Anmeldelse: Aretha Franklin – Amazing Grace

Til syvende og sidst handler dokumentarfilmen om gospelmusikkens kraft til folket og den vidunderlige sangerinde, som Aretha Franklin var.

At opleve en koncert live er noget helt særligt. Det kan en del skrive under på. Så kan det være, at man sagtens kan opleve kunstneren igen på et senere tidspunkt, når han eller hun udgiver en ny plade. Men der er de koncerter, som er en engangsoplevelse – som kun sker på ét bestemt tidspunkt i ét liv. Aretha Franklins indspilning af "Amazing Grace"-albummet i 1972 er netop en sådan oplevelse. Nu er der kommet en rørende og smuk koncertfilm ud af de gamle optagelser.

I 1972 skulle soulsangerinden Aretha Franklin til at indspille sin nyeste plade. Amerikaneren var allerede en stjerne med store hits som "Respect" og "Think", men hendes nye udspil skulle være noget helt særligt. Hun ville vende tilbage til sine rødder og synge de sange, som havde inspireret hende op igennem hendes liv. Klassisk gospel og soul. Pladen blev indspillet over to dage i The New Bethel Church i Los Angeles, og et filmhold fik lov til at optage hele indspilningen.

Aretha Franklin var et stort ikon frem til sin død i 2018. Sangene fik sangerinden til at fremstå som en stærk og uafhængig kvinde. Men "Aretha Franklin – Amazing Grace" viser en side af sangerinden, som ikke mange kender. Udadtil var hun en meget frembrusende kvinde, men indeni var en stille og rolig pige. Som barn af en religiøs familie var Franklin hårdt, men kærligt opdraget af sin far, der var præst og borgerrettighedsforkæmper.

C. L. Franklin, som selv medvirker i filmen, kæmpede for den sorte befolkning. I stil med den danske jantelov stod pastoren også for, at bare fordi man får succes, skal man ikke tro, at man er bedre end andre. Det mærkes gennem Aretha og faderens forhold i filmen. Måske fylder det ikke meget i spilletiden, men det ulmer i Arethas sind. Hun udtrykte sig gennem musikken, hvilket illustreres flere steder. Far Franklins kamp for de sorte bliver en tand for politisk for filmens eget bedste som koncertfilm, men stjæler heldigvis ikke opmærksomheden fra portrættet af Arethas kærlige person.

Sydney Pollack, som i 1972 havde instrueret "Jamen, man skyder da heste?" og i 1973 fik sit store gennembrud med "Vore bedste år", blev hyret til at stå for filmens look. "Aretha Franklin – Amazing Grace" har ikke et fantastisk visuelt udtryk. Men Pollacks mange zooms på Arethas ansigt fortæller i sig selv en hel historie. Med de mennesker, hun får besøg af i kirken, kan man mærke, hvad den dengang 30-årige kvinde har været igennem i sit liv. Igennem Arethas guddommelige stemme og de lyttende tilskuere kan man som biografpublikum ikke undgå at blive suget ind i filmens kærlighed til sig selv, til Aretha og til den vidunderlige verden af gospelmusik.

"Aretha Franklin – Amazing Grace" er ikke et nybrud indenfor musikdokumentaren eller musikfilmen. Men ligesom med albummet, der blev udgivet tilbage i start-70'erne, er filmens musik vidunderlig, mens Aretha Franklins person fortæller en hel historie i sig selv. Filmen kan ikke helt se sig fri for politiske budskaber om sortes rettigheder i USA. Men til syvende og sidst handler det om gospelmusikkens kraft til folket og den vidunderlige sangerinde, som Aretha Franklin var.

Aretha Franklin – Amazing Grace

Kommentarer

Aretha Franklin – Amazing Grace

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen