Anmeldelse: Assassin's Creed

Spilindustrien vokser sig større og større, mens vi konstant hører om, hvor hårdt filmindustrien har det. Spil når dog stadig ud til et mindre publikum, mens filmfranchises omsætter som aldrig før. Spil- og filmmediet oversættes desværre ikke så nemt til hinanden, og spilfilmatiseringer er kendte for deres dårlige kvalitet. De seneste år har disse film, senest med "Warcraft", haft en relativ succes, og nu har spilgiganten Ubisoft satset stort på en filmatisering af deres største franchise med "Assassin's Creed".

Callum Lynch (Michael Fassbender) er uden at vide det efterkommer af en hemmelig orden af snigmordere, der i århundreder har kæmpet mod tempelridderordenen. Tempelridderne vil styre menneskeheden fra det skjulte, mens assassinernes broderskab altid har nedkæmpet undertrykkerne, så mennesket har haft mulighed for at følge sin frie vilje. Det tempelridder-ejede firma Abstergo bortfører Callum, da de med Animus-maskinen kan få adgang til alle hans forfædres hukommelser, som er indlejret i hans DNA. Uvidende om dette giver han Abstergo adgang, men i takt med at han synkroniserer med sin spanske forfader, Aguilar, begynder Callum at mærke betydningen af denne evige strid mellem orden og kaos.

Blandingen af højteknologisk sci-fi og delvist historiske hændelser var uden tvivl med til at give franchisen den enorme succes, den fik. Spilmediet har den luksus at kunne introducere fortællingen i spillerens eget tempo. Det giver tid til at udfolde dens mange lag, som endda tog hele fem spiludgivelser at præsentere færdigt. Det er der desværre ikke plads til i løbet af filmens knap to timer.

Først og fremmest går det galt i præsentationen af ikke blot én, men hele to hovedkarakterer. Fassbender spiller nemlig ikke blot Callum, men også (og på et pinligt spansk) sin forfader Aguilar de Nerha. Vi følger primært Callum, men fordi han og vi fra begyndelsen skal introduceres for en masse unødvendig viden om orden og kaos og for et alt for omfattende persongalleri på både assassinernes og tempelriddernes side, kommer hverken han eller vi aldrig i gang med at lære om Aguilars verden i 1492. Denne afgørende del af fortællingen bør være mindst lige så spændende, men ud over nogle vilde, omend langtrukne actionsekvenser inspireret direkte fra spillene er det svært at føle noget som helst for disse karakterer.

Yderligere hjælper det ikke, at visualiseringen af Callums hukommelser er meget sløret og svær at genkende med det samme. Selve kvaliteten af CGI-effekter er generelt undervældende til trods for et smukt produktionsdesign. Almeria-ørkenens skønne landskaber, som Sergio Leone har udødeliggjort i sine spaghetti-westerns, ødelægges en smule, når dårligt animerede karakterer urealistisk hopper rundt fra hestevogn til hestevogn. Handlingens overmættethed har uden tvivl medført mindre plothuller og selvmodsigende karakterer, men disse kan med lidt god vilje ignoreres, da filmen trods alt bygger på et ret interessant koncept.

"Assassin's Creed" blev heller ikke spilfilmatiseringens hellige gral. Den lader stadig vente på sig. Store dele af filmens univers forbliver utroligt spændende, når de præsenteres ordentligt, og der er flere gode øjeblikke undervejs, hvor underholdningen er garanteret. Det og et imponerende, persongalleri af skuespiltalenter kan desværre ikke redde den alt for sammenpakkede historie, der for ivrig vil fortælle det hele frem for at lade seeren leve sig ind i fortællingens DNA.

Assassin's Creed

Kommentarer

Assassin's Creed

  • ★★★★★0

    Ja, jeg forstår stadig ikke hvorfor det er så svært at "oversætte" et spil til en film. Jeg begynder at mistænke Hollywood for at stå i samme situation, som de gjorde med superheltefilm i meget lang tid, nemlig at de absolut skal sætte deres eget fingeraftryk på historien og filmens udtryk, i stedet for at benytte sig af hvad der fungerer i spillet.

    Daddy Beria 5-01-17 06:33

  • 1

    Så er det godt jeg har bestilt billetter til i aften med arbejdet :D *SUk* i det mindste kan jeg salve lidt over Fassbender :D

    Wangsgaard 5-01-17 13:27

  • ★★2

    Ja, jeg forstår stadig ikke hvorfor det er så svært at "oversætte" et spil til en film. Jeg begynder at mistænke Hollywood for at stå i samme situation, som de gjorde med superheltefilm i meget lang tid, nemlig at de absolut skal sætte deres eget fingeraftryk på historien og filmens udtryk, i stedet for at benytte sig af hvad der fungerer i spillet.

    Jeg tænker umiddelbart tre ting:

    1. Oftest er historier i spil nogle, der er designet til at vare i nogle flere timer end de 2 timer, en film typisk varer. Det nævnes f.eks. også her i anmeldelsen, at der mangler tid til at udfolde det hele ordentligt.

    2. Oftest er historier i spil designet til at involvere interaktion. Der er forskel på at finde det spændende selv at rende rundt i fortiden, gemme sig i buske og bruge giftpile samtidig med at man leder efter gemte og glemte selvlysende tegn på obskure steder, og så finde det spændende at se alt dette foregå uden man selv har en kæft at skulle have sagt.

    3. Ved mange spil er det slet ikke historien, der er tiltrækkende, men muligheden for at leve sig ind i en verden så ulig den, vi lever i. Det er selvfølgelig også tit tiltrækningskraften ved film, men ved spil er det "en selv", der er i den fremmede verden, mens man ved film blot iagttager andre i en fremmed verden - det kræver noget helt andet at skabe den indlevelse hos en tilskuer end hos en aktiv spiller.

    HonoDelLoce 5-01-17 13:58

  • ★★★★★0

    Det er nok rigtigt nok, men skift fra bog/tegneserie til film er jo også et stort skridt, hvor man bl.a. mister muligheden for "tankebobler" og muligheden for en grundig beskrivelse af alt fra figurer til politiske systemer og den slags, afhængigt af hvilken type historie der er tale om.

    Man rammer naturligvis ikke altid plet med hverken bøger eller tegneserier, når de laves til film, men generelt set har man "knækket koden" og manuskriptforfattere er gode til at vurdere hvad der fungerer på film og hvad der ikke gør.

    Mange af de spil, som er designet til at vare 10-20-50 timer, er jo ofte spil hvor man laver de samme opgaver igen og igen, se eksempelvis Assassin's Creed. Der er jo vitterligt ikke mere end 3-4 timers reel historie, men helt vildt mange timer, der går med at kravle op i tårne og slå folk ihjel igen og igen og igen og igen. Det samme kan siges om mange andre spil i samme kategori, eksempelvis Tomb Raider, Mad Max, Watch Dogs, Far Cry osv.

    Daddy Beria 5-01-17 14:10

  • ★★1

    Selvfølgelig kan det lade sig gøre at "knække koden" på et tidspunkt.

    Men jeg vil også vove den påstand (sådan skudt fra hoften) at vi har set væsentligt færre spil-filmatiseringer end vi så tegneseriefilmatiseringer, før de begyndte at blive anerkendt :)

    Som du siger, så skal de have fundet ud af, hvilke elementer, der kan oversættes direkte, og hvilke, der skal "laves om" - og så finde ud af, hvordan sidstnævnte så skal laves.

    Måske er meget af spillene ofte repetition, men alene det at bruge så mange timer på noget giver en anden forbindelse til hele historiedelen og karaktererne (i de vellykkede spil), så når der endelig sker noget historie-mæssigt, så "rammer det mere". Det er altså noget andet at have brugt 10-40 timer (eller langt flere) interaktivt på et spil end at bruge 1,5-2 timer på at se passivt til, uanset hvor mange af timerne på spillene der har været repetitive eller ej :)

    HonoDelLoce 5-01-17 15:02

  • ★★★★★0

    Jep jep, jeg er ikke i tvivl om at det kan lade sig gøre at "knække koden", jeg undrer mig over, at det lader til at være så svært.

    Måske er det samme problematik, som det var i årevis med tegneserier, at Hollywood konsekvent ikke ville samarbejde med tegneserieskabere, selvom det var dem der levede og åndede for materialet og i dag, er det folk som Geoff Johns og Jeph Loeb, som begge har en solid baggrund i tegneseriernes verden, der har ansvaret for film og serierne hos hhv. DC og Marvel.

    Daddy Beria 5-01-17 15:14

  • 0

    Så er det godt jeg har bestilt billetter til i aften med arbejdet :D *SUk* i det mindste kan jeg salve lidt over Fassbender :D

    Der bliver bestemt også vist en del af hans muskuløse krop i løbet af filmen! ;P
    Synes dog personligt Michael K. Williams var den lækreste mand i filmen, men er også en biased 'The Wire' fanboy (dog selvfølgelig hurtigt efterfulgt af Fassbender).

    Jeg tænker umiddelbart tre ting:

    1. Oftest er historier i spil nogle, der er designet til at vare i nogle flere timer end de 2 timer, en film typisk varer. Det nævnes f.eks. også her i anmeldelsen, at der mangler tid til at udfolde det hele ordentligt.

