Anmeldelse: Amanda

Det franske drama skildrer på rørende vis det før og efter, der følger den personlige tragedie, når terrorangreb rammer.

Massakren på spillestedet Bataclan. Bomberne ved Stade de France. Je suis Charlie. Som europæer har terrorismen aldrig været tættere på, og især de stakkels franskmænd har været hårdt udsat for terrorens grusomheder de seneste fem år. At forstå den situation, det må være at blive en del af en hadefuld gruppes utilgivelige angreb, enten som offer eller pårørende, er forhåbentlig noget, de færreste af os nogensinde skal tage stilling til. Igennem mobiloptagelser ser omverdenen de horrible angreb, når de sker, og hører om de tragiske ofre. Men hvordan oplever et pårørende menneske sekunderne før og efter? Hvordan fortsætter livet, når mennesket er blevet udsat for den værst tænkelige frarøvelse af sine kære?

Franske "Amanda" foregår i solrige Paris og omhandler 24-årige David og hans 7-årige niece Amanda, der må støtte sig op ad hinanden, efter deres liv ændres for altid. David er en livsnyder, der springer fra job til job, mens han i sin fritid kysser med flirten Léna. Amanda passer skolen og bruger tiden med sin mor Sandrine, mens faderen er ude af billedet. En aften skal David, Léna og Sandrine mødes med nogle venner i den lokale park, men David er forsinket og ankommer senere til et sandt mareridt. Et terrorangreb har ramt parken. I et massedrab er Sandrine blevet dræbt og Léna tilskadekommet. Som Amandas nærmeste familie må unge David nu påtage sig rollen som niecens værge. En svær rolle, når personlig tragedie og sorg tager over.

Dramaet starter klogt med at lade sine karakterer og deres indbyrdes relationer tage form, før det skæbnesvangre angreb indtræffer. I et beroligende tempo lærer vi David og Amanda at kende. To mennesker, der lever en fredelig og ganske ordinær tilværelse, som de ikke har den fjerneste anelse om snart vil ændre sig drastisk. David er tæt knyttet med sin søster og elsker sin niece, men nyder tydeligvis også sin status som frigjort ungkarl. Lige så frigjort lever enebarnet Amanda, som gør sig de bekymringer, der hører en 7-årig til – "er der flere chokoladecroissanter tilbage, og må jeg blive længere oppe?". De to unge mennesker er gennemført sympatiske, og derfor gør det ekstra meget ondt, når de rammes af deres fælles tragedie.

Som filmskaber, der skildrer terrorens grusomheder, må den største udfordring utvivlsomt være, hvordan angrebet iscenesættes. De fleste film tager sine kreative friheder – såsom "Argo" og "Patriots Day", der portrætterer dramaets forløb før og under – mens hyperrealistiske udgaver som sidste års "Utøya 22. juli" og Paul Greengrass' "United 93" bringer terroren så tæt på seeren, som de filmiske grænser tillader. 

"Amanda" gør ingen af delene og antyder nærmere terrorangrebet fremfor at svælge i dets udførsel. Det handler ikke om selve aktionen, mens der heller ikke spekuleres i motiver og religiøse konflikter. For instruktør og manusforfatter Mikhaël Hers handler terroren om før og efter. De konsekvenser, uskyldige mennesker må leve videre med, selvom omverdenen er rykket videre til næste nyhedssensation.

Det gør ondt, når smukke Paris bløder, og dets indbyggere lider. Mikhaël Hers sommerlige 35-mm billeder, der gengiver, hvad der føles som en svunden og bedre tid, står i skærende kontrast til det uhyggelige scenarie, der danner baggrund for "Amanda". En film, der vinder stort ved at se bort fra actionscener og drabelige blodsudgydelser. Her kommer menneskerne og det psykologiske drama først, hvor håb og glæde fylder lige så meget som sorg og tragedie. På rørende vis bringes David og Amanda tættere sammen, og trods al modgang udvikler de et ubrydeligt bånd.

Amanda