Anmeldelse: Beautiful Disaster
"Beautiful Disaster" er ikke en god film. Til gengæld er den tåkrummende.
Young Adult har noget tid været en populær undergenrebetegnelse, man håbefuldt troede endeligt var forbigået. Dækkende over litteratur og film, primært filmatiseringer af de pågældende bøger, der bedst kan betegnes som kalkuleret samlebåndsbearbejdede lægeromaner for unge, nåede filmatiseringerne af Anna Todds "After"-fan fiction-bøger et uhørt bundniveau og udsendes fortsat i lind strøm. Intet varer dog for evigt. Derfor er det ulykkeligt fascinerende, at en ny lignende franchise har set dagens lys. Denne gang i den såkaldte New Adult-undergenre, der handler om det samme som i YA, bare marginalt tilpasset et publikum i 19-29 års-segmentet. Sig hej til "Beautiful Disaster", som er lige så meningsløs som titlen.
College bad boy Travis Maddox (Dylan Sprouse) er præcis, hvad den førsteårsstuderende Abby Abernathy (Virginia Gardner) gerne vil undgå. For han er en lækker sag, og alligevel slet ikke. Altså beautiful. Og disaster. Skulle du være i tvivl om modsætningsforholdet. Om natten er Travis nemlig en slags ubesejret Tyler Duren boksekamps-freelancer i den beskidte undergrund. Om dagen er han den ultimative fuckboy uden skrammer. Abby vil ikke have noget med Travis at gøre. Underligt nok. I dyb forundring over den uinteresserede Abby, foreslår Travis et væddemål: Hvis han taber sin næste boksekamp, skal han i en måned ikke have sex. Hvis han vinder, skal Abby derimod bo hos ham i lige så lang tid. Ja, han er sgu en keeper. Og selvom Travis er en snu rad, der ikke kan holde sine arketype macho-maskuline fingre væk fra prinsesse-feminine kostbare Abby, ved han ikke, at Abbys ved lidt mere om at holde sine kort tæt til kroppen, end man lige skulle regnene med.
Uhh! Meget mystisk. Og heldigvis er der indtil videre har Jamie McGuire beriget os med indtil videre syv bøger i samme univers, så der er udsigt til masser af baggrundsmateriale til det tilsyneladende spændende persongalleri. Instruktør Roger Kumble, der ikke så underligt også stod bag "After We Collided" ved også præcis hvor skabet skal stå: I grænselandet mellem ufrivillig parodi og teenage-romantik.
"Beautiful Disaster" er ikke en bevidst parodi over "After"-franchisen og romantiske teenage-film fra 80’erne. Kumbles film sagtens kunne mistænkes for at være netop dét, da klichéerne står så tilpas meget i fjolledum kø, at det ikke burde være andet. Oplægget er dog alt andet og det er tydeligt, at tomrummet efter "After"-filmene nu skal udfyldes. Mit bud er, at den selvironiske stemning ikke kan være meget anderledes, når kanterne på Jamie McGuires Proud Boys-højreekstremisme skal blødes af til et biografpublikum. Omskrivningerne af dén tone, som filmatiseringen til en vis del stadig rummer, kan ikke undgås at transformeres til andet end en potent eskapistisk atomkatastrofe. Ikke en smuk én af slagsen.
Mindre kan gøre det, nu filmen ikke overraskende rummer adskillige ufrivilligt komiske elementer. Ufrivilligt komisk eller ej, smilebåndet løsnes undervejs. Handlingsforløbet er tilpas idiotisk til at underbygges af den evnesvage dialog, når Travis og Abby had-elsker hinanden, så det knager i kæbemusklerne. "Beautiful Disaster" er omtrent så romantisk som ananas på pizza og medrivende som det efterfølgende besøg på kummen. Valget er for så vidt ens eget: enten overgiver man sig til de mere end komplet idiotiske episoder og den fordyber sig i den kitschede romance eller rejser sig op og går. Uanset ens temperament er garanteret, at der er endnu flere filmatiseringer på vejen af enten "Beautiful"- eller "Maddox Brothers"-bøgerne, som udgør Jamie McGuires New Adult-univers.
"Beautiful Disaster" er ikke en god film. Til gengæld er den så tåkrummende, at den alligevel har visse uhensigtsmæssige kvaliteter. Dog slet ikke af den slags, der er en biografbillet værdig.