    2. Oftest er historier i spil designet til at involvere interaktion. Der er forskel på at finde det spændende selv at rende rundt i fortiden, gemme sig i buske og bruge giftpile samtidig med at man leder efter gemte og glemte selvlysende tegn på obskure steder, og så finde det spændende at se alt dette foregå uden man selv har en kæft at skulle have sagt.

    3. Ved mange spil er det slet ikke historien, der er tiltrækkende, men muligheden for at leve sig ind i en verden så ulig den, vi lever i. Det er selvfølgelig også tit tiltrækningskraften ved film, men ved spil er det "en selv", der er i den fremmede verden, mens man ved film blot iagttager andre i en fremmed verden - det kræver noget helt andet at skabe den indlevelse hos en tilskuer end hos en aktiv spiller.

    Fuldstændig enig. Kunne faktisk have ønsket at selve plottet omkring Aguilar blev afsløret igennem Callums egne oplevelser. Måske endda ved brug af nogle P.O.V. shots. Det mest overraskende, var netop at det var de mest spillignende scener, der faktisk virkede bedst på mig, så man kan sagtens overdrive lidt med den konventionelle måde filmmediet ellers blev brugt på i den her film.

    Det er nok rigtigt nok, men skift fra bog/tegneserie til film er jo også et stort skridt, hvor man bl.a. mister muligheden for "tankebobler" og muligheden for en grundig beskrivelse af alt fra figurer til politiske systemer og den slags, afhængigt af hvilken type historie der er tale om.

    Man rammer naturligvis ikke altid plet med hverken bøger eller tegneserier, når de laves til film, men generelt set har man "knækket koden" og manuskriptforfattere er gode til at vurdere hvad der fungerer på film og hvad der ikke gør.

    Mange af de spil, som er designet til at vare 10-20-50 timer, er jo ofte spil hvor man laver de samme opgaver igen og igen, se eksempelvis Assassin's Creed. Der er jo vitterligt ikke mere end 3-4 timers reel historie, men helt vildt mange timer, der går med at kravle op i tårne og slå folk ihjel igen og igen og igen og igen. Det samme kan siges om mange andre spil i samme kategori, eksempelvis Tomb Raider, Mad Max, Watch Dogs, Far Cry osv.

    To ting: Først har skriftsproget og tegneserien et meget mere direkte forhold til filmen igennem hhv. manuskriptet og storyboardet, hvor spil igen altid vender tilbage til en interaktivitet, som ikke findes i de andre kunstarter.
    For det andet, så ligesom HonoDelLoce siger i sit svar, kan en del af måden man begynder at føle for historien netop være den langsommelige gentagelse og løbende afsløring af handlingen. Det er simpelthen MÅDEN vi erfarer historien på igennem spillet, der er unik for spillet. Du kan sagtens lave filmlignende cut-scenes, men jo flere du laver af dem, desto mindre kan du så omvendt indleve dig igennem spilmekanismerne. Jeg kan personlig ikke lide de der 'Last of Us' agtige spil, da de fjerner for mange muligheder for mig at leve mig ind i spillet på. Så langt hellere bare se en filmudgave.

    Jep jep, jeg er ikke i tvivl om at det kan lade sig gøre at "knække koden", jeg undrer mig over, at det lader til at være så svært.

    Måske er det samme problematik, som det var i årevis med tegneserier, at Hollywood konsekvent ikke ville samarbejde med tegneserieskabere, selvom det var dem der levede og åndede for materialet og i dag, er det folk som Geoff Johns og Jeph Loeb, som begge har en solid baggrund i tegneseriernes verden, der har ansvaret for film og serierne hos hhv. DC og Marvel.

    Frank Miller skrev også det makværk som er 'RoboCop 2'...

    Tror dog det bestemt er et spørgsmål om tid. 'Prince of Persia' og senest 'Warcraft: The Beginning' har været langt mere fungerende titler. Vi mangler som sagt bare et mesterværk. :)

    BusinessMonkey 5-01-17 15:49

  • ★★★★★0

    Det er sandt at spil for det meste i hvert fald, er et interaktivt medie, men der er unægteligt historiedrevede spil, som burde være lige til højrebenet at oversætte. Det siger jo lidt sig selv, at man ikke behøver at bruge de 10-20 timer af ensartede mord som der findes i Assassin's Creed, for at understrege, at hovedpersonen er en badass snigmorder i en film.

    Ja, Frank Miller skrev Robocop 2, han instruerede også The Spirit og de to personer jeg nævnte har bl.a. ansvaret for en stor del af succesen, som Marvel oplever både på film- og tv-fronten, samt den succes som DC oplever på tv-serie-fronten.

