Spændende om Kidman kan skabe samme uro som Sharon Stone gjorde.
Jeg tjekker det afgjort ud. Helt sikkert på grund af den underspillede sorte humor……!
Anmeldelse: Babygirl
Nicole Kidman er i erotisk topform i intens drama om begær og grænseoverskridelse.
De stirrede hinanden dybt i øjnene. Hendes silkebløde hænder flød op ad hans behårede lår, mens varmen dampede i rummet. Det var snart ikke til at være i længere, mens tiltrækning voksede og voksede. Sådan kunne et uddrag fra en erotisk novelle være. Nicole Kidman og Harris Dickinson har samme stærke kemi i "Babygirl". Ugens hede, erotiske drama, der også emmer af velskrevet sort humor.
Romy (Kidman) er direktør for hendes eget firma, som går strygende. Men på hjemmefronten kører det hele på automatik. Hendes mand, Jacob, kan ikke tilfredsstille hende mere i sengen. Da en gruppe nye praktikanter ankommer til firmaet, møder Romy den høje, flotte Samuel (Dickinson). En gnist tændes i hende, og de to indleder en affære. Men sidespringet har sin pris. Og selvom Romy trænger til at blive sat på plads, ved hun ikke, om det er det rigtige for hende.
Den erotiske thriller havde sin storhedstid i slut-80'erne og start-90'erne. Med film som "Iskoldt begær", "Farligt begær" og "Sliver" kom vi ind under de varme dyner og fik sveden direkte i ansigtet. Nicole Kidman selv er ikke uvant i genren med film som "Skinnet bedrager" og "Eyes Wide Shut". Den nok mest kendte erotiske filmserie i nyere tid er "Fifty Shades of Grey", som lokkede bunkevis af kvinder i biografen. "Babygirl" har skam også masser af hede optrin, men fortæller en mere intim og interessant historie end den om Christian Grey.
Hollandske Halina Reijn, som senest stod bag den originale whodunnit-thriller "Bodies Bodies Bodies", er mere interesseret i at fortælle om kvindens syn på affæren end selve sexdelen. Vores hovedperson er hele tiden i tvivl om, hvorvidt hun gør det rette, men hun kan ikke lade være. Romy mangler noget i tilværelsen og at komme væk fra det daglige trummerum. Og det kan den unge, sexede praktikant give hende. Derfor er det forfriskende, at omdrejningspunktet er hvem der i sidste ende har skoene på. Reijn instruerer med sikker hånd. Hendes manuskript emmer af seksuelle eskapader, men lige så meget en god omgang sort humor. Blandt andet illustreret ved velskrevne dialogmøder mellem Romy og Samuel, der tangerer screwball-komik. En scene på et hotelværelse, hvor begge parter er i uvant territorium, er morsom og sørgelig på én og samme tid.
Nicole Kidman vandt velfortjent Bedste kvindelige hovedrolle på sidste års Venedig Filmfestival, og det er hendes film. Kidman leverer en pragtpræstation, hvor man aldrig er helt sikker på, hvor man har hende. Spiller hun bare en usikker kvinde, eller har hun fuldstændig styr på det hele? Det er intenst for de to mænd i hendes liv og for os som publikum. Harris Dickinson bliver bedre og bedre som skuespiller. Siden gennembruddet i Ruben Östlunds "Triangle of Sadness" har han leveret flotte præstationer i film som "Georgies verden" og "The Iron Claw". Og det gør Harris også her. Han forstår sig især på den sorte humor. Antonio Banderas er en dygtig skuespiller, men han har desværre ikke meget at lave her. Han er Kidmans støtte igennem hele filmen, men rollen bliver aldrig spændende eller interessant. Der kunne godt have været mere kød på. Slutningen flader desværre også ud, den dramatiske pondus udebliver.
"Babygirl" skal ses for fremragende Nicole Kidman i én af hendes bedste roller længe. Den australske skuespillerinde balancerer på grænsen mellem nervøs skolepige og direktøren med de rette stiletter. Samspillet med Harris Dickinson er skønt, og især den underspillede sorte humor sidder lige i skabet. Måske er Halina Reijns film ikke så meget en hyldest til de erotiske thrillere, men mere et erotisk drama tilsat velskrevet screwball.
"Babygirl" har dansk biografpremiere 9. januar, heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.
