Anmeldelse: Allied
Det oprindeligt musikalske udtryk "tone" dækker over en films generelle stemning. Fordi det bygger på følelsesmæssige indtryk, kan en specifik tone dog blive svær at beskrive præcist. De bedste film er ofte gode til at rumme forskellige stemninger samtidigt, men det er en svær balancegang. Det kan hurtigt gå så galt, at det emotionelle bånd til en film let bliver brudt. Hollywood-veteranen Robert Zemeckis har med "Allied" lavet en film, der ihærdigt byder på et virvar af toner.
Året er 1942. Den canadiske agent Max Vatan (Brad Pitt) sendes til Casablanca i Marokko, hvor han skal mødes med modstandskvinden Marianne Beauséjour (Marion Cotillard) for at snigmyrde Hitlers ambassadør. De to talentfulde og yderst smukke agenter har aldrig set hinanden før, men skal foregive at være ægtefolk, og for at overbevise fjenden er det ifølge Marianne smart at udvise ægte følelser for hinanden. Hurtigt bliver det svært at skelne de fiktive følelser fra de genuine, og ægte kærlighed blomstrer op. Kærligheden og livet som agent er dog svært forenelige, når der stadig udspiller sig en verdenskrig omkring dem.
"Allied" byder på både bomber og bombastiske følelser, og dette er samtidigt pakket ind i en teknisk selvsikker film, der meget langsomt folder sig ud i løbet af sine 2 timer og 4 minutter. Disse tonale skift mellem nazistnedfældende krigseventyr, alvorlige kærlighedscener, voldelige actionsekvenser og kalkulerende spionsamtaler står på igennem hele filmen. Desværre bringes tonerne ikke ordentligt i samspil. De fremstår isoleret fra hinanden, og i stedet for en symfoni opstår det modsatte: en kakofoni.
Det er dog en teknisk imponerende én af slagsen. Ingen tvivl om, at erfarne Zemeckis kan sit håndværk. Allerede fra første indstilling byder filmen på en skøn billedside, der især imponerer med en kulørt blanding af ørkenby og art déco i Casablanca og et sønderbombet, men livligt London. Kun få scener med en tydelig overvægt af CGI er et problem, men det fysiske kameraarbejde kan mere end opveje dette – især i to scener, hhv. et dødsfald og en elskov, hvor kameraet mestrer at dreje skarpt rundt om skuespillerne. Lagt sammen med effektiv klipning rummer "Allied" på den visuelle side ellers modsatrettede stemninger uden problemer.
At der alligevel går tonalt grus i maskineriet skyldes andre aspekter. Zemeckis' mangeårige musiske samarbejdspartner Alan Silvestri fejler. Buldrende synth-trommer føles som et desperat forsøg på at skabe spænding, når kameraet snildt vækker uro via subtile bevægelser. Musikken er heldigvis fjernet, når der kommer action på banen, og det arbejder godt med et suverænt lyddesign, hvor våben lyder vægtige og dødsensfarlige. Dog er det ikke til at komme uden om, at handlingen og karaktererne er dybt uinteressant skildret. Skuespillerne føles typecastet, og en ellers lovende historie lider stærkt af de konstante tonale skift mellem scener, som om vi er inde i en ny film hver gang.
Tonen i "Allied" ender med at skøjte ud over det hele. Det skyldes, at de forskellige stemninger i stedet for at munde ud i ét fælles udtryk hver især kommer til at minde om andre film, der har mestret mindst én af de mange stemninger. Afhængigt af den scene, vi ser, kommer "Allied" til at føles som en ufuldstændig udgave af "Casablanca", "Lawrence af Arabien", "Jagten på den forsvundne skat", "Den engelske patient", "Mr. & Mrs. Smith" eller "Inglorious Basterds". Det er ærgerligt i en ellers visuel kraftpræstation.