    Så Millers fejlskridt betyder jo ikke, at alle tegneseriefolk er komplet useless, når det kommer til andre medier. :)

    Daddy Beria 5-01-17 16:01

  • 0

    Det er sandt at spil for det meste i hvert fald, er et interaktivt medie, men der er unægteligt historiedrevede spil, som burde være lige til højrebenet at oversætte. Det siger jo lidt sig selv, at man ikke behøver at bruge de 10-20 timer af ensartede mord som der findes i Assassin's Creed, for at understrege, at hovedpersonen er en badass snigmorder i en film.

    Ja, Frank Miller skrev Robocop 2, han instruerede også The Spirit og de to personer jeg nævnte har bl.a. ansvaret for en stor del af succesen, som Marvel oplever både på film- og tv-fronten, samt den succes som DC oplever på tv-serie-fronten.

    Så Millers fejlskridt betyder jo ikke, at alle tegneseriefolk er komplet useless, når det kommer til andre medier. :)

    Nej. Jeg siger bare indlevelsen sker på en anden måde, og det er måden vi skal indleve os i historien, der måske går galt i oversættelsen. Jeg havde klart ønsket at Callum begyndte at lære om sine omgivelser og hukommelser lidt som Desmond Miles gjorde i spillene. Stille og roligt afsløres det hele.
    I stedet får vi en mulliard overforklaringer af dem og dit og dat og ham fra en mulliard karakterer. I det første 'Assassin's Creed' spil var der omtrent kun 3 karakterer i samtidsdelen. Meget enkelt sat op. Her er der AAAAAAAALT for mange karakterer.

    Nej, jeg pointerede netop Millers fejlskridt som et eksempel på, at formlen kan læres med tiden. :D

    BusinessMonkey 5-01-17 16:18

  • ★★★★0

    Jeg havde klart ønsket at Callum begyndte at lære om sine omgivelser og hukommelser lidt som Desmond Miles gjorde i spillene. Stille og roligt afsløres det hele.

    Og så smadres det hele med slutningen på AC 3, hvor det er tydeligt der er nye folk bag skrivepennen suk... stadigvæk en af de mest skuffende slutninger for mig.

    Lige en ting, nu nævnes der de klassiske tårne, eller radio master man klatrede op i som gir adgang til flere emissioner, det koncept brød de rent faktisk med i Watch Dogs 2, jeg blev også selv overrasket af det, positivt overrasket dog.

    AC2 er nok stadigvæk mit farvorit i Asssins Creed serien, selv om black Flag ligger højt oppe også, dels fordi vi få en likeable karakter ligesom vi gjorde med Ezio i AC2.

    Der er også begyndte og komme alle de her walking simulators, som genren er blevet kaldt, nyeste på stammen, Firewatch, og så self. Gone Home, her har spilleren heller ikke så meget kontrol over historien, eller hvad som sker, det handler mest om og gå rundt og se på ting, men her læser man selv det meste af historien, og finder ud af hvad som foregår ved og gå rundt og læse i bøger og andet man finder, der ikke rigtig nogen personer der står og fortæller en det hele.

    Elwood 5-01-17 16:39

  • ★★1

    Måske de bare skulle tage og filmatisere et dårligt spil, så må det da blive en god film?

    MOVIE1000 5-01-17 16:41

  • ★★★★1

    Måske de bare skulle tage og filmatisere et dårligt spil, så må det da blive en god film?

    Har du hel glemt Der Uwe ?

    Elwood 5-01-17 16:42

  • ★★★★★0

    Nej, jeg pointerede netop Millers fejlskridt som et eksempel på, at formlen kan læres med tiden. :D

    Nå ja, men strengt taget "oversatte" Miller ikke en tegneserie til en film, han skrev bare et (efter sigende) dårligt manuskript til en film, for at få en fod indenfor i Hollywood og manuskriptet var åbenbart så dårligt, at der næsten ikke var noget tilbage af det i den endelige film. :)

    Hvis man skal bruge Miller som eksempel, er det mere oplagt at bruge Sin City, da han jo var dybt involveret i produktionen, hvilket er tættere på hvad Johns og Loeb laver.

    Daddy Beria 5-01-17 17:38

  • 0

    Har du hel glemt Der Uwe ?

    Problemet var jo sådan set, at han tog ganske glimrende spil og oversatte dem til noget der ikke havde en dyt med spillene at gøre.

    Dungeon Siege, Alone in the Dark, Far Cry, Postal, Bloodrayne - alle var sådan set rimeligt populære spil med hver sin charme. Filmene - not so much! :D

    moulder666 6-01-17 13:00

  • 0

    Er lige kommet hjem fra biografen. Min oplevelse af filmen ligger i god tråd med anmeldelsen her. Jeg blev i hvert fald ikke blæst bagud af biograf-stolen.

    Så den mest af alt, fordi den var med Michael Fassbender.

    Kviesgaard 6-01-17 19:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen