Anmeldelse: Avengers: Infinity War

"Avengers: Infinity War" sammenfletter rækken af Marvel-film i et farverigt underholdnings-rabalder på tværs af tid og dimensioner.

Ti år er gået siden den første "Iron Man". Filmen om Tony Stark kickstartede Marvel Cinematic Universe (MCU) og førte superheltegenren ind i en helt ny æra – og den har siden da været et altdominerende popkulturelt fænomen på alle tænkelige niveauer. Eller rettere faser, eftersom det kulørte tegneserieunivers nu er havnet i en afsluttende 3. fase efter indtjeningen af astronomiske beløb med den ene kassesucces efter den anden. Nu med MCU-indslag nr. 19 i rækken og første af to "Avengers: Infinity War"-film, der bestræber sig på at være større og vildere end alle de andre tilsammen. Nogensinde. Igen.

The Avengers har ikke været på god fod siden "Captain America: Civil War", der endte med at dele superheltene op i to grupperinger: Tony Stark/Iron Man på den ene side og Steve Rogers/Captain America på den anden. Rigtige venner finder dog sammen igen, når det rigtigt brænder på. Denne gang er Thanos på krigsstien. Den mægtige titan tror på nyttemoral i en bæredygtig forstand, ud i at alle galakser optimeres ved at halvere befolkningstallene. Dette gøres nemmere ved at samle de mystiske infinity stones i en fiks Michael Jackson-handske, så folkemord bogstaveligt talt kan eksekveres ved et knips. Heldigvis får Avengers hjælp af Guardians of the Galaxy, Doctor Strange og Spider-Man i kampen mod den mest magtfulde superskurk i universet.

Overblikket over antallet af superhelte og superskurke i "Avengers: Infinity War" mistes nemt. Selvom det formentlig ikke er tilsigtet, sniger der sig derfor en underlig tilfredsstillelse ind ved, at Thanos introduceres. Superskurken ér en ordentlig mundfuld, når nyttemoralen også gør sig gældende blandt vores ellers usårlige helte. Med andre ord har MCU oprigtigt haft behov for Thanos. Vel at mærke uden at det går udover de klassiske Marvel-dyder, samtidig med at sammenfletningen af Avengers og Guardians håndteres forbløffende smertefrit.

Tag ikke fejl, "Avengers: Infinity War" er en potent fan pleaser. Kække replikker, veloplagte actionsekvenser og spandevis af onde rumvæsener beriger en æstetisk flot film, der ovenikøbet er den første optaget kun i IMAX. Skæg og ballade og eminent teknisk design, der skal opleves i selvsamme format. Derfor er der heller ikke så vidt noget nyt under solen, selvom Thanos er en forfriskende – og for en gangs skyld – udfordrende modstander.

Form og fortælling er i og for sig den samme som i de fleste andre MCU-titler. Med den forskel, at underholdningsværdien er velbalanceret over de 149 minutter, uden det store persongalleri virker alt for tungt. Tværdimod overgiver man sig til underholdningen. Komplet blottet for følelsesmæssig investering i de mange superheltes ve og vel. Selvom vi allerede er blevet introduceret til Cap America & Co. i de foregående film, og handlingstrådene derfra knyttes relativt elegant sammen – under forudsætning af at der kendes til bagkataloget – runger de rørende sekvenser påfaldende ligegyldige. Måske fordi man sidder tilbage i biografsædet med en følelse af, at opfølgeren næste år ender med, at vores allesammens helte redder dagen på frustrerende forudsigelig vis. Indtil da kan sommeren nu blive gået vel i møde med årets første solide blockbuster.

De to Russo-brødre sammenfletter glimrende rækken af MCU-film i et farverigt underholdnings-rabalder på tværs af tid og dimensioner. Selvom Thanos er en af de bedste superskurke i Marvel-filmene til dato, og som er svær ikke at sidde og heppe på, rammes bestræbelserne ud i dybfølte følelser og epik ikke altid de harmoniske mellemtoner. "Avengers: Infinity War" skal dog hér bedømmes med visse forbehold, med henblik på at anden del først udkommer til næste år.