Anmeldelse: Baywatch

Få tv-serier i 90'erne har defineret dårlig smag som "Baywatch". Alligevel løb den over hele tolv sæsoner, inden baderingen blev kastet i vandet. 80'er ikonet David Hasselhoff og barmfagre Pamela Anderson, der spillede seriens mest populære vandhunde, havde allerede forladt skuden inden det endelige forlis i 2001. Selvfølgelig efter en række filmiske spin offs, tre i alt, der i bedste fald kan ses tilbage på som strandvaskere, ingen havde fortjent at se med deres egne øjne. Og nej. Intet har ændret sig positivt siden da. 

Mitch Buchannon (Dwayne Johnson) tager sit arbejde som livredder meget seriøst. Det er en livsstil, siger han. Måske heller ikke så underligt, da de tilsyneladende eksplosive hverdage ved Emerald Bay kystlinje byder på alt fra morderiske narkobaroner til vanvittige ulykker. Netop dét finder den olympiske svømmer Matt Brody (Zac Efron) ud af, da han skal gøre sig fortjent til at være med på holdet. Inden længe kastes Mitch, Matt og C.J. (Kelly Rohrbach) ud i en omfattende efterforskning, da de begynder at finde narko i strandkanten...

I de første to minutter lover "Baywatch" masser af kække replikker og fjollet retro-action med ekko af den selvironiske – og ganske hæderlige – "21 Jump Street"-film fra 2012. Der er imidlertid så mange sømil til forskel fra de to serie-filmatiseringer, at det er umuligt ikke at håbe på, at yndlingsfisken fra "Dødens gab" kommer et smut forbi og mæsker det kødfyldte badenymfe-persongalleri bøvsende i sig.

Jovist. Momentvis er der et par lige-ved-og-næsten dialoger og scener, som er tæt på at være sjove. Såsom at se kønsdele, der hægter sig fast i bænken, fordi den IT-nørdede tyksak er liderlig som en delfin i brunst over Kelly Rohrbachs bryster i slow motion. Sjovest er dog, at "Baywatch" er R-rated – og derfor kaster om sig med pik og patter, om så det er i puber-potente replikker eller helt eksplicit. Bølgegangen bliver opkastvækkende, når det ikke er til at finde på bare nogenlunde gennemarbejdet komik eller noget andet end en historie så talentløs, at selv Hassel The Hoff ville nægte, at det figurerede i tv-serien. Så pjask dog i det mindste en smule charme på det udvandede plot, der lugter mere af ugegammelt makrel på åben dåse end den friske havbrise.       

Jeg forstår det ikke. Seks manuskriptforfattere har arbejdet på filmen. Seks. Ikke én eller to – men seks Hollywood-forfattere har i fællesskab formet sildebenet til årets maveplasker. Instruktør Seth Gordon er ikke uden talent eller rutine. Udover de hæderlige komedier "De satans chefer" og "Identity Thief" har han som dokumentarfilminstruktør stået bag bl.a. den finurlige "The King of Kong". Johnson og Efron har begge vist eksempler på andet end svulmende fysik – de kan rent faktisk også være morsomme. Budgettet på 69 mio. dollars bør være nok til at lave et par nervepirrende actionsekvenser med effekter, der ikke ligner en fjollet 90'er-serie. "Baywatch" vil uden tvivl gerne være en kæk spoof over serien, men planken bliver aldrig gået ud. Alt skylles ud med badevandet.

Hvorfor præcis "Baywatch" er blevet ringe med det talent, filmen trods alt har haft ombord, er lidt et mysterium på niveau med Bermuda-trekanten. Der hundesvømmes klodset mellem det komiske potentiale, som sikkert ligger dybt begravet – et eller andet sted ude på det dybeste hav.

Se også: Moovy TV til galla: Baywatch, babes og bøvede vittigheder!

Baywatch

Kommentarer

Baywatch

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen