Anmeldelse: Aquaman
Overgiv dig til "Aquaman" i al dens vidunderlige van(d)vid.
De har haltet efter i en årrække som filmatiseringer, superheltene fra DC Extended Universe. I forhold til ærkerivalerne hos Marvel Cinematic Universe, der over de seneste ti år er blevet et overvældende popkulturelt fænomen. Men tag ikke fejl. Selvom DCEU – måske lidt urimeligt – har fået et ry for at stå i skyggen af MCU, formår en række DC-film alligevel at slå indtjeningsrekorder. "Aquaman" har allerede imponeret på den front i Kina. Overraskende er det imidlertid, at sjette bud på DCEU-stammen også er den hidtil bedste.
Oprindelseshistorien om skovmandsskjorte-halvguden Arthur Curry (Jason Momoa) er ellers lige til en maveplasker. Midt i sine hverdagslige heltegerninger på åbent hav bliver Aquaman nødsaget til at svømme forbi Atlantis. Hans halvbror Orm (Patrick Wilson) fisker efter at gå i krig med den menneskelige race, der længe har ødelagt og forurenet vores blå planet. Alt går ikke helt som planlagt, særligt da vores helt tvinges til at se fortiden i øjnene.
"Aquaman" havde alle tænkelige forudsætninger for at blive årets mest åndssvage film, efter vi sidste år mistede DC-livsmodet ovenpå den bizart ringe "Justice League". At Momoa som hipster-Aquaman i forvejen er trailer trash-irriterende burde sammenlagt implodere i en ildelugtende tsunami af manbuns og generisk superhelte-fiskeaffald. Både og, da instruktør James Wan er gået planken helt ud, overrasker med en syndflod af kulørt underholdning og leverer en fiskerlussing til kritikerne.
Noget så sjældent som ekstremt vellykket 3D, oprigtigt fascinerende undervandsbydesign og komplet over the top kitsch medvirker til, at "Aquaman" er én af årets mest positive overraskelser. For der bliver givet fuld skrue, når en på papiret torskedum oprindelseshistorie gøres troværdig, og actionsekvenser med rustningsklædte mutant-søheste og H.P. Lovecraft-inspirerede monstre er uimodståeligt underholdende. James Wan styrer med så sikker hånd skuden i havn, at man fristes til at siges, at ingen andre kunne gøre det med så bred æstetisk og genremæssig-spændvidde og med et så stort Colgate-smil ned ad vandrutschebanen, at blåhvalers barder blegner.
Selvom "Aquaman" er én stor fornøjelig vandballonkamp, kræver det, at enhver konventionel tilgang til logik skylles ud med badevandet. Balancegangen mellem indre logik og kreativ omgang med historiens fremdrift overholdes nok til, at præmissen fanges. Især når klassisk DC-selvhøjtidelighed løssluppent drukner i både frivillig og ufrivillig komik. Værst ved "Aquaman" er dog karakteren Aquaman i sig selv. Jason Momoa har slet og ret hverken talent, karisma eller evnerne til at levere selv et minimum af mundrette oneliners. Brovten og bondsk forfalder Aquaman til et amerikansk helteportræt på Trump-niveau, mens der fattes større sympati for Patrick Wilsons Orm som overbevisende skurk, der har sit på det tørre ud i motivation og handlekraft. Neonfisk-farvede gak og løjer skal imidlertid ikke undervurderes, når DC for en gang skyld kaster sig ud på det allerdybeste vand og slipper helskindet fra det.
Overgiv dig til "Aquaman" i al dens vidunderlige van(d)vid. James Wan mener det, når ét af de mest langt ude og usandsynligt underholdende superheltehelte-eventyr slår fornøjeligt smut med dårlig smag og totalt bonkers kreativitet. Udover at være én af de allerbedste IMAX 3D-oplevelser til dato står Jason Momoa & Co. bag én af de bedste DC-film i dette årti – til trods for at Momoa er den måske mest svage hovedperson i en superheltefilm længe.
I anledning af premieren på "Zack Snyder's Justice League" genudgiver Moovy biografanmeldelserne af tidligere DCEU-film. Denne anmeldelse udkom oprindeligt i 2018.
