Anmeldelse: Bare Juliet
Her er lagt i ovnen til trekantsdrama af den slags, som enhver fan i forhold frygter: at kæresten forelsker sig i ens idol.
Få forfattere kan prise sig tilfredse med filmatiseringerne af deres værker, som Nick Hornby burde. Bevares, "Fever Pitch", "Hi-Fidelity" og "About a Boy" er ganske givet ikke mesterværker, men alle som én er solide piece of life- fortællinger, hvor humor og hverdags-eksistentialisme sammenflettes på charmerende og tankevækkende vis. At det med "Bare Juliet" igen lykkes at overføre samme Hornby'ske nede-på-jorden beretning endnu en gang, er der alligevel ét eller andet bekræftende i.
Annie (Rose Byrne) er kørt træt i sit liv. Hendes langvarige parforhold med Duncan (Chris O'Dowd) er gået hen og blevet rutinepræget og indholdsløst. Særligt da kultdyrkelsen af indie-musikeren Tucker Crowe (Ethan Hawke) fylder mere i den passioneret fans liv, end Annie gør. Dette vendes pludseligt på hovedet, da en akustisk demoversion af Crowes 25 år gamle hit-LP dukker op med posten. På utraditionel vis ender Annie med at brevveksle med Tucker selv, da hun sviner albummet på et fansite – og kunstneren selv giver hende ret i, at skiven bestemt ikke er meget værd.
Hornby har det med at humorisere det at være fanboy på sin helt egen lune facon. Måske fordi den britiske forfatter i høj grad selv er én, fremstilles passion og fanatisme ganske nuanceret og med et særdeles kækt, men kærligt, glimt i øjet. "Bare Juliet" som filmatisering er på dén måde mere af det samme. Denne gang dog på et pudsigt metaplan, når det er tankelivet hos kvinden i skyggen af nørden, der trækkes frem i lyset – i dialogen med præcis den person, som nørden afdyrker.
Her er naturligvis lagt i ovnen til trekantsdrama af den slags, som enhver fan i forhold frygter: at kæresten forelsker sig i ens idol. Kærlighed som term er flertydigt, hvad end den er kultisk rettet mod en musiker eller ens livspartner. Når de varme følelser brister i mødet med en til tider absurd virkelighed, og erkendelsen af illusionen manifesteres, føles bedraget også dét større. Og ikke mindst urkomisk på afstand, når de rette ingredienser krydrer heksegryden til det store brag af forvekslingskomik. "Bare Juliet" er komisk, men i en introvert og hverdagslig stilfærdighed, der aldrig gør det store væsen af sig selv. I stedet minder instruktør Jesse Peretz lavmælt om, at hvis de små signaler ikke bemærkes og værdsættes, kan selv de mest sære tilfældigheder betyde opbrud i parforholdet – samt føre strømmen i en helt ny retning.
Når "Bare Juliet" samtidig, i al høflighed, holder sig for meget på munden, bliver dramatikken også derefter. Romancen mellem afdankede Tucker, bumset spillet af altid alsidige Ethan Hawke, og forsømte Annie er nydelig – og til tider for pæn i betrækket til at holde pulsen over de 40. Til trods for at emme af Nicholas Sparks samlebånds-flødekage-brev-kærlighedsfilm fra 00'erne bliver lugten aldrig for meget af det gode. Kemi og fiks dialog går hånd i hånd, hvilket samlet set udgør en sød og nærværende midtlivskrise-film. Smagfuld nok til at gøre indtryk på befriende underspillet og kæreste-date-vis, uden at smagsløgene udfordres for meget.
"Bare Juliet" er en rar film. Hyggelig, humoristisk og nemt at gå til og hjem fra. Nick Hornby-fans får, hvad de er vant, til uden de helt store overraskelser, men med en god portion letbenet charme og sødme. Absolut ikke uden sine kvaliteter, der som stilfærdig rom-com aldrig lover for meget samt ikke efterlader den helt store eftertænksomhed – hvilket heller ikke er instruktør Jesse Peretz' mission.