Anmeldelse: Alt for kærligheden
"Alt for kærligheden" forfalder desværre til klichéer og falden på halen-komik.
Illustrationen af handicappede på film er ikke noget nyt, og den generelle opfattelse er, at det skal gøres med respekt for individet og dets problem. Naturligvis har der været film, der har gjort grin med et fysisk eller psykisk problem. Den alvorlige side af et handicap er vigtigt at tage seriøst – og det findes der bestemt fine eksempler på. "Alt for kærligheden" behandler emnet med både alvor og charme, men undgår ikke at falde i klichéfælden.
Jocelyn elsker kvinder og springer på alle, han kan komme i seng med. Men følelserne har altid været fraværende. Skørtejægeren føler simpelthen ikke for at slå sig ned og skabe en familie. Da han møder Marie, som ikke er sådan at bide skeer med, udgiver han sig for at være lam og sidde i kørestol for at opnå medlidenhed. Men da han møder Maries søster, Florence, slår hans hjerte et ekstra slag. Kærligheden blomstrer, men nu er gode råd dyre. For Florence sidder i kørestol, og det tror hun også, at Jocelyn gør. Så han må lade hende forblive i troen, indtil kærligheden kan sejre.
Når man ser en film som "Alt for kærligheden", vil tankerne højst sandsynligt fare hen på en anden fransk film: "De urørlige" fra 2012 – en af de største franske succeser i nyere tid. Begge film handler om handicappede sjæle, der får en følgesvend, samtidig med at der er store følelser på spil. I forhold til "De urørlige", der var udført med stil og alvor, forfalder "Alt for kærligheden" til klichéerne og falden på halen-komik. Det gør ikke instruktør og hovedrolleindehaver Franck Dubosc' film dårlig, men bare til en middelmådig én af slagsen.
Ikke alle vil synes om fremstillingen af handicappede, der klart tager et mere komisk blik på den svagere befolkningsgruppe i Frankrig. Den kærlige film byder dog bestemt også på charme og alvor. Historien viser en del af den handicappede side, som mangler troværdighed, og kan ikke undgå at falde i en del klichéer i løbet af filmens 107 minutters spilletid. De klassiske gentagelser i romantiske komedier – som den lykkelige slutning og de gennemsnitlige forviklinger – findes flere steder i filmen.
Tanken var stensikkert, at "Alt for kærligheden" skulle blive en ny "De urørlige" og sælge bunker af biografbilletter. Historien er bare ikke stærk nok eller vedkommende nok. Skuespillerne gør, hvad de skal, og man både griner og klukker undervejs. Men når alt kommer til alt, så ender "Alt for kærligheden" som en forglemmelig bagatel.
"Alt for kærligheden" tager et mere let blik på temaet om handicappede, end andre film i samme genre gør. Franck Dubosc vil gerne skabe en romantisk komedie med seriøs kant, mens det primært er komedien, der fungerer. Den alvorlige side af historien forløses aldrig og bliver ikke hængende i bevidstheden. Elementerne af en feel good-film er til stede, men en ny "De urørlige" bliver det aldrig til.