Hollywood har aldrig været for fin til lidt navlepilleri. Faktisk synes drømmebyen at velkomme fortællinger, der vender rampelyset mod det bjergtagende skilt på Mount Lee. Blot de seneste år har store instruktører som Quentin Tarantino og David Fincher kørt kameraerne i position til at filme virkelig historier fra filmindustriens fødested med værker som "Once Upon a Time in … Hollywood" og "Mank". Manusmanden Aaron Sorkin ser med sine nyvundne instruktørprivilegier muligheden for at ekkoe mestrene i deres bestræbelser ved at forene hans forkærlighed for virkelige ikoner med et vaskeægte Hollywood-narrativ.
I løbet af en enkelt uge synes alle forhindringer at ramme ægteparret Lucille Ball og Desi Arnaz, der spiller mand og kone i 50’ernes seriehit "I Love Lucy". Først skriver sladderpressen, at Desi er blevet set med en anden kvinde. Derefter bliver Lucille anklaget i radioen for at have kommunistiske tilbøjeligheder, og for det ikke skal være løgn er ægteparret også gravide. Ikke overraskende påvirker hurlumhejet stjernerne, men bestemt også de andre skuespillere, medforfattere samt skaberen af serien. Og selvfølgelig også jakkesættene, der skal sørge for, at intet grænseoverskridende lander på skærmen.
December byder altid på et hav af Oscar-lokkende film, og ofte er disse relativt konventionelle biopics. Selvom Sorkin bestemt også tilsmiler Akademiet med en film som "Being the Ricardos" er der unægteligt mere kreative kræfter på spil. Manuskriptet er forfattet i et forsøg på at kondensere et helhedsindtryk af et tumultarisk liv ned til en to timers oplevelse. De dramatiske tidslinjer bliver en sammenlægning af uheldige omstændigheder, som ikke stemmer overens med virkelighedens kronologi — men derfor frembringer helhedsbilledet stadigt et sandfærdigt syn på stjernerne.
Stjernen over dem alle er Lucille Ball, som vækkes viltert til live af Nicole Kidman. Hendes udseende matcher ikke helt den virkelige kendis, men det er hurtigt glemt, for i karakterens mange roller —skuespiller, serieskaber, Lucy, kone og ikon— veksler Kidman mesterligt mellem de nuancerede aspekter af Lucille. Kemien og de komplicerede følelser mellem hende og Javier Bardems Desi viser mere velkendte biopic beats som underdog-følelser og kampen for en karriere, men i Sorkins dedikation til at springe frem og tilbage i tid er det mærkbart, hvordan de forskellige billeder af ægteparret spejler og viser sig på ny i kameraets skær.
Aaron Sorkin har også indsamlet sig et komisk stærk ensemble, som i "Molly’s Game" og "The Trial of the Chicago 7". Alia Shawkat og Tony Hale fra "Familie på livstid" forenes, men det er J.K. Simmons som William Frawley, der leverer de mest lårklaskende oneliners. Sorkin svinger sin verbale pisk så vredt og bredt, at hele Hollywood synes at ligne omvandrende flagellanter, men i forfatter-instruktørens køns-, alders- og racekritik forfalder han til sin til tider enerverende prædiken, som mest af alt føles skræddersyet til Oscar-klippet, der spilles mens de nominerede manuskriptforfattere dukker op på skærmen.
Ethvert ordelskende individ ville ønske de havde Aaron Sorkins skriveevner. Selvom han efterhånden er godt parodieret, selvom Sorkinisms har vundet indpas i det engelske sprog og selvom det visuelle udtryk i hans film desperat mangler vitalitet, så er der ingen som Aaron Sorkin. På samme måde som Lucille Ball vægter enhver tanke og ethvert ord for hver uge at få publikum til at dø af grin, lige så gør Sorkin — og det fungerer lige akkurat stadig.
★★★0Nicole Kidman kan efterhånden ikke udtrykke følelser med hendes plastikfjæs.
Heldigt at hun ikke arbejder med en profession, hvor det er nødvendigt at kunne udtrykke forskellige følelser via blandt andet ansigtsmimik...
Men hun kan da spille en god blow-up doll at dømme ud fra det øverste billede i anmeldelsen.
★★★★★1Øh, kunne vi lige få kammertonen?
The Insider21-12-21 17:03
★★★★★★2★★★0Øh, kunne vi lige få kammertonen?
Never! ;P