Anmeldelse: Aren't You Happy?

En på overfladen ellers legesyg og farverig tysk debut viser sig hurtigt som et prima eksempel på filmisk tomgang af den fæleste slags.

Der er absolut intet forkert i at søge ekstremer indenfor filmens verden. Landskabet ville være det fattigere, hvis vi ikke havde art house-genren til at bryde med den massive strøm af formeltænkning, der har taget en gevaldig stor bid af biograf-kagen de seneste 15 år. Lad det derfor først være understreget, at dette ikke er en kritik af at lave kunstfilm.

En 30-årig hjemløs, tysk og yderst fåmælt kvinde vandrer tilsyneladende formålsløst rundt fra det ene sted til det andet, hvor hun stifter bekendtskab med en række forskellige mænd og kvinder, som hun har kortvarige interaktioner med, inden hun er videre til den næste.

Mere er der sådan set ikke at sige om handlingen i "Aren't You Happy?" – eller "Den melankolske pige", som den hedder på originalsproget. Det er svært at være happy over denne film. Man har ganske enkelt lavet en af de mest uinteressante, dræbende kedelige film-eksperimenter, denne anmelder i hvert fald har set. Én lang ørkenvandring udi horribel storytelling.

Man har ellers fundet en god skuespillerinde til hovedrollen. Hun formår at være dragende, selvom instruktøren (den debuterende Susanne Heinrich) kun har givet hende lov til at have ét ansigtsudtryk gennem hele filmen (på nær én scene). For det fortjener hun næsten en ekstra stjerne – for filmen gør ikke. Det kan allerede nu roligt antages, at dette må være årets mest irriterende film. Især det kunstneriske valg med at lade samtlige medvirkende have kunstige stemmer, altså at være eftersynkroniseret, er vildt anstrengende i længden og derudover "grimt" at høre på.

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved projektet er, hvor sprælsk det er i sin scenografi og sine farver – og hvor indifferent man på trods af det efterlades. For der er bestemt lagt store kreative kræfter i projektet. Men det falder fuldstændig til jorden i et ocean af tomme fraser, kiksede musikafbrydelser og eksistentialisme, der er så påtaget sat op, at man længes efter at se på prøveskærm fra et gammel Sovjetstats tv-signal.

Mit bedste bud er, at instruktørens mission har været at skildre en sindstilstand, og det er der jo ikke noget galt i. Men man har i den grad svigtet opgaven om at lave en seværdig eller bare interessant film. "Aren't You Happy" ville muligvis gøre sig bedre som et teaterstykke, hvor den kapitel-inddelte struktur havde stået stærkere. Som filmoplevelse føles det imidlertid som at gå på legoklodser, mens man får tyret ukogt spaghetti i hovedet.

"Aren't You Happy?" kan eksklusivt ses på Filmperler hos Blockbuster.