Anmeldelse: Beast

Det en den knugende stemning og den storslåede kærlighedshistorie, der gør "Beast" til en fængslende oplevelse.

Nogle film har en kvalitet, der er svær at beskrive, fordi den sidder i sjælen. Den befinder sig i de blikke, der bliver sendt mellem personerne, og i de ting, der ikke bliver sagt. Den hviler i hver en scene i form af atmosfære og stemning, der er svær at formidle videre, når den bliver genfortalt. Det er i dén grad tilfældet med den britiske "Beast", der lever gennem en knugende stemning, der samtidig beskriver forelskelse og kærlighed så rent, at vi nærmest selv oplever den.

Nogle mennesker er født ind i et forkert liv. Det er tilfældet for Moll, hovedpersonen i "Beast", der bor sammen med sin familie i en lille engelsk kystby, hvor hendes vigtigste opgave synes at være ikke at gøre for meget postyr ud af sin eksistens. Det er i hvert fald indtil, hun møder den gådefulde Pascal, der ankommer til byen i samme øjeblik, som en bunke mystiske mord finder sted.

Det en den knugende stemning og den storslåede kærlighedshistorie, der gør "Beast" til en fængslende oplevelse, der ikke slipper sit tag i dagevis, efter det sidste billede er fløjet henover lærredet. Det stilfærdige og triste liv, som Moll lader ligge bag sig, da hun møder Pascal, bliver overrumplet af en stormende følelse, der ingen ende vil tage, og som efterlader begge parter som næsten sindssyge i deres nyerhvervede kærlighed til hinanden. Den følelse formår instruktør Michael Pearce at beskrive til perfektion, når han lader familiens forargede ansigtsudtryk og rynkede øjenbryn stå i skarp kontrast til forelskelsens vanvid.

Dette virker især også, fordi der er en stærk sympati for både Moll og Pascal, der er baseret næsten fuldstændigt på karisma og en fornemmelse af at blive draget ind i mysteriet. Mordene i den lille by bliver et vigtigt fokus, men der er en grund til, at vi ikke får dem fortalt i øjeblikket. Dette handler ikke om mord og andre lignende grusomheder, men om Molls dilemma: at den mand, hun regner med skal redde hende fra en trist eksistens, måske er med til at stoppe andres.

Grunden til, at vi som tilskuere føler med hendes svære situation, er, at vi selv står i den. Både Moll og Pascal er lige til at forelske sig i, når de klamrer sig til hinanden med et brusende hav i baggrunden, eller når Pascal for første gang i Molls liv tager hendes parti i en familiefejde. Deres kærlighedshistorie er dominerende, men "Beast" er ikke en traditionel romance. Den er gotisk og mørk, men måske også derfor fyldt med kraft og magt til at skabe et lille lys i det totale mørke.

"Beast" er en film, der lever gennem en underliggende paranoia, og som gør det så overbevisende, at dét, der i en anden film ville virke besynderligt, her er en del af en fortælling, der kan mere, end dens 107 minutter burde tillade den. Resultatet er en hyperromantisk film, der slår benene væk under selv den mest kyniske realist, mens den samtidig fortæller en stærk historie om, hvordan familie kan være en forbandelse i samme grad som en velsignelse.

Beast

Kommentarer

Beast

  • 0

    Kære Nadia, øøh, Beast foregår på Jersey, ikke i en lille engelsk flække... Deraf bl.a. de franske navne. Pascal ankommer ikke samtidig med bortførelsen og mordet på pigen - han er lokal, og har jo hus og et lille håndværksfirma at passe - udover sit krybskytteri. Måske en ekstra tur i biffen?

    Tonib4617@gmail.com 9-08-18 09:33

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen