Anmeldelse: Anora

Årets mesterlige guldpalmevinder placerer Sean Baker på tronen over tidens mest indsigtsfulde filmskabere.

Chancer skal gribes, når de viser sig. Især hvis man lever på kanten af samfundet. Den mantra har Sean Baker gjort karriere på. Skildringer af marginaliserede mennesker, tilsat indsigtsfuld humanisme og sans for individerne bag stereotyperne. Som filmskaberen, der kan stykke lavbudgetsfilm sammen for en kasse bajere, og få dem til at ligne en million. Sean Bakers blik for sociale bevidsthed har de seneste ti år været rettet mod sexarbejdere i den iPhone-optagede "Tangerine", det rørende drama "The Florida Project" og sorthumoristiske "Red Rocket". Guldpalmevinderen "Anora" kroner Sean Bakers værk.

Den 23-årige russisktalende stripper (og sexarbejder når det rette tilbud viser sig) Anora (Mikey Madison) arbejder på en eksklusiv stripklub på Manhattan, da hun introduceres for Vanja (Mark Eydelshteyn). Den unge oligarksøn vælter sig i penge, dyr champagne og stoffer ad libitum med ditto fri afbenyttelse af fars rigdomme. Det varer heller ikke længe før han i Mulighedernes land ser lyset i Anora. Impulsivt gifter de sig i Las Vegas, hvilket forældrene i Rusland finder ud af ad omveje. Helvedet bryder løs og Anora fanges i krydsilden mellem hendes ufrivillige svigerforældre, deres håndlangere og en forkælet rigmandsdreng.

Sean Bakers "Anora" er en mesterlig fusion af romantisk screwball-komik og socialrealisme, der ømt indfanger essensen af menneskelig sårbarhed og styrke i mødet med neonristede amerikanske drømme, osende fra skyggerne af Brooklyns slidte betonfacader. Det uventede ægteskab, udfordret af kulturelle forskelle, traditioner og forventninger, kaster os ud i en uforudsigelig, kompleks, ekstremt underholdende og dybt rørende fortælling om medmenneskelighed og benhård eksistens.

"Anora" udforsker temaer som identitet, tilhørsforhold og de udfordringer, der følger med at navigere mellem forskellige verdener og sociale lag. Sean Bakers skarpe blik for universelle og relaterbare karakterportrætter drypper af autenticitet. Baker har levendegjort sexarbejdernes arbejdsforhold som et nuanceret antropologisk reality check, hvor de langt fra er ofre, men sammensatte individer, som sagtens kan klare sig selv – og slå fra sig. I et af højdepunkterne tæver vores heltinde tre hærdebrede russiske mænd, der forskrækket ikke ved, hvordan de skal håndtere den udadtil harmløse kvinde. Samtidig er det også en af filmens sjoveste scener. Og dem er der mange af.

For "Anora" vender konstant på en femøre med ublu genreskift, flertydige lag og smældende replikker, der efterlader publikum præcis så fortumlet som de stakkels russiske håndlangere. Fra start lokkes vi ud i en romantisk komedie i stil med "Pretty Woman", det næste øjeblik en komplet gakket "Han, hun og leoparden"-forvekslingskomedie, og dernæst et hjerteskærende drama med "Sorry We Missed You"-øje for menneskets socio-økonomiske blinde vinkler og udfordringer, som var Ken Loach taget med på råd.

Sean Baker er dog helt sin egen. Den amerikanske instruktør tackler komplekse temaer, flertydige lag, genregreb og genopfindelse af dem med forbløffende lethed og bevægende dybde, som trods sine næsten to og en halv times spilletid er underholdende og tankevækkende. At den 53-årige filmskaber både har skrevet, instrueret og klippet filmen, vidner om det enorme talent og den kompromisløse indie-tilgang, der har gjort Baker til én af de mest markante stemmer i den amerikanske filmbranche.

Mikey Madison som Anora er intet mindre end et fund. Hendes evne til at balancere mellem tillært streetwise-råstyrke – fysisk såvel som mental – og afgrundsdyb sårbarhed er blændende og en af  årets bedste kvindelige præstationer. Den eminent flydende ping-pong med de russiske skuespillere er en fornøjelse uden lige. Især Mark Eydelshteyn som møgungen Vanja og den stoiske Igor, forrygende spillet af Yura Borisov. Det understøttes af Sean Bakers samarbejde med fotograf Drew Daniels’ pulserende og intime billedside, der skaber et særdeles ydre levende miljø omkring persongalleriets indre dynamikker.

"Anora" som stripper-komedie slår let og elegant split mellem romantik og rørende drama i årets nok bedste film. Vi inviteres nænsomt til at reflektere over komplekse dynamikker i menneskelige relationer og de sociale strukturer, der former skæbner og håb. Sean Baker har cementeret sin position som en af tidens mest indsigtsfulde filmskabere. Elegant bindes sløjfe på at forene letbenet underholdning med dybt rørende social kommentar, der udfordrer menneskelige perspektiver og afvæbner stereotyper. I en polariserede tid som denne er Bakers mesterstykke ikke alene værd at se, men et must-see.

"Anora" har dansk biografpremiere 5. december.