Suk - direkte til D+

Anmeldelse: Ant-Man and the Wasp: Quantumania
Bundniveauet for superheltefilm tager endnu et kvantespring.
Det er vel ikke nødvendigt at give en større introduktion til Marvels filmiske univers, som til dato er den mest indbringende film-franchise i historien. Superheltene sidder stadig tungt på biografsalene og billetlugerne i en uendelig kamp mellem det gode og det onde. Således er vi nu på franchisens femtende(!) år nået til 2023's første Marvel-film, "Ant-Man and the Wasp: Quantumania". En film, der også udgør startskuddet på den femte fase af Marvels cinematiske superhelteunivers, som vil tage os med på en rejse gennem tid og sted til kvanteriget. Det bliver stort! Det bliver vildt! Det prøver de i hvert fald at bilde os ind.
Scott Lang(Paul Rudd) lever det gode liv sammen med Hope(Evangeline Lilly). De to superhelte bruger deres nyfundne fredstid på hinanden og familien. Scotts sværeste opgave for tiden består i at opdrage en teenagedatter, der er på kant med loven og sin far. Cassie (Kathryn Newton) er dog ikke bare en superheltedatter. Hun er også lynende intelligent og har i al hemmelighed, sammen med Hank Pym (Michael Douglas) udviklet en slags sender, som kan kommunikere med det føromtalte kvanterige. Det er ikke værd at gå ind i de dybere detaljer her. Blot at det viser sig, at Janet van Dyne(Michelle Pfeiffer) - der i den forrige "Ant-Man"-film blev reddet ud af kvanteriget - ved at noget meget, mget farligt lurer derinde. Og så går det hverken værre eller bedre end at hele holdet pludseligt suges ind i kvanteriget og nu må kæmpe. Ikke bare for deres egen overlevelse, men også for utallige universers eksistens.
Vanen tro, står vi overfor endnu en mystisk bad guy. Denne gang i form af Jonathan Majors i rollen som Kang the Conqueror. Kang er af uransagelige årsager blevet forvist til kvanteriget og tørster efter hævn, hvilket selvsagt skal stoppes. Intet ondt ord om Majors, der leverer en ganske solid præstation. Desværre har han meget lidt at arbejde med, da vi endnu engang er tilbage ved en af Marvel-filmenes tidligere akilleshæle; halvkedelige og endimensionelle skurke. Der er slet ikke nok kød på karakteren, så motiv og motivation blæser sådan lidt i vinden. "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" byder på en helt særlig grad af endimensionalitet, hvilket er påfaldende for en film, hvor omdrejningspunktet er flere dimensioner. Det føles som et stykke samlebåndsarbejde. Et manuskript trukket ud af bagenden på Marvels manuskriptforfattere. Uden skyggen af fantasi eller kreativitet.
Hvis du troede, at vi skulle komme nærmere på det sårbare far/datter forhold mellem Scott og Cassie, kan du godt tro om igen. Det samme gælder, hvis du forventer at blive lidt klogere på hvad kvanteriget egentlig er for en størrelse. Dét er til gengæld sovset ind i den sædvanlige, generiske CGI-farvelade, så det er umuligt at skelne omgivelserne i denne film fra andre MCU-film. Det kunne lige så vel være scener fra "Avengers: Infinity War", "Guardians of the Galaxy" eller en hvilken som helst anden Marvel-film. Intet særkende, ingen personlighed. Er vi i rummet? Er vi under jorden? Er vi skrumpet til atomstørrelse eller befinder vi os i fremtiden? Who cares? Helt latterligt bliver det da figuren M.O.D.O.K dukker op, og man vitterligt sidder og overvejer, om grafikken er blevet ringere med årene.
Til gengæld er filmen leveringsdygtig i et næsten fornærmende niveau af eksposition. Man kan godt få tanken, at filmens manuskriptforfattere må tro at vi er idioter. Alt hvad der sker åbenbart skal skæres ud i pap for os, fordi show it don’t tell it åbenbart ikke er et begreb, der bruges i kvanteriget. Det er frustrerende at se stjerner som Michael Douglas og Michelle Pfeiffer levere så lunkne præstationer. Især fordi, man sidder med indtrykket af at det ikke er deres skyld. De har intet at arbejde med. Douglas kunne have leveret sin præstation i søvne og det havde næppe gjort nogen forskel. Legenden Bill Murray dukker op i en længe ventet, minimal birolle, men heller ikke hér lykkedes noget som helst. Generelt lider filmen af, at det er enormt svært at føle, at der overhovedet er noget på spil. Kang er en slem fyr, jovist. Knapt nok er det slået fast hvor slem han er, før vi er videre til noget endnu værre vi har i vente i fremtidige film. "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" er simpelthen en film, der er ude af stand til at hvile i sig selv. Eller i sit publikum.
"Ant-Man and the Wasp: Quantumania" er måske ikke den værste film i MCU. Men det er en utrolig sløv start for fase 5 og en skuffende tilføjelse til historien om myremanden. Når vi alligevel sniger os op på to stjerner, så skyldes det især Paul Rudd, der leverer endnu en glimrende præstation som Scott Lang og får fint modspil af Kathryn Newton. Kemien mellem de to som far og datter er ét af de få elementer, der faktisk fungerer. En skam, vi ikke får mere af det. Har man bare har brug for at slå hjernen fra, se Paul Rudd og en masse computergenerede lasereksplosioner i to timer, kan man sikkert nok finde et eller andet seværdigt.