Anmeldelse: Aldrig mere i morgen

At vi alle en dag skal herfra er et faktum – til trods for at videnskaben er nået langt på dét felt. De fleste af os dog først, når vi er blevet gamle. Måden det sker på er altid forskellig og ofte uforudsigelig. Derfor kan det være en god idé at se udad og ikke indad, når vi er ved at nå dertil. Dét forsøger Erik Clausen i hvert fald at fortælle os med pointer som egoisme og selvransagelse i sin nyeste film, "Aldrig mere i morgen".

Erik Clausen spiller den succesfulde kunstmaler Thorvald, en gammel bitter mand. Under et interview med en journalist bliver Thorvald ramt af et hjertetilfælde. Han indlægges på hospitalet, hvor han får besøg af en engel (Bodil Jørgensen). Denne engel tager Thorvald i hånden og med på en rundtur for en kærlig opsang, hvor han ser sine nærmestes sande ansigt, når han ikke er synlig for dem.

I ren Charles Dickens "Et juleeventyr"-stil tager englen  Thorvald under armen og beder ham kigge nærmere på sin families reaktion. Med sin nærdødsoplevelse for få år siden kan man sige, at Bodil Jørgensen er selvskreven til at udfylde rollen som engel. Og det gør hun – med god ro, selvsikkerhed og et kærligt diskret smil.

Erik Clausen forsøger at fortælle, at vi lever en travl og stresset hverdag i dagens Danmark, hvor det ikke er altid, vi får talt med vores nærmeste og vendt dé ting, der ligger os på sinde. Nogle gange er det bare for sent at få sagt. Emner som livet og hvordan vi lever det, forholdet til vores nærmeste – som især et far-søn-forhold – er temaer i "Aldrig mere i morgen".

Ligesom i Clausens forrige film, "Mennesker bliver spist", udforsker han også denne gang temaet "den-tredje-alder". Han tager endda skridtet videre og udforsker, hvad der sker, når vi når døden og skal herfra. Den 75-årige vesterbroer skal have ros for denne gang at holde sit fokus på de vigtigste ting for historien og undgår unødvendige sidespring. Vi er direkte på vores karakterer, forstår deres smerte og føler med dem. For at understrege det tunge og dystre tema benytter Clausen sig af strygermusik – endda så meget, at det på tidspunkter er lige i overkanten. Erik Clausen finder en balance mellem det tragikomiske, uden at det går hen og bliver alt for meget komedie. Han håndterer fint det tunge følelsesdrama med døden som det mørke tema.

"Aldrig mere i morgen" er et fint lille familiedrama, som et publikum i alle aldre vil kunne nyde og få noget med fra. Den er en dejlig enkel og ligetil fortalt historie – en, som er vigtigt af få ud, og et budskab, der går klart igennem. Som en kendt tekst siger: "Elsk mens du tør det – lev mens du gør det".

Aldrig mere i morgen

Kommentarer

Aldrig mere i morgen

  • 2

    Jeg nyder også gerne en Erik Clausen film og har efterhånden set en del af dem.
    Det er da dejligt at han stadig har styr på det :)

    Aranyhajú Nyárszépe30-08-17 13:13

  • ★★3

    Fedt at se Erik Clausen tilbage på toppen og at han har været i stand til at følge op på sin forrige og fremragende film "Mennesker Bliver Spist". Og jeg under ham den succes især efter, at der i en længere periode desværre var gået nærmest sport i den fra flere anmelderes side i at revse Clausen godt og grundigt næsten grænsende til latterliggørelse.Dele af kritikken har været berettiget mht Clausens tendens til at cirkle rundt om den samme samfundskritik, hvor han samtidig også har været lidt skinger at høre på. Men stadigvæk har kritikken så modsat også været unødvendig hård og skinger, synes jeg. 

    NightHawk30-08-17 13:36

  • ★★0

    Jeg ved ikke om jeg kan lide Erik eller ej, jeg tror det er fordi jeg har svært ved at gennemskue ham. Men ikke destro mindre er jeg vild med de emner han tager op og at han tør. Aldrig mere i morgen kom desværre ikke ind under huden på mig som jeg havde troet og det er både godt og dårligt.

    Dårligt fordi jeg synes mange af dialogerne og karaktererne ikke virkede realistske, det samme synes jeg lidt om forandringen på nogle af karaktererne da Thorvald dør. Men lige Erik, Bodil og Nicolas synes jeg skal have ros, selvom Nicolas udgave af en bitter søn af en kunster virkede lidt kikset til tider. Men Bodil som engel køber man jo med det samme, det er jo ligegyldigt hvad hun siger så kan hun sige det på en måde så det virker normalt, uskyldigt og rigtigt. Jeg savnede en grund til hvorfor Thorvald vil leve, da det virkede til at han kun levede for kunsten, så vi ikke kun er fluen på væggen sammen med ham under hele filmen.

    Men det gode ved den her film for mig er at den alligevel rammer nogle scenarier der rammer plet i mit eget liv og at jeg lige så den sammen med min mor var ret syret. Jeg mistede min far for 6 år siden, og især 4 scener i filmen kunne jeg ikke lige slippe. Så der kommer lige 4 spoilers med de scener.

    1. For mig døde Thorvald da han malede og det var det han elskede og nærmest levede for. Min egen far døde også af hjertestop imens han lavede mad, som han også har arbejdet med og elskede at lave. (Bare rolig han nåede ikke at tænde for komfurret). Men jeg er vild med tanken om at dø imens man laver det man brændte for og kunne lide.

    2. Da de ser på gravsten og Lucia bliver vred over at hun aldrig må bestemme. Husker selv da vi skulle finde gravsten, det var heller ikke let at blive enige imellem mig, min halvsøster og min mor, når man står der imellem 1000vis af sten og priser, hvad skal der stå, skal der andet på stenen og hvilken skrift og farve.

    3. Advokaten og hvem der har arvet hvad, skuffelsen og den vrede de forskellige fik er jo ret typisk, og her savner jeg igen lidt mere realisme da jeg har erfaring med at dem som arvede eller ikke arvede ser sig sure på hinanden og dropper kontakten. Har er blod ikke tykkere end vand.

    4. Rulleteksterne med Kim Larsens "Om lidt" (Fantastisk sang), blev også spillet/sunget da vi skulle bære min fars kiste ud og sige farvel ved graven. Og elskede den lille børnehave der kom gående, som jeg opfattede det, at der kommer nyt liv og man skal huske at give plads til hinanden fremfor bare sig selv.

    Det er svært at vurdere den her film hvis man ikke kan skelne mellem hvad der rører en, er det filmen? eller det man har oplevet? Uanset så synes jeg det er en vigtig film, både min mor og jeg var enige om at der bliver lavet for få film som den her i Danmark, en film der vil noget. Jeg tror jeg er begyndt at kunne lide Erik Clausen.

    4/6

    MOVIE1000 5-05-18 17:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen