskraft.
Et af fortællingens mange begivenhedsrige lokaler finder vi på en afsides, amerikansk militærbase. Det er hér, at vi første gang stifter bekendtskab med historiens omdrejningspunkt: et atommissil affyret fra et umiddelbart ukendt sted i Stillehavet. Da raketten dukker op på militærets radar, konkluderer man først, at der enten må være tale om en teknisk fejl, en styrtende satellit eller et defekt missil opsendt af amatøragtige terrorister. Men der går ikke mange sekunder, før alvor afløser sindsro, og påpasselighed erstattes af eskalerende panik. For et ballistisk missil er vitterligt på kurs mod en amerikansk storby, og der er blot 19 minutter til nedslaget. 10 millioner vil dø på stedet. Tik tak. Tik tak.
Og mens 10 millioner dødsfald i sig selv er en usigelig rædsel, så er det potentielle efterspil endnu mere rædselsvækkende. Er det her startskuddet til et større angreb? Tik tak. Chancen for at bremse atommissilet – selv med USA's avancerede arsenal – er sølle 61%. Tik tak. Selvom fjendebilledet er uklart, skal USA's præsident så alligevel beordre tæppebombardementer af de hovedmistænkte atommagter (Kina, Rusland, Nordkorea) for at forhindre flere rent hypotetiske angreb, selvom modsvaret sandsynligvis bliver altødelæggende? Tik tak...
Det føles næsten kontraintuitivt at anbefale "A House of Dynamite", der lægger sig i slipstrømmen på tidens dystre nyhedsflow og styrker ens allerede psykisk og fysisk opslidende dommedagsfrygt. Men samtidigt ville det være dybt uretfærdigt ikke at skamrose en så fængende, toptunet thriller, der kun giver os en kort, tiltrængt puster, når den skifter perspektiv og genfortæller forløbet fra et nyt udsigtspunkt.
Filmens fotograf, Barry Ackroyd, skød også Paul Greengrass' uafrystelige 9/11-drama "United 93". Og også hér formår Ackroyd at indkapsle og føre os helt ind i katastrofens igangværende kaos med sit flakkende kamera, som tager os helt tæt på de menneskelige skæbner uden samtidigt at ofre et essentielt, visuelt overblik. Og Ackroyds billeder akkompagneres perfekt af de skingre, trykkende strygere i Volker Bertelmanns subtile, men effektfulde underlægningsmusik, mens David Finchers faste klipper, Kirk Baxter, aldrig lader intensiteten dale. Teknisk er "A House of Dynamite" en triumf – alle komponenter elegant sammenvævet og orkestreret af Bigelow, som vel nu officielt kan krones som thrillergenrens dronning.
Fordi "A House of Dynamite" forsøger at skabe en dokumentaragtig autenticitet, er det ekstra tydeligt, når illusionen – exceptionelt sjældent – brister. Vi møder utallige personer undervejs, som der naturligvis ikke er tid til at introducere ordentligt, og derfor forfalder manuskriptforfatteren (den tidligere nyhedschef Noah Oppenheim) indimellem til at lade karaktererne udlevere personlige detaljer på en noget unaturlig facon – især gennem påtagne telefonopkald – der harmonerer skidt med filmens ellers skudsikre troværdighed. Oppenheim såvel som Bigelow burde have stolet på, at vi som tilskuere ikke behøver ekstra info for at leve os ind i de menneskelige skæbner, når nu samtlige skuespillere fremstår så rørende, hjerteskærende ægte.
I øvrigt bør du se "A House of Dynamite" i biografen, hvis du får chancen. Det er trods alt en film om folk i kamp med tiden, der for alt i verden gerne vil stille tiden på pause. Derfor hæmmer det filmens effekt en smule, når man kan overliste karaktererne, gribe fjernbetjeningen og tage en timeout i hjemmebiografen. Tik tak.
"A House of Dynamite" udkommer i udvalgte danske biografer den 9. oktober, før den udgives på Netflix den 24. oktober.
