Anmeldelse: Anatolian Leopard
Melankolien driver ned ad væggene i én af årets allerbedste film.
Ét billede siger mere end tusind ord. Man kan også sige, at ét blik siger mere end tusind ord. Mange års historie kan gemme sig i øjnene og i sindet. Øjnene er vinduet til sjælen, der kan glemme og se fremad, eller forblive i en mørk fortid. Det tyrkiske drama "Anatolian Leopard" er en historie om at se fremad, selvom fortiden kan indhente en.
Fikret er direktør i den lokale zoologiske have. Han har en systematisk, men samtidig triviel hverdag, hvor alt kører efter tidsplanen. Hans sekretær Tezer gør, hvad hun kan for at Fikret har en så behagelig hverdag så muligt. Da haven er truet af lukning og der skal gøres plads til en forlystelsespark, skranter direktørens hverdag. Samtidig afgår deres nye attraktion, den anatolske leopard, ved døden. Fikret og Tezer går sammen for at skjule sandheden om dødsfaldet, for at forsikre, at zoo’en stadig har relevans.
Den anatolske leopard er en kritisk truet dyreart og lever primært i den sydlige del af Tyrkiet. I 2022 er kun nogle enkelte set i de mørke skove. Instruktør Emre Kayis har udtalt, at hans debutfilm kan ses som en allegori over det truede væsen. Vi skal værne om de sjældne ting i livet og nyde de små ting. "Anatolian Leopard" er både en kritik af det politiske system i Tyrkiet og samtidig et melankolsk blik på livets sande værdier.
Instruktør Emre Kayis har studeret Béla Tarr og Andrej Tarkovskij indgående. Lange indstillinger, hvor hvert eneste sekund fortæller om vores karakterer og deres problemer. Små øjeblikke, der emmer af sentimalitet og empati. Fikret skal til skolefest med hans tidligere klassekammerater. Han har ikke lyst, men da Tezer siger ja til at tage med, opstår glimt i hans øjne, som man ikke har oplevet tidligere i filmen. Dét og andre detaljer er utroligt smukt realiseret og viser en instruktør, der har fuldstændig styr på hans skuespillere og hvad, han skal bruge dem til. Det er prisværdigt og løfter filmen op over den melankolske tone, som har rendt igennem filmens årer indtil da.
Ugur Polat leverer en Oscar-nomineringsværdig præstation i rollen som Fikret. Han ér den anatolske leopard. En mand, der har brugt over halvdelen af sit liv på sit job og nu føler, at det hele smuldrer mellem hænderne på ham. Jeg kan ikke mindes, at have set en skuespiller på det hvide lærred, der kan fortælle så meget med sine øjne og sin mimik i lang tid. Man bliver fuldstændig tryllebundet. Udover Hatice Aslan, som spiller sekretæren Tezer rigtig fint og sødmefyldt, gør ikke mange andre meget væsen af sig. Men det er heller ikke nødvendig. "Anatolian Leopard" ér Polats film og han fortjener alt den ros, han kan få. Sublimt skuespillerkunst.
"Anatolian Leopard" er slow cinema, men det er en meget smuk og rørende historie om at komme videre med sit liv og sætte pris på de små ting i livet. Ugur Polat er aldeles fremragende i hovedrollen som Fikret. Hans øjne burde få en pris alene. Man bliver dybt ramt af hans spil og sammen med Hatice Aslan udgør de et både er rørende og sørgeligt makkerpar. Filmen er fuld af melankoli, men samtidig håb for fremtiden. Den anatolske leopard er en truet dyreart, der hurtigt løber over sletten, men her gives tid til at nyde én af årets bedste film.