
Anmeldelse: A Real Pain
Jesse Eisenberg og Kieran Culkin balancerer i komedie-drama på en knivsæg mellem humor og alvor, men også mellem det anstrengende og banale.
Siden gennembruddet i "The Social Network" har Jesse Eisenberg som skuespiller været typecastet til at portrættere social akavethed. Med "A Real Pain", Eisenbergs anden film som instruktør, bevæger den amerikanske filmskaber sig ud i nyt terræn – og alligevel ikke helt. Komplekse relationer møder roadmovie-genren med en dybere udforskning af familiens anatomi og generationstraumer.
David (Eisenberg) og Benji (Kieran Culkin), to fætre med et nært og anstrengt venskab, rejser til Polen for at ære deres afdøde bedstemor, forstå deres jødiske ophav og sig selv bedre. Ja, den slags amerikanske pilgrimsfærd. Hvor David er en neurotisk og introvert pligtopfyldende familiefar med en hang til pragmatik, er Benji den diametrale modsætning: impulsiv, følelsesladet og charmerende – det slags menneske, som alle bemærker. Mødet med historiens grusomheder på rejsen til Europa river naturligvis op i deres kollektive traume og gør turen desto mere begivenhedsrig.
"A Real Pain" er mere løssluppen, end den lyder. Også selvom Holocaust-temaet kaster sin skygge over den underspillede forvekslingskomik. Modsætninger mødes med Jesse Eisenberg og Kieran Culkin, som balancerer på en knivsæg mellem humor og alvor, men også mellem det anstrengende og banale.
Jesse Eisenberg udforsker en række komplekse temaer, herunder hvordan generationstraumer påvirker efterkommere, der selv ikke har oplevet dem. David ser det som en historisk byrde, der skal håndteres med ro og rationalitet, mens Benji ser det som en levende smerte, der kræver konstant bearbejdning. For David er det en tragedie, der ligger i fortiden, mens det for Benji er en smerte, der stadig pulserer i nutiden og som skal omfavnes. Som amerikansk film er det ikke just et ukendt omdrejningspunkt. Har man læst Jack Kerouacs kultrejsebog "Vejene", fremstår "A Real Pain" lige så original som Katherine Diez’ "I egen barm".
Alligevel kan "A Real Pain" noget som en rigtig skuespillerfilm. Kieran Culkin og Jesse Eisenberg leverer begge stærke præstationer, men det er Kieran Culkin, der stjæler rampelyset. Ikke helt ufortjent vandt han for et par uger siden en Golden Globe for sin præstation. Portrættet af Benji er råt, sårbart og dybt menneskeligt. Kemien med Eisenberg har subtile nuancer, der fornemt fremhæver karakterernes indre kamp.
Jesse Eisenbergs baggrund som skuespiller mærkes tydeligt i instruktion og manuskript. Selvom filmen undervejs har et ujævnt tempo og ikke altid rammer timing og tone, formår den at ramme en række universelle temaer elegant, humoristisk og følsomt. Især når filmen dvæler i stilheden mellem Benjis energi og Davids trang til at konflikthåndtere. I de små, ubehagelige pauser mellem samtalerne, hvor alt og intet bliver sagt. Selvom visse scener og handlingstråde trækkes ud i langdrag, lykkes "A Real Pain" med at udfordre sit publikum og stille spørgsmål om, hvordan vi navigerer mellem fortidens skygger og nutidens lys.
"A Real Pain" er en bittersød indiefilm om arv, identitet og de smertefulde familiebånd. Selvom Jesse Eisenbergs film langt fra er helstøbt, formår den amerikanske filmskaber at skabe et komplekst komedie-drama. Især Kieran Culkins stærke præstation sikrer, at filmen sætter sig et sted dybt i det kollektive generationstraume.
"A Real Pain" har dansk biografpremiere 23. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.