Anmeldelse: Alle for fire

Fjerde film i "Alle for"-rækken er et gensyn med det, der gjorde originalen så morsom.

Alle gode gange tre eller er det fire? Rasmus Heide og Mick Øgendahl har ihvertfald tænkt, at deres populære "Alle for"-filmserie sagtens kan bære en fjerde film. Adskillige film-franchises mister deres flair og udvikles til en ren pengemaskine, i takt med flere og flere fortsættelser. Men instruktøren og komikeren har formået at gøre "Alle for fire" morsom og frisk som den bedste film i serien siden den allerførste.

De to brødre Ralf og Timo laver stadig småjobs her og der og skændes ligeså meget, som de plejer. Da Timo mistænker, at konen Loni har en affære med hendes løbetræner, vil Timo gøre alt, for at give hende alt det, som damebladene siger, en kvinde ønsker sig. Ralf bliver overtalt til at hjælpe sin bror. Sammen med deres gamle ven, Martin, sætter de sig for at udføre et stort kup, der kan give mange skejser.

Samarbejdet mellem Mick Øgendahl og Rasmus Heide er én af dansk films største økonomiske succeser de sidste femten år. Siden "Blå mænd" i 2008 er det dog kun gået op ad bakke. D’herrer er gået fra "Julefrokosten"-filmen ad flere omgange til med "Alle for"-filmene at forsøge sig med en moderne udgave af Olsen-Banden. Heide tog en mindre indbringende afstikker med den frygtelige "Centervagt". Nu er parret heldigvis på rette spor igen. 

Om plottet er vigtigt er så meget sagt, når man taler om Rasmus Heide. "Alle for fire" har i forhold til de tre foregående film den tyndeste historie, men i højere grad opbygget af humoristiske optrin. Kendte navne som Ulf Pilgaard, Lars Ranthe og Hella Joof får plads i mindre roller og byder på morsomme øjeblikke, uden at byde på særlige bidrag til selve plottet. Går man efter at grine, skal det nok ske, hvor især Pilgaard er morsom i en cameo som tandlæge.

Men hvorfor fremhæve filmen så som den bedste siden den første, når plottet ikke er specielt omfangsrigt? I forhold til den anden og tredje film i serien, er fjerde del mere gemyttelig og hyggelig. Rasmus Bjergs udgave af Timo blev meget tæt på ubehagelig i det tredje kapitel og det var universet ikke klædt med. Bjerg er siden udskiftet med Anders W. Berthelsen, som giver mere hjerte og varme til karakteren. Humoren er i top, hvor der både er klassisk screwball, rullende slapstick og pruttehumor. Et hjerte banker under komikken, som gør, at man føler sig i godt selskab hele tiden, i forhold til de to foregående film. Øgendahls Ralf er stadig så uheldig som altid, men komikeren udvikler et sympatisk bånd til karakteren. Samtidig er dukker en romance op, som er en smule for sentimental, men man køber den. 

"Alle for fire" lever højt på sine karakterer og sin humor. Den moderne Olsen-Banden fungerer på flere punkter. Men især ved at Anders W.Berthelsen giver mere hjerte til Timo og Mick Øgendahl er fuld af empati som Ralf. Det flyder over med mindre biroller til kendte navne, som alle leverer. Øgendahl og instruktør Rasmus Heide har fundet tilbage til det, som gjorde den første film i serien til en succes. Jeg er ikke i tvivl om, at den fjerde film bliver en lige så stor økonomisk succes som de tidligere.