Anmeldelse: Alien: Covenant

Det må ikke være nemt at være Sir Ridley Scott. At starte karrieren med først at få "Alien" og dernæst "Blade Runner" realiseret – to af de bedste film nogensinde – og derefter konstant blive påmindet om aldrig at nå samme niveau, bør være trættende. Scott har dog altid været kendt som en iskold håndværker, og han ér en af branchens allerbedste til at bygge bedre verdener. Derfor ville det på sin vis også være naturstridigt, hvis skaberen af "Alien"-universet ikke tog dybere ud i galaksen for at finde svar på de spørgsmål, som han i 1979 selv var med til at stille.

Svaret er "Alien: Covenant", som er den nu sjette titel i rækken om de bidske monstre, ser vi bort fra de to "Alien vs. Predator"-film. Ment som en prequel til de første fire film og en direkte sequel til "Prometheus" får besætningen på rumskibet Covenant sig én på opleveren. De er nemlig på vej hen til en beboelig planet sammen med 2000 mennesker lagt i hypersøvn, da de undervejs støder på en anden planet – som er lidt tættere på. Udover at også dén er beboelig, opfanger de et sært signal, som de beslutter sig for at undersøge nærmere...

Ridley Scotts tredje bedrift som instruktør i Alien-universet er – på godt og ondt – en underholdende cocktail af første og seneste film i serien. Gys, splat, lommefilosofi og religiøse grublerier over meningen med livet formår den britiske mester langt hen ad vejen at sammenfatte i en æstetisk magtdemonstration. Den 79-årige instruktør er dog kendt for ikke at være bedre end det manuskript, han får tildelt. Ligesom netop dét var en påfaldende svaghed ved "Prometheus", smelter "Alien: Covenant" momentvis sammen i en syretåge – uden at ende helt face sucked.

Ingen tvivl om at "Alien: Covenant" lidt laver en "Star Wars: The Force Awakens" ved at fremtrylle en crowd pleaser baseret på udpluk af elementer, som fungerede godt i de andre film – netop for at imødekomme en del af kritikken om bl.a. at bevæge sig ud ad mere ambitiøse sci-fi-flugtlinjer, som "Prometheus" forsøgte. Plottet om besætningen, der af en eller anden årsag havner på en mystisk planet og møder onde monstre, er bestemt ikke noget unikt i sci-fi-sammenhæng. Hvad end der er tale om "Star Trek" eller klassikere som "Planet of the Vampyres", "Forbidden Planet" eller Méliès' "Rejsen til månen" fra 1902. Plotmæssigt føles Alien-universets potentiale uforløst og skuffer på dét punkt som en alt for sikker løsning.

En stor andel af persongalleriet er for så vidt sat i verden - på bedste teen slasher vis - for at blive dræbt på x antal kreative måder af vores allesammens perfekte dræber-organisme, og 3. ark er noget forbandet rod. Ja, "Alien: Covenant" har sine fejl og mangler. Alligevel lykkes det Scott at lave en seværdig og enormt underholdende film, hvor der troværdigt løsnes op på den garnrulle af røde tråde og temaer, som "Prometheus" fik forviklet sig selv ind i. Vi slipper ikke for bibelske, højkulturelle og mytologiske referencer samt opridset af samme gotiske "Frankenstein"-tematik fra seneste "Alien"-bidrag, hvilket der følges overbevisende op på. Igen er Michael Fassbender festens midtpunkt. Den tysk-irske skuespiller er ganske enkelt forrygende som selvmodstridende android, der fra prolog til epilog stjæler billedet – og hvilket ét. Som rendyrket sci-fi er det sjældent, at en film er så visuelt opslugende som hér og naturligvis helt i blodrød kontrast til de mange – på den gode måde – frastødende sekvenser.

Ambitiøst, fantastisk flot og underholdende. Ridley Scott har med "Alien: Covenant" fået skuden på ret kurs igen til trods for den store andel af genkendelighed fra "Alien"-bagkataloget. Ingen tvivl om, at dét vil dele vandene. For mig at se er det til at leve med, når splattet trods alt er så velsmurt. Går alt vel med indtjeningen, kan der være hele tre opfølgere på vej. Du har denne gang min velsignelse, Sir Scott.

Alien: Covenant

Kommentarer

Alien: Covenant

  • ★★★★0

    Husk at rulle gardinet helt ned :)

    Jeg er lidt ekshibitionistisk anlagt! ;)

    Det blev også til en film, som jeg ikke var helt overstrømmende med i tidernes morgen. Hidden (Caché), som ser ud til at være en af de mest velrenomerede film i det 21 århundrede ifølge They Shoot Pictures Don't They. 

