Anmeldelse: Bad Times at the El Royale

Stol ikke på varedeklaration! I kommer til at have "a good time" med denne krimi.

Hoteller har altid været skuepladser for stærke historier – fra nyskabende nerveflænsere som Hitchcocks "Psycho" og Kubricks "Ondskabens hotel" over Wes Andersons pudseløjerlige perle, "The Grand Budapest Hotel", til Keanu Reeves' spændende slagsmål i "John Wick". Både blod, grin og slag optræder i Drew Goddards neo-noir, "Bad Times at the El Royale", som nok en gang beviser, at et hotel er den perfekte grobund for en god fortælling. Formentlig fordi dragende mystik stortrives i et miljø, hvor der hele tiden flytter nye gæster ind med dertilhørende livshistorier.

El Royale ligger lige på grænsen mellem de amerikanske delstater Californien og Nevada. Helt bogstaveligt. Der går vitterligt en rød linje tværs igennem lobbyen, der repræsenterer den geografiske grænse. Værelserne er sågar en dollar dyrere i Californien, og da filmen foregår i 1969, er prisforskellen mærkbar. Filmens start klinger lidt som en joke: en præst, en sanger og en støvsugersælger vandrer ind på et hotel. Men ingen af dem er mødt op for at levere vitser, om end filmen er rig på vittige replikker og momenter. Og stedets neurotiske receptionist har knap nok nået at tilslutte sig det allerede kulørte persongalleri, før en ung, arrig kvinde sparker døren op og forlanger et afsides værelse. Hmm...

Undervejs bliver baggrundshistorier fortalt, motiver afsløret (og tilsløret), venskaber støbt, og sammenstød skabt. Og selv ikke en berømmet bagermester vil kunne gætte, hvem der reelt har rent mel i posen. Lad os bare sige, at ligesom Goddards debutfilm, den mesterlige metagyser "The Cabin in the Woods", så er "Bad Times at the El Royale" læsset med herlige twists. De gæster, man afskriver, viser sig at være sympatiske. Andre, der vinder vores gunst, afslører pludselig skumle skyggesider. Ligesom hotellet balancerer hver gæst på en grænse – dog ikke mellem delstater, men mellem god og ond, og ingen har begge fødder solidt plantet i samme grøft.

Skuespillerne ved tydeligvis, at Goddards finurlige figurer og superbe replikker kræver og fortjener deres ypperligste. Jeff Bridges, der spiller præsten Daniel Flynn, har ikke været bedre siden "True Grit": varm og charmerende med dragende, dystre anstrøg. Og i rollen som en sent ankommende lyseslukker (så har vi vist ikke sagt for meget) får en typisk halvpåklædt Chris Hemsworth lov til at vise, hvor stor spændvidde han reelt har som skuespiller, når han ikke har travlt med at redde verden som Marvels Thor.

Men det er faktisk de få "ikke-superstjerner", der gør størst indtryk: Lewis Pullman som den reserverede receptionist med en gådefuld fortid, der tydeligt tærer på sjælen, samt sensationelle Cynthia Erivo, der har brilleret i Broadway-udgaven af "Farven lilla" og også hér forkæler øregangene med skønsang af rang. Hvorfor synger hun? Det finder I ud af!

Og selvom filmen hovedsageligt foregår ét sted, så bugner den altså af audiovisuelt overskud – fra en hypnotisk åbningsscene, hvor et motelværelse smadres og fikses igen uden den mindste krampetrækning fra kameraet, til et fantastisk, uafbrudt long take, hvor vi føres gennem flere af værelserne, alt imens Erivos på én gang stærke og skrøbelige sangstemme udsmykker lydbilledet.

Under filmens første tredjedel er det til tider svært at leve sig helt ind i filmen grundet dens fragmentariske fortællestil og ustadige personer. Som seer har man mere travlt med at efterforske end at føle. Men jo længere vi kommer ind i filmen – og ind under huden på menneskerne i den – desto mere masserer den både hjerne og hjerte, helt op til et klimaks, der både angriber nerver og tårekanaler. Selvom filmens medtagede motel næppe er 5-stjernet, så får Goddard og hans eminente ensemble ubesværet hevet filmen op på netop dét leje.

Se Moovy TV's "Bad Times at the El Royale"-interview med Drew Goddard:

Bad Times at the El Royale

Kommentarer

Bad Times at the El Royale

  • 1

    Kæft jeg glæder mig..

    MadMartigan18-10-18 19:24

  • 0

    Jeg er så enig i karakteren!

    Det var en herlig film, som underholdt hele vejen igennem. Jeg havde en vibe af teaterstykke igennem hele filmen, på den gode måde. Jeg synes faktisk ikke den fragmentariske fortællestil var et minus, men tværtimod et plus.

    Og så var Lewis Pullman den helt store overraskelse for mig. Hold da op han var god!

    Superknys19-10-18 18:34

  • 0

    Var slet ikke bekendt med denne film. Traileren ser formidabel ud. Så kommer jeg alligevel afsted i år.

    Bobby Long19-10-18 20:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen