Anmeldelse: Aminas breve

Over de sidste par år er dansk film for alvor blomstret med en tiltrængt generation af friskt, nyt talent. Modet til at begå sig udenfor de faste og sikre spillefilmsrammer ud i naturalistisk socialrealisme og folkekomedie bliver absolut udfordret af det nye kuld. Dog er det absolut til at tilgive et klassisk drama som "Aminas breve". Måske udfordres de danske genrekonventioner ikke voldsomt meget med Jacob Bitschs filmatisering af Jonas T. Bengtssons prisbelønnede debutbog fra 2005. Når den klassiske form alligevel følges uden slinger i valsen kan meget accepteres.

Janus (Esben Smed) er netop blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, og han har en klar mission: At opsøge gymnasieveninden Amina – uanset hvad. Amina har med sine mange breve givet Janus håb, mens han var indlagt. Da brevene på et tidspunkt stoppede med at dukke op, frygter den unge mand det værste – og er overbevist om, der er sket noget alvorligt. Hans søgen efter Amina udvikler sig til en farlig detektivfærd i Københavns gader og stræder, og snart finder Janus ud af, at alt ikke er, som det skal være.

Præcis som i Thomas Vinterbergs filmatisering af Bengtssons "Submarino" trækkers vi i "Aminas breve" nådesløst rundt i Københavns snuskede skyggesider. Janus' rejse ind i hovedstandens mørke hjerte er en ung mands maniske færd ind i sit eget dysfunktionelle og tågede sind, hvor det aldrig er helt til at vide, hvad der reelt ér virkelighed – eller paranoid selvkonstruktion af, hvordan han tror, virkeligheden ser ud.

"Aminas breve" er set ud fra Janus' forvrængede perspektiv, der hele tiden er rørende bevidst som sin egen sindstilstand – men kan ikke forstå at navigere i sit eget mentale landkort. Når ekspeditionen søsættes blandt byens slagskygger i fugleflugt tværs over sociale lag – fra storebrors designerlejlighed over en kunstners halvsmadrede københavner-hybel til en rygerklub på Istegade – udforskes alverdens sociale fordomme og fortællerklichéer. Bag den atmosfæriske dannelsesrejse optegnes genkendelige klassiske narrativer, som ganske vist er veludførte – men også lettere søgte – med et snert ekko af Janus i "Den kroniske uskyld". Ligesom den romerske gud Janus havde to ansigter, fanges vores nutidige helts rejse i splittelse – helt efter bogen. På godt og på ondt.

Tag ikke fejl, "Aminas breve" er Esben Smeds one man show. Med sitrende intensitet rives vi rundt i et sært rum af tråde, der skal bindes sammen, efter hvordan Janus forestiller sig, at verdens tæppe skal hækles sammen. Det ér pga. det 32-årige stjerneskuds vanvittige præstation, at der fra start til slut hersker usikkerhed om, hvad der overhovedet foregår – og årsagen til, at filmens simple præmis fungerer så godt, at vi fastholdes i dens skizofrene limbo.

I "Aminas breve"bevæger vi os i velkendte danske socialrealistiske luftlag, uden at der måske tilføjes noget nyt til genren. Den dybe tallerken behøves dog ikke at opfindes hver gang. Jacob Bitschs gode instruktion og Esben Smeds imponerende præstation opvejer dog en i bund og grund konventionel fortælling, som ér værd at rive sig med af.

 

Aminas breve