Anmeldelse: Aurore – 50 somre
Portrættet af den fortvivlede mor forvandler sig undervejs til en forudsigelig Askepot-fortælling.
Komik har siden de levende billeders officielle fødsel i Paris en decemberaften i 1895 været en stor del af fransk film. Til trods for stolte traditioner udi nybølge og stor filmkunst står croissant-landet bag adskillige forrygende værker i den lettere vægtklasse. 2010'erne har siden "De urørlige" budt på flere af de franske komedier i dansk distribution, uden at det er lykkes at nå den kritikerroste blockbuster fra 2011 til sokkeholderne. Blandt de forglemmelige mellemvarer er fortællingen om Aurora på 50 somre.
Aurore (Agnès Jaoui) er på randen af et nervøst sammenbrud. Den 50-årige kvinde er gået fra sin mand, har opsagt sit job og skal snart være bedstemor. Erkendelsen af, at de unge år er druknet i hedeture, er bestemt ikke imødeset. Da hun møder en gammel flamme fra teenageårene, bliver det samtidig anledningen til at tage livet til revision med et stort smil.
Carpe diem – uanset hvor gammel du bliver – synes at være det sympatiske budskab i "Aurore – 50 somre". Måske er det en vigtig påmindelse, når det skarpe hjørne på vej mod livets efterår rundes for plus 50-årige kvinder, som kan føle, at livets bedste år er ovre. Derfor er Blandine Lenoirs bittersøde komediedrama nok en hyggelig omgang feel good-terapi, der ikke kunne fås bedre hos en livscoach, men falder i ét med tapetet.
Missionen bag "Aurore – 50 somre" er mere amerikansk end fransk, når handlingsforløbet fra A til Z overskygges af harmløs komik og blød middelklasse-socialrealisme. Nej, missionen er ikke en lårklasker. Selvom enkelte episoder får smil frem på læberne, når Aurore på Bridget Jones-manér distræt og klodset fumler rundt i akavede situationer, taber fortællingen hurtigt momentum. Portrættet af den fortvivlede mor med viljen og energien til at modbevise, at alder skulle være en barriere, forvandler sig undervejs til en forudsigelig Askepot-fortælling, der hverken har charme eller indhold nok til at få os til at tro på det hverdagslige eventyr.
Agnés Jaoui er befriende god som helt almindelig ikke-stærk kvinde. Konstant fanges hun i sin egen menneskelige sårbarhed over at stå overfor nye udfordringer som bedstemor og arbejdsløs uden uddannelse. Bekymringer, som langt de fleste kan sætte sig ind i eller relativere til ud fra eget liv. Fordi håndsrækningen mellem hverdagens realisme og håbefuld lykke ikke flettes solidt sammen – og endda afrundes i et festfyrværkeri af trivielle Hollywood-klichéer – efterlades Aurores historie imidlertid præcis så ligegyldig og forglemmelig som frygtet fra start.
"Aurore – 50 somre" er som jævn dramakomedie ikke det bedste, Frankrig har at byde på indenfor genren. Til trods for Agnés Jaouis vellykkede præstation i titelrollen skal selv de mest frankofile biografgængere overveje, om ikke det kan svare sig at grave dybere i den stolte filmtradition.