    Jeg må prøve igen :)

    Bruce18-05-17 14:19

  • ★★★★0

    Jeg er lidt ekshibitionistisk anlagt! ;)

    Det blev også til en film, som jeg ikke var helt overstrømmende med i tidernes morgen. Hidden (Caché), som ser ud til at være en af de mest velrenomerede film i det 21 århundrede ifølge They Shoot Pictures Don't They. 

    Jeg må prøve igen :)

    Jeg er lidt overrasket over den ligger så godt, selvom jeg også virkelig nyder den. Men det er også umuligt at regne den ud helt. 

    Babo18-05-17 14:26

  • 3

    Du må undskyld, at det der udenfor internettet - det virkelige liv, hedder det vist - optager det meste af min tid.

    Så jeg LÆSER mest - og det er faktisk en god, frisk start! :-)

    Men regnede du da med, at jeg blev holdningsløs og bange for at sige min mening, bare fordi jeg skrottede BN-navnet?

    Næ, jeg regnede ikke med, at du ville ændre mening om noget. Jeg tænker bare på nogle af de årsager, du anførte ved din seneste exit her fra siden. Og nu citerer jeg udvalgte dele, så vi ikke behøver mundhugges om ordvalg (hvilket jeg heller ikke antager, du har ændret på):

    Nej, jeg havde jeg også håbet på, at man kunne begynde på en frisk her; ja, at alle klichéerne og sygdommene fra Filmz - f.eks. kæphest-agtige brokkerier over lange indlæg og sideemner, samt latterlige analyser af folk med en anden mening - ville vise sig at høre fortiden til. ... Men nej, disse tendenser lever i bedste velgående på MOOVY. ...

    Punkt 1:

    Som jeg oplever det, udtrykker det en utrolig ringe selvindsigt fra din side at brokke dig over disse træk hos andre. Netop kæphest-agtige brokkerier omkring og latterlige analyser af folk med anderledes tankesæt, seksualorientering, moral osv. end dig, har du da om nogen selv været garant for gennem tiderne.

    Det er okay at være en minoritet. Folk herinde er faktisk meget rummelige. Alene det, at nogen stadig tager dig i forsvar efter dine intolerante, dømmende og usmagelige ytringer både på Filmz og herinde gennem tiden, er tegn herpå. Men at være en minoritet, der igen og igen langer ud efter andre minoriteter eller dunker flertallet i hovedet for at være forkert på den i forhold til din egen moral, holdning osv. - dét er sgu ret fjollet.

    Du virker ikke rigtig bevidst om, hvor du befinder dig.

    Jeg har desuden bemærket, at virkelig mange af mine indlæg bliver ignoreret og ingen kommentarer får med på vejen. Nu er dette jo kun hvad man må forventer vil ske indimellem, så det er ikke fordi jeg har ønsket mig kommentarer til eller yderligere debat på grundlag af ALLE mine indlæg ... og da slet ikke med tanke på, at mange af mine indlæg bare har været små, korte, humoristisk mente bemærkninger. Eller blot lige en kommentar til min stemmeafgivning til en poll. ..... MEN, MEN og atter MEN ----- når man gang på gang oplever, at der ikke responderes eller reflekteres over et relevant svar, man har givet på et spørgsmål, som en anden bruger har stillet, ELLER man ser, at  éns argumenter imødegås med tavshed (som om dét modbeviste nogetsomhelst), så er det, at man må se i øjnene, at de fleste brugere nok er ligeglade både med éns person og med hvad man skriver.

    M.h.t. brugernes opførsel eller vaner: På visse punkter håbede jeg lidt på, at man var kommet VIDERE. Jeg mener: Tiden går, ting forandrer sig, folk oplever nyt, folk forandrer sig ... hvorfor skulle det ikke også kunne gælde brugerne og forummet?

    Punkt 2:

    a) Måske ER folk kommet videre i den henseende, at de hurtigere finder ud af, hvad de gider ulejlige sig med at svare på, og hvad de har erfaring med bare kører i ring. Og jeg er ked af at sige det, men du kører utroligt meget i ring. Navnlig for en gut, der insisterer på at brokke sig over, andre ikke er kommet videre.

    b) Eller måske, fordi folk ikke ved, hvad de skal svare. Især ikke, hvis deres udgangspunkt var at fundere, men det i stedet udvikler sig til en gang "hvem har ret?"

    c) Jeg medgiver dig selvfølgelig, at hvis folk spørger dig om noget, bør de også følge op på dit svar.

    d) For så vidt, det er begyndt at køre i ring mellem jer, eller tonen er blevet ubehøvlet, sarkastisk osv., kan jeg godt forstå, folk lader snakken ligge. 

    Jeg er - sidst men ikke mindst - dødtræt af at være "BN". Jeg hader denne identitet, og jeg er træt af det, mange forbinder den med. Jeg er træt af, at man af mange herinde (deriblandt nogle med en lidt snæver horisont) er sat i bås og af andre betragtes som en stående joke. Psykologisk ville det være dejligt befriende bare at komme fri af MOOVY som registreret bruger og tage livet af denne "BN". 

    Punkt 3:

    Så er vi enige dér - jeg er nemlig også dødtræt af, at du er BN.

    Jeg synes nemlig ikke, du stoppede med at være det, da du skiftede navn. Allan Knudsson lader til at være den nøjagtig samme omgang bøvl, mundhuggeri og moralisering. Det har jo aldrig været dit navn, der gjorde det, men din opførsel, dine indlæg, som folk jo hurtigt genkendte på stilen ...

    Så at fortsætte sådan efter navneskiftet betyder, at dette har tjent blot ét formål:

    At give dig mulighed for igen at gøre et nummer ud af, at du "stoppede" som bruger - alt imens Allan Knudsson-brugeren allerede var kørt i stilling til din videre færd.

    Derudover har jeg stadig ikke forstået, hvad skiftet skulle til for. Men jeg er sikker på, jeg får det uddybet om lidt.

    Hvis jeg ikke svarer: Se punkt 2a.   ;-)

    evermind18-05-17 14:38

  • 0

    Til evermind:

    Et langt indlæg om MIN person, og endda fyldt med fantasifuldt, personanalytisk ævl? Debat om personer i stedet for om film? Seriøst?

    Glem det. Og kom videre.

    Allan Knudsson18-05-17 14:43

  • ★★★0

    Hey folkens - hold jer til debat om filmen, uden at det hverken bliver negativt rettet mod brugernes religiøsitet eller er udfald mod homoseksualitet. Dét kan I tage på andre fora eller holde for jer selv.

    Dolphinfriendly18-05-17 15:03

  • ★★★★3

    Til evermind:

    Et langt indlæg om MIN person, og endda fyldt med fantasifuldt, personanalytisk ævl? Debat om personer i stedet for om film? Seriøst?

    Glem det. Og kom videre.

    Fantasifuldt er det nu ikke, Allan. Kritikken er jo ikke taget ud af den blå luft. Måske skulle du tænke over den i stedet, erkend noget af kritikken og lær af det. Hvis du virkelig vil komme videre, så nytter det da absolut intet at ændre brugernavnet, hvis personen bag stadig begår samme fejl. Blot et venligt råd. Jeg ser gerne du bliver her og bidrager med filmsnak. 

    Babo18-05-17 15:04

  • 0

    Babo

    Samme besked til dig som til evermind.

    Allan Knudsson18-05-17 15:11

  • ★★★★★★0

    Husk at rulle gardinet helt ned :)

    Vent til du ser hans "kærlighedskælder":-D

    T. Nielsen18-05-17 15:19

  • ★★★★0

    Vent til du ser hans "kærlighedskælder":-D

    Er der sådan et 'open' skilt i vinduet med blinkende, rødt lys? ;)

    Babo18-05-17 15:36

  • ★★★★★★0

    Mørklagt kældervindue og ellers næsten alt hvad hjertet kan begære, hvis du er en artig dreng;-P

    T. Nielsen18-05-17 15:43

  • ★★★★★★0

    Jeg kunne virkeligt ikke lide Prometheus, og det skyldes mest af alt, at karaktererne var virkeligt åndssvage...er det ligeså slemt i Covenant?

    Guldager18-05-17 15:47

  • 0

    Jeg kunne virkeligt ikke lide Prometheus, og det skyldes mest af alt, at karaktererne var virkeligt åndssvage...er det ligeså slemt i Covenant?

    Ikke lige så åndssvage, men lige så uinteressante.

    Kyllingebenet18-05-17 15:53

  • ★★★★★★1

    Jeg kunne virkeligt ikke lide Prometheus, og det skyldes mest af alt, at karaktererne var virkeligt åndssvage...er det ligeså slemt i Covenant?

    50% mindre åndssvage. 100% lige så kedelige! Enig med Kylling!

    T. Nielsen18-05-17 15:57

  • ★★★★★★0

    Hmm...jeg tror sgu, jeg springer den over...selvom den burde ses i biffen og ikke på netflix en gang om 1½-2 år...

    Guldager18-05-17 15:59

  • 0

    Nu har jeg haft knap et døgn til at tygge den igennem, der kommer nok nogle spoilers.

    Jeg havde ikke de store forventninger til filmen efter at have læst/set andres kommentarer, og jeg gik i biografen med meh følelse i kroppen. Filmen startede, og jeg underholdte mig ganske habilt i starten. Vi får en rigtig spændende prolog med David og Weyland. Og alt hvad der sker på Covenant i starten er spændende, der er lidt tid til at lære skibet at kende og man får en fornemmelse af, at besætningen har været længe undervejs. Vi får også et indblik i Walter som er skibets android.

    Jeg synes dog, at persongalleriet hurtig bliver anonymt, og samtidig sættes til side til fordel for den action, der på den mest klichéfulde måde opstår undervejs.

    Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, at den ene person dør efter den anden, for jeg har INGEN relation til dem. Filmen virker til tider en smule rushed, og der havde været rig mulighed for at give karaktererne mere kød på benet - fx da de kommer til Davids hideout. Jeg synes generelt at Davids hideout er det mest spændende i hele filmen, og jeg havde gerne brugt en enkelt overnatning, hvor der havde været tid til at forklare hvad der var sket med ingeniørerne, (de kommer igennem en plads hvor der ligger stakkevis af døde ingenører, men INGEN stiller spørgsmål ved dette). Der er heller ingen snakker om de væsener som de lige er blevet jagtet af. 

    Herefter kunne det ikke gå stærkt nok med at få den ene efter den anden alien på banen, i stedet for at bruge tiden på karakterudvikling. Jeg synes faktisk, at det er her at filmen taber alt på jorden. For efter at den første chestbuster er brudt ud, (hvilket sker på 20 minutter? Troede der gik et par dage inden den brød ud), så forvandler det hele sig til en klichéfyldt action/alien/gyser, hvor det handler om at komme helskindet fra punkt a til b. Alt herefter er forudsigeligt, og jeg mener virkelig ALT.
    Der er selvfølgelig en alien ombord på skibet, og den bliver selvfølgelig også skudt ud af luftslusen. Dog er der på et tidspunkt, hvor jeg er i tvivl om, om twistet virkelig er som forudset, og det skyldes Fassbenders skuespil.. men dét var det selvfølgelig.

    Xenomorphen virkede anonym og som en "vi-skal-have-den-med-i-filmen" løsning, og jeg mener at Covenant havde stået stærkere uden denne kreatur. Som jeg har skrevet tidligere oppe i tråden, så var David det eneste "monster" som filmen havde behov for, og det havde jeg gerne set noget mere af. Når det er sagt, så kunne jeg godt lide scenerne med David og Walter, og David og Weyland, de var velskrevne og satte gang i tankerne, og dét synes jeg er både Prometheus' og Covenants styrker.

    Det er helt sikkert en flot film, men kan man forvente andet af Ridley Scott? Jeg kan godt lide at de er gået et skridt tilbage mht kostumer og design - det virker mere "jordnært" og det er nok dét, der i den sidste ende giver besætningen og filmen personlighed. Dog var Fassbender fænomenal på alle punkter.

    Nå det er sagt, så var filmen bedre en forventet.

    6-7/10.

    Kyllingebenet18-05-17 16:45

  • ★★★★0

    Det er jo svært for en film over to timer, at definere samtlige karakterer, så de bliver 'spændende'. Mange vil derfor altid være lidt 'expendable'. Det er ikke fordi personerne i den oprindelige film var noget særligt på den konto. Udover Ripley. 

    Babo18-05-17 16:46

  • 0

    Det er jo svært for en film over to timer, at definere samtlige karakterer, så de bliver 'spændende'. Mange vil derfor altid være lidt 'expendable'. Det er ikke fordi personerne i den oprindelige film var noget særligt på den konto. Udover Ripley. 

    Det vil jeg nu ikke mene, både Alien og Aliens giver sig god tid til at bygge karakterne op. Ripley er selvfølgelig den der skiller sig mest ud, men det vil jeg også mene at de andre i de nævnte film gør. 

    Men Babo, tag nu ind og se den film for helvede!

    Kyllingebenet18-05-17 16:53

  • ★★★★2

    En kommentar til hastigheden hvormed denne chestbuster vokser. Man skal huske på disse aliens ophav. Vi har ingeniørernes "goo", som manipulerer/nedbryder DNA. Så har vi Noomi Rapace og hendes "barn", som blev til gennem samleje med en mand, hvis DNA var ved at blive nedbrudt. Denne lille blæksprutte kunne så formere sig gennem andre kroppe som pupper og det kom er en speciel lille satan ud af til sidst i Prometheus.

    Dernæst har vi David, som eksperimenterer med denne viden. Ingeniørernes "goo" og Shaws æg. Som vi ser, har han nu formået at lave æg, hvor de "små" kan vente og ligge i dvale. Til sidst i filmen harker han et par æg op, som han inficerer Covenants ægfryser med. Så de aliens "vi kender", er Davids skabninger og de udvikler sig langsommere.

    De neomorpher, som er hurtige på planeten, de stammer fra de sporer, som soldaterne træder på. Det kan være sporer, som altid har været på planeten, eller det kan være resultatet af Davids holocaust på ingeniørerne, at disse har fundet sig tilrette i deres habitat. Dog er det formentlig en del af planetens naturlige habitat og det, som ingeniørerne har lavet deres goo af. Dog er hele planetens dyreliv nu uddødt, hvis der har været ét. Vi ved ikke, om ingeniørerne har indespærret sig i denne by isoleret fra omgivelserne, fordi de selv har "fucket up", eller de selv har skabt deres problemer. Et af de mange spørgsmål, som man gerne ville have svar på.


    Bruce18-05-17 16:53

  • ★★★★0

    Det vil jeg nu ikke mene, både Alien og Aliens giver sig god tid til at bygge karakterne op. Ripley er selvfølgelig den der skiller sig mest ud, men det vil jeg også mene at de andre i de nævnte film gør. 

    Men Babo, tag nu ind og se den film for helvede!

    Game over, man. 'Interessant' karakter ;)

    ja ja, jeg skal nok. 

    Babo18-05-17 17:10

  • 0

    Bruce:

    Jeg er helt med at de væsener vi ser i Prometheus er skabt under andre forhold, men jeg tænker bare at Xenomorphen er Xenomorphen og at "opskriften" til denne ikke burde ændres på. Der er jo ikke blevet speedet op for processen fordi David ønskede det, men fordi Ridley Scott gerne ville videre til den næste actionscene. :-)

    De små æg han harker op, er det ikke helt nye aliens? Eller har jeg overset noget?

    Ja, det forklarer en del, hvis de sporer er en del af det naturlige habitat og at det er der ingeniørerne har fået goo'en fra. Men som sagt, det er jo kun gætværk fra VORES side af, jeg havde gerne set besætningen sætte spørgsmålstegn ved det de netop havde oplevet. Selvfølgelig skal alt ikke forklares ned i mindste detalje, men det virker bare en smule forhastet.

    Kyllingebenet18-05-17 17:13

  • 1

    Game over, man. 'Interessant' karakter ;)

    Det interessant er jo netop at de marines selv tror at de er så hårdkogte, men i den sidste ende ikke kan gøre en skid imod de aliens. De er jo en flok douchebags, og deres hovmod bliver deres undergang. I dag ses de som stereotype, men var de det i 80'erne?

    Kyllingebenet18-05-17 17:20

  • ★★★★★★1

    Game over, man. 'Interessant' karakter ;)

    ja ja, jeg skal nok. 

    Du er god til at forsimple ting. Persongalleriet i Alien og Aliens er skarpt og klart skåret (ikke nødvendigvis "dybe", hvad man så tillægger det?), hvad end man synes om dem. De kan både være arketyper, klicheer osv, men de fungerer og får tid til det. 

    Men se nu Alien: Covenant før du begynder at forsvare den. Det gør det en del nemmere, også for dig at forsvare den;-)

    T. Nielsen18-05-17 17:23

  • ★★★★0

    Det interessant er jo netop at de marines selv tror at de er så hårdkogte, men i den sidste ende ikke kan gøre en skid imod de aliens. De er jo en flok douchebags, og deres hovmod bliver deres undergang. I dag ses de som stereotype, men var de det i 80'erne?

    Jeg ved ikke om jeg finder noget interessant i det. Jeg synes da David og Shaw har mere på sig. 

    Babo18-05-17 17:22

  • ★★★★★★0

    David er spændende. Shaw er vitterligt forfærdeligt skrevet!!! Hun er da en kliché om noget er!

    Er derudover enig med Kyllingbenet. Muligt de er stereotyper, men de fungerer perfekt i den ramme de er sat i. 

    T. Nielsen18-05-17 17:25

  • ★★★★0

    David er spændende. Shaw er vitterligt forfærdeligt skrevet!!! Hun er da en kliché om noget er!

    Er derudover enig med Kyllingbenet. Muligt de er stereotyper, men de fungerer perfekt i den ramme de er sat i. 

    Tja, Burke er ikke andet end bait for Aliens med komplet åndssvag plan :)

    Ej, nu vil jeg i noget tøj og gå mod biografen ;)

    Babo18-05-17 17:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen