Anmeldelse: Adrift

Når "Adrift" er bedst, er den en effektiv og realistisk overlevelsesfilm af høj klasse.

Based on a true story-filmatiseringer har altid haft en helt særlig aura. Allerede fra start er publikum bevidst om, at vi kommer til at blive vidne til en begivenhed – stor som lille – der har været værd at skrive hjem om. Glemte postkort og personlige beretninger fra fortiden kan det dog svare sig at puste støvet af. Tami Oldhams beretning om mødet med en af de værste orkaner i nyere tid er opsigtsvækkende hård kost, men kuldsejler i kollisionen med en dårligt skrevet kærlighedshistorie.

Oldhams bog bag "Adrift", "Red Sky in Mourning: A True Story of Love, Loss and Survival at Sea" ér nu også en hjerteskærende kærlighedshistorie. Amerikanske Tami (Shailene Woodley) og britiske Richard (Sam Claflin) er to rejsende sjæle, der i 1983 møder hinanden på en havn i eksotiske Tahiti. 33-årige Richard har en lille selvbygget sejlbåd, som han rejser verden tynd i, og 24-årige Tami hunger efter at se verden og aldrig vende tilbage til sin familie i San Diego. Da de får tilbudt at sejle en yacht fra Tahiti til San Diego mod en net sum, hvilket kan dække rejseomkostningerne langt ud i fremtiden, vælger parret at takke ja. Katastrofen indtræffer dog, da de på åben hav ikke kan undvige en massiv orkan, som efterlader skibet og Richard i mildest talt uarbejdsdygtig tilstand.   

Ingen tvivl om, at Tami Oldhams fortælling er en filmatisering værdig. "Everest"-instruktør Baltasar Karmákur har tidligere bevist, at han kan håndtere store såvel som små produktioner med bl.a. den forrygende noir "Jar City". På den internationale scene kniber det imidlertid for islændingen med at sammensmelte store og små favntag, selvom historien bør kunne sælge sig selv, hvilket "Adrift" er endnu et eksempel på.

"Adrift" er snedigt opdelt i to parallelfortællinger, vekslende mellem overlevelsen på havet og mødet mellem Tami og Richard. Tami Oldhams kamp om overlevelse over 76 dage(!) er fascinerende hård kost om viljestyrke, der omsat i Baltasar Karmákurs kompetente hænder er visuelt imponerende og medrivende. Kærlighedshistorien fortalt i flashbacks er en tsunami af klichéer, rastløs backpacker-lommefilosofi og torskedumme dialoger, sammenlagt med dårlig personinstruktion af to af tidens mest talentfulde unge skuespillere. Potentiale og kvalitet er åbenlys. Karmákur udstiller dog – som med "Everest" – sine klare begrænsninger som spillefilmsinstruktør på internationalt niveau, så længe han ikke kan formidle den menneskelige skæbneberetning i storfilmen.

Når "Adrift" er bedst, er den til gengæld også en effektiv og realistisk overlevelsesfilm på højt niveau. Troværdigheden underbygges af, at dén del af narrativet ikke bliver overfortalt eller overdramatiseret. Til gengæld bliver de mere stille passager på havet, hvor plottet om Tami og Richard indimellem fremstår som en misforstået feel good-kærlighedshistorie. Mellem blodet, svedet og tårerne, som Woodley stærkt overbevisende kaster om sig, spolerer dialogarbejdet gang på gang momentum. Ja, Tami er vegetar. Men mon ikke, om hun stærkt hungrende og udpint under den bagende so, efterladt midt i Stillehavet nok ikke har de store personlige konflikter om at harpunere fisk – som endda skal udpensles. Måske er idéen, at "Adrift" skal være en romantisk emo-beretning for teenagere. Det klæder blot ikke slutresultatet på nogen måde.

"Adrift" er en seværdig film og fantastisk fortælling om overlevelse og kærlighed, der undervejs spoleres som en tyndbenet kærlighedshistorie med frustrerende ringe dialog. Beretningen i sig selv, de troværdige katastrofesekvenser, Shailene Woodley og den gode fortællermæssige struktur redder dog instruktør Baltasar Karmákur fra druknedøden.  

 

Adrift