Anmeldelse: After Ever Happy

Katastrofe i slowmotion får ny betydning med impotent ungdomsfilm.

Fire film henne og der langes stadig billetter over disken, som var der tilbud på Lurpak i Bilka Randers. Ann Todds hede Harry Styles-ungpige sexfantasi omsat i fanfiktion-franchisen "After" er i sandhed en succes formet af tidens trends. For hvilket et litterær geni man må være, når fem bøger skrives på under ét år og kan blive så kæmpe store sællerter. Tre af dem endda forfattet på mobiltelefon. Kudos til Todd at ramme dén guldåre af letkøbt succes, som børn kan spejle sig fascineret i. For det er umuligt andet. Ligesom det er umuligt ikke at forundres over, hvor meget suppe der kan koges på at to teenagere skiftevis stikker hovedet i sky og smækker med døren over fire film.

 

Kæresteparret Tessa (Josephine Langford) og Hardin (Hero Fiennes Tiffin) er i mellemtiden blevet 21 år. Og de har jo haft det svært, men parret er altså stadig sammen, fordi de elsker hinanden så inderligt. Dramaet er dog ikke denne gang forbeholdt de to unge elskere. I forgængeren, "After We Fell", sluttede vi af med en vaskeægte cliffhanger, da Hardin fandt ud af, at hans biologiske far er en anden, end dén, han voksede op med. Og dét var kun toppen af Ricky Lake-drama-isbjerget, for nu bliver det endnu værre. I "After Ever Happy" rasler skeletterne om deres familier ud af skabet. Tessa og Hardin finder ud af, at det at være voksen er mere nuanceret end at være barn. Også dét er mega hårdt. De spejler sig i deres forældre dårlige valg og forsøger at opføre sig mindre barnligt end sædvanligt.

Eller, nej, det gør Tessa og Hardin naturligvis ikke. Men det er modstridende og sært meditativt, at de tror, at de gør. Lidt som dét at klappe med én hånd heller ikke giver mening, men alligevel gør det i en trance-tilstand. Tessa er jo ikke længere bare den søde og simple "good girl", som da hun mødte Hardin. Ligeledes er Hardin heller ikke længere kun den dystre og humørsvingende "bad boy", som hun faldt pladask for. Eller, det er de. Men! De har brug for hinanden. Tessa er nemlig den eneste, der forstår Hardin. Sådan ægte. Og ditto. For Hardin er, ja, Hardin. Der er ikke et øje tørt. Og ja, stadigvæk kan de stadig ikke håndtere den der vilde, unge hormon-kærlighed, som er styrende for at historien aldrig finder et leje som giver mening. Som i overhovedet. 

Sandheden har hele tiden været, at "After"-filmene ("After", "After We Collided" og "After We Fell") ikke behøver at give mening i sig selv. Paradoksal eskapisme er en ønskedrøm, når al logik ophæves i flugten fra en svær hverdag. Men især dét at føle sig genkendt i fan-fiktive personer, der indbildsk og selvforpint (OG pinefuldt for publikum) citerer Hemingway for hinanden, mens de kigger hinanden dybsindigt i øjnene. For de kan selvfølgeligt genkende sig selv i en alkoholiseret Nobels- og Pultizer-prisvindende forfatter, der oplevede tre krige på nært hold og begik selvmord. Så kan det vist ikke blive mere selvoptaget. Og dog. Filmen knækker for alvor, da det viser sig, at Hardin har skrevet en bog. Baseret på sit hårde 21-årige liv og oplevelserne med Tessa, navngivet "After", som de store forlag i New York City er i budkrig om at udgive med det samme. Derfra er det ikke længere bare dumt. Det er katastrofe i slowmotion-pinligt. 

Det ene skal jo passe med det andet, og det vil være unfair at påstå, at filmen ikke var en katastrofe helt fra start. "After Ever Happy", en titel som heller ikke giver mening sprogligt, gør sit for at sætte baren på det absolutte minimum. Selvom vores to helte officielt er voksne og myndige mennesker i dette fjerde kapitel er alt stort set det samme, som i de tre foregående film. Heriblandt fraværet af det helt elementære filmhåndværksmæssige, der tæller klodset klipning og moralsk signalforvirring. Når linjerne mellem de forskellige plottråde tidsmæssigt ikke hænger sammen i filmens univers. Når dobbeltmoralen driver ned ad væggene. Når meningsløse konflikter tvinges frem i idiot plots, når tristesser druknes i lækker overproduceret up beat elektro-pop. Og listen kunne være længere. Hardin er stadig en dårligt skrevet karakter og spillet absurd dårligt af Ralph Fiennes’ knapt så talentfulde nevø. En drukkenbolt uden impulskontrol, der ét øjeblik brænder et hus af i teenagevrede, det næste poetisk læser op af sin bog til et Anonyme Alkoholikere-møde og pludseligt gerne vil have børn. Man kan jo aldrig vide. Måske Tessa blev gravid med et kuld kattekillinger, af at hoppe rundt på sit livs udkårne knæ i årtiets hidtil mest tåbelige sexscener, filmens bemærkelsesværdigt forskruet indre logik taget i betragtning. Pressevisningen blev dog for alvor lagt hen i epileptisk choktilstand, da der lige før rulleteksterne dukkede et to be continued-skilt op.

Spørg mig ikke om, hvad der reelt adskiller "After Ever Happy" fra de tre andre film. Jo, i alle fire film er der en eller anden form for handling i rammefortællingen. Men der er ingen reel fremdrift fra film til film. Ingen karakterudvikling. Ingen morale. Ingen sammenhængskraft. Alt flyder, bortset fra blodet til hjernen. Med al respekt for Ann Todd succes som forfatterinde, for et eller andet må virke hos målgruppen, kan jeg umuligt forestille mig næste film i sagaen sigter efter at rette op på det grotesk lave bundniveau.