Ja desværre:-(
Anmeldelse: Avengers: Endgame
Fortællingen savner det mandsmod, som superheltene udviser gang på gang.
2019 er afskedens år. Det vil sige ud i popkulturelle fænomener, hvor tre af de uden sammenligning allerstørste af slagsen afvikles. Trods det solrige forår er vinteren endeligt kommet i "Game of Thrones"-universet, mens vi omvendt (efter sigende) ser det sidste til familien Skywalker til december. Disney skriver dog ikke kun de sidste linjer i "Star Wars"-sagaen. Sidste års "Avengers: Infinity War" blev begyndelsen til enden, hvor den direkte opfølger med "Avengers: Endgame" sætter punktum i ét af Marvel-superhelte-universets mange – og mest populære – kapitler.
Efter det på gruopvækkende vis lykkedes den intergalaktiske superskurk Thanos at udslette halvdelen af alt liv på Jorden – og tynde ud i Avengers' rækker – står de resterende medlemmer tilbage i altoverskyggende sorg. Team America er ikke vant til et så voldsomt og amputerende angreb på egne rækker, hvilket har splittet vores allesammens kulørte superhelte fem år senere. Heldigvis (selvfølgeligt) viser det sig, at der er én mulighed for at vende skuden og redde verden, selvom katastrofen allerede har været sket.
Fjerde kapitel i "Avengers"-serien er ikke alene kulminationen på den umage sammensætning af Marvel-superhelte, men også de nu hele 22 indbyrdes forbudne film i en franchise, der startede med "Iron Man" tilbage i 2008. I grunden overmenneskeligt ambitiøst, nu der skal tages grådkvalt afsked med et så elsket og kommercielt succesfuldt univers. Derfor trædes der forsigtigt, når uundgåelig fanservice rulles ud i den mest Disneyficerede MCU-film til dato. Så forsigtigt, at virkemidler og plotelementer ikke overrasker – i en over tre timer lang storfilm.
Ikke at dét er at fortænke. Hvordan i alverden skal fans ellers få den godmodige adieu-krammer, når instruktør-brødrene Anthony og Joe Russo beder publikum pænt om at komme videre i teksten? Vel at mærke gennem et persongalleri traumatiseret af tidligere hændelser, placeret i en ditto mærket verden. Båndene mellem karaktererne i det enorme persongalleri knyttes – og skæres op – på ekstremt elegant vis, i hvad der bedst kan beskrives som et muntert requiem. Afsked med legekammeraterne er aldrig sjovt, mens kække oneliners og fjollede sammenstød naturligvis knyttes. Men en dag bliver vi voksne, synes mantraet. Hvor resten af familien står styrket sammen. Hvor vi klædes på en ny Marvel-fase og i den farverige forbifart vinker farvel til seriens mest ikoniske personage.
Forventningen om en eksplosion af dimensioner imødekommes dog ikke. Come on, vi er i et tegneserieunivers, hvor alt er tilladt. Alligevel forfalder "Avenger: Endgame" til genkendelig soap, hvor de store følelser nok er ude på kappen, men det bankende hjerte og den hyperaktive hjerne er lagt på hylden sammen med hjelmen. I stedet ender vi med en megabudgets-film, der bruger størstedelen af tiden på at gennemgå filmene op til dette endelige klimaks fremfor at bruge krudtet på et festfyrværkeri, som burde fylde himlen over Tivoli.
Hvor jeg savner, at der i fortællingen udvises det mandsmod, som superheltene udviser gang på gang. At den iboende kreativitet hæver sig over family is all-retorikken á la de seneste "Fast & Furious"-film. At sidste kapitel i årets – muligvis årtiets – største film træffer de sikre og forbløffende forudsigelige valg er rent ud sagt skuffende. Måske er det dét, de allerstørste fans vil lægges i seng på, for ingen tvivl om at det er ømfindtlig fanservice. Men man kan og skal forvente mere end et tilbageblik med en filmserie, der burde være fremadskuende.