Anmeldelse: Aladdin (Blu-ray)

Sjældent har Disney været så blodfattig og ufarlig.

Da gigantkoncernen Disney annoncerede, at de ville genindspille en række af deres klassiske animerede film i live-action-udgaver, opstod et ramaskrig blandt originaludgavernes fans. Dog var det muligt at lave nye versioner, der udvidede historierne. Respekten blev bevaret i Kenneth Branaghs "Askepot", og Jon Favreau gjorde "Junglebogen" til en dyster og på mange måder overlegen udgave af originalen. Siden da har der været langt imellem de kritikerroste succeser. I år har især været en fiasko på dette område, selvom pengene fortsat strømmer ind. Tim Burtons "Dumbo" havde en helt ny og hovedrystende indgangsvinkel til fortællingen, imens Jon Favreaus "Løvernes konge" nærmest ikke havde ændret sig det mindste. Guy Ritchies "Aladdin" placerer sig et sted mellem de to. Hovedparten af originalen er bevaret, men der er tilføjet nok nyt til de nysgerrige sjæle. Langtfra alle nye tilføjelser blåstemples dog.

Historien er den samme som i 1992. Jafar (Marwan Kenzari), storvesiren til sultanen af den arabiske by Agrabah, får gadetyven Aladdin (Mena Massoud) til at stjæle en magisk lampe fra en magisk grotte til ham. Aladdin får dog aktiveret lampen ved et uheld og står pludselig med en lampeånd (Will Smith) og tre ønsker på sine hænder. Aladdins eneste interesse er sultanens datter, prinsesse Jasmin (Naomi Scott), som tilfældigvis er på udkig efter en prins, da hendes far har befalet dette. Jafar har dog helt andre planer for dem alle.

"Aladdin" anno 2019 er meget i tidsånden. Jasmin er ikke længere en intetanende prinsesse, men en selvstændig kvinde med stærke meninger. Hendes kammertjener er ligeledes en stærk kvinde, som lynhurtigt fanger lampeåndens interesse i velsagtens filmens absolutte lavpunkt af et sidespring. Generelt set er den ekstra spilletid – fra 90 minutter i originalen til 128 minutter i denne version – brugt til at lappe løse ender og karakterernes baggrundshistorier. Desværre lykkes det kun i Jasmins tilfælde, og resten af karaktererne ender mindre interessante end førhen. Dette skyldes dels den manglende indlevelse hos f.eks. Mena Massoud, der hovedsageligt virker fraværende i sit portræt af Aladdin. Det skyldes dog også, at mystikken forsvinder, og svarene hertil er gabende kedelige.

En anden positiv overraskelse er Will Smith som lampeånden. Selvom han næppe kommer op på siden af Robin Williams, leveres en hæderlig indsats i Smiths nok mest livlige præstation i årevis. Når lampeånden er skabt med computereffekter, falder al troværdighed dog til jorden, men størstedelen af tiden er lampeånden i menneskeform, og her får Smith lov til at udfolde sig. Marwan Kenzari har taget skridtet videre og udviklet sin Jafar fra ondsindet skurk til indelukket psykopat – med tilhørende blandet resultat, da hans evner som skuespiller ikke helt rækker.

Materialet er ikke altid lige stærkt. Guy Ritchie får ikke sat sit personlige præg på instruktionen, men der er da velfungerende humoristiske indslag samt spændende actionscener hist og pist. Det største problem er, når tempoet skrues ned, og det er i forvejen forholdsvist lavt i størstedelen af spilletiden. Sangene skulle også helst have været skrottet, da arrangementerne i den grad mangler slagkraft og derfor ender tamme og ligegyldige. På mange måder opsummerer netop disse ord "Aladdin" godt som helhed, for sjældent har Disney været så blodfattig og ufarlig, som tilfældet er med denne film. Det siger alligevel en hel del.

Billede & Lyd

Billedet på udgivelsen her er meget farverigt og ser hovedsageligt blændende flot ud. Det allerbedste er de smukke panoreringer over byen Agrabah, hvor effekter og digital fotografering går op i en højere enhed. Billedet opretholder en høj standard hele vejen igennem filmen, og skulle selve indholdet kede sit publikum, kan man altid nyde de konstant flotte baggrunde undervejs. Udgivelsens DTS-HD Master Audio 7.1 lydspor er også en imponerende bedrift, der får sneget en masse detaljer ubemærket ind i baggrunden og på den måde skaber en naturlig helhed i lydbilledet.  

Ekstramateriale

Modsat udgivelsens billede og lyd er ekstramaterialet omtrent ligeså uimponerende som selve filmen. Mena Massouds videodagbog under optagelserne har dog et par lyspunkter, men indholdet kommer aldrig i dybden med materialet og ender som en betydningsløs fodnote. Et kort interview med Will Smith giver et fint indtryk af hans arbejde i filmen, imens en kort gennemgang af Guy Ritchies film må siges at være udgivelsens mest ligegyldige featurette. De slettede scener kommer op på næsten 11 minutter, og dem kunne der med fordel have været mange flere af. Til sidst indeholder udgivelsen tre musikvideoer og det efterhånden obligatoriske blooper reel, der ikke rigtigt formår at fremtvinge hverken latter eller indtryk af, at det har været sjovt at arbejde på filmen her.

Aladdin (Blu-ray)

Kommentarer

Aladdin (Blu-ray)

  • 0

    Enig. Har fået set den "almindelige" dvd udgave. Den er utroligt lang, og utroligt kedelig. Og også, at sangene er meget malplacerede - som om det skal være en musical uden at være det alligevel :(

    Ronni Pedersen27-09-19 22:32

  • 0

    Jeg er også meget enig - min kone købte den i går, og den levede deaværre op til alle mine fordomme.

    Mena Massouds...øhh... præstation (af mangel på et bedre ord) minder mig om Hayden Christensens i Star Wars Episode 2, og kun Naomi Scott af alle skuespillerne består sangteknisk, hvorved noget, der kunne have været en god musical, til tider fremstår som amatørteater med et usandsynligt høj budget.

    Og den største fejl er utvivlsomt den forlængede spilletid - den suger al energi ud af filmen og bidrager med meget lidt. Det er dog fint, at Jasmin bliver en mere helstøbt og moderne figur.

    Slayer28-09-19 13:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen