WOW! Det havde jeg alligevel ikke forventet. Måske jeg skal have min årlige biotur? Sidste gang var Indy.
Anmeldelse: Alien: Romulus
Skræmmende god sci-fi-horrorfilm er "Alien"-franchisens bedste i årtier.
Mens Rom som bekendt ikke blev bygget på en dag, står det anderledes til med en franchise som "Alien". Siden Ridley Scotts sci-fi-gyser fra 1979, som fik alle i biografsalene verden over til at skrige i kor og nåede legendestatus fra start. Fundamentet er siden udbygget med syv film, hvis man tæller de to "Alien vs. Predator"-film med i puljen. Kun James Camerons hårdtpumpede "Aliens" fra 1986 har samme klassikerstatus som originalen. Og med rette. Trods indimellem ambitiøse forsøg har ingen lykkedes med at løfte den tunge arv. End ikke med Scott selv bag kameraet, der ad to omgange affødte "Alien: Covenant" (2017) og det mislykkede eksperiment "Prometheus" (2012). Med "Alien: Romulus" behøver fans ikke længere at holde vejret. Det er der én overskyggende årsag til: Fede Alvarez.
Plottet er tilpas simpelt og velkendt. En gruppe unge rumkolonister opdager ved et tilfælde et forladt rumskib roterende om deres planet. Da livsudsigterne er at arbejde sig ihjel i en mine, synes det at være en oplagt flugtplan væk. Anført af Rain (Cailee Spaeny) og hendes android Andy (David Johnson) opdager de, at rumskibet er en rumstation. Et forladt laboratorium. Og noget er gået grueligt galt. Ja, hvad mon?
At placere Fede Alvarez bag kameraet til en "Alien"-film er en oplagt genistreg. "Don’t Breathe"-instruktøren mestrer som ganske få urovækkende og klaustrofobisk suspense til perfektion. Den uruguayanske filmskaber gik uimponeret til værks i det vellykkede reboot af "Evil Dead" fra 2013, uden at miste tråden til Sam Raimis mesterværk. På samme måde kobles "Alien" og "Aliens" sammen, mens trådene til franchisens andre kapitler bindes op til "Alien: Romulus" elegant og skræmmende effektivt.
Blev du, som jeg, traumatiseret af xenomorphs i 80’erne og sad skuffet i biografsædet efter David Finchers ufærdige "Alien 3" og Jean-Pierre Jeunets fjollede "Alien Resurrection", har ønsket om en oprigtigt vellykket tredje film i universet sikkert også hængt ved hos dig. Fede Alvarez svælger i de elementer og virkemidler, som virkede allerbedst i de foregående film. Og især "Alien" og "Aliens", som "Alien: Romulus" foregår et sted midt imellem. Ikke uden sin andel af fanservice og kække referencer. Heldigvis uden at tage fokus fra gyset. Velkendt og friskt fastholdes og udvides den højtragende dystopiske mytologi og cassette futurisme-atmosfæren. Designet af verdenen har altid været et af de mest bærende og dragende elementer i "Alien"-filmene, og på imponerende vis udbygges det endnu mere.
Tematisk er "Alien: Romulus" et ekko af fortiden og har alligevel sin aktualitet. Kapitalismekritik og teknokratisk forskrækkelse hvæsede ad publikum i 80’erne. Og ondskab avler stadig ondskab i Alien-universet. Weyland-Yutani-megakoncernens kyniske teknokrati kolliderer i blodsprøjtende brutalitet med den perfekte organisme over dem alle, som en metafor over personificeringen af menneskets allermørkeste, magtliderlige og Frankensteins monster-perverse sider, der før eller siden vender sig mod sig selv. I en low tech-verden, hvor naturen er fordærvet, forurenet og helt til rotterne. Som vores unge helte ønsker at gøre oprør imod. For de vil gerne overleve og se solen stå op. Bygge en fremtid, hvor Building Better Worlds ikke er et industrielt, men et håbefuldt bæredygtigt mantra. Dog også en påmindelse om, at idealistisk naivitet ikke har mange chancer mod menneskebæstets destruktive natur. But you have my sympathies.
Endeligt kom den værdige tilføjelse til "Alien"-franchisen. Uhyre skræmmende, sindsoprivende og intelligent. "Alien: Romulus" oser af atmosfære, hårrejsende uhygge og af slidte VHS-bånd. Instruktør Fede Alvarez er et fund til at genoplive filmhistoriens ubetinget mest ikoniske rumvæsen og beviser, at "Alien"-universet langt fra er udtømt for potentiale.
"Alien: Romulus" har dansk biografpremiere 15. august, heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.
