Anmeldelse: Better Man
Robbie Williams-biopic er abestreger på den mest ørehængende måde.
Biografiske film om en virkelig person er ikke noget nyt. Hvert år får vi omkring en håndfuld stykker, der følger en af to faste skabeloner. Omdrejningspunktet er hele livet og karrieren frem til den store anerkendelse, fra mobberiet i skolen til karrierens højdepunkt, eller med fokus på et specifikt tidspunkt eller en epoke i karrieren. Historien om Robbie Williams følger den førstnævnte struktur, men leverer alligevel et originalt twist. Resultatet er et medrivende drama, fuld af musikalsk spræl og abekattestreger.
Robert Peter Williams vokser op i den fattige del af London. Han mobbes af de andre børn, farmand har forladt Williams og hans mor for at forfølge en karriere som entertainer. Men en dag går det stærkt. Under en audition udvælges Robert som 16-årig til at blive en del af et nyt boyband. Vilde fester, alkohol- og stofmisbrug følger livet som rockstjerne.
Robbie Williams bliver spillet af en abe. Det var det, der faldt alle i øjnene, da de første billeder og trailere kom ud. Hvorfor en abe? Den britiske sanger har selv udtalt, at han altid har set sig selv om lidt underudviklet og noget af en vildmand, når han farede rundt på scenen. Ideen er sådan set god nok. Og fungerer det så, spørger den nysgerrige læser? Svaret er et triumferende ja!
Druk, stoffer, damer og masser af skænderier. Det er ikke fordi, Robbie Williams har været guds bedste barn, og det indrømmer han gerne selv. Det er forfriskende, at filmen ikke illustrerer ham som en ung mand, der bare gik på vandet hele vejen. Især omkring tiden med Take That var Williams ikke den bedste version af sig selv overfor sine venner, kæreste og familie. "Better Man" lægger ikke fingrene imellem.
At Robbie Williams selv er fortæller på filmen giver en autentisk følelse. Det her er ikke "Sound of Music" eller The Greatest Showman", som var instruktør Michael Graceys tidligere film. Der er mere på spil i "Better Man". Selve aben spilles af Jonno Davies, som er blevet udstyret med motion capture-udstyr.Og hvad så med musical-delen? Når sange som "Rock DJ", "Angels" eller "Let Me Entertain You", og brager ud i biografsalen, kan man ikke lade være med at nynne med. Læg dertil medrivende opsætninger af over-the-top koreograferet dansesekvenser oveni, fra en hamrende underholdende vanvidsdans med Take That gennem Londons gader til sødmefuld og romantisk vals på en yacht. Det er umuligt ikke at blive revet med, når traditionel biopic møder løssluppen musical. Det skal også siges, at klicheerne står i kø. Men man køber dem, når historien er så medrivende, som den er.
Historien om Robert Peter Williams tilsat masser af abekattestreger, er en medrivende og musikalsk tur ned ad mindernes vej. Elsker man sangerens musik, er dette smør for øregangene. Robbie indrømmer selv, at han var og måske stadig er en skiderik engang imellem, og det er skønt at få det serveret råt for usødet. Det tidligere medlem af Take That fandt sin plads på den musikalske scene. Han er måske ikke blevet et bedre menneske, men med "Better Man" er han godt på vej.
"Better Man" har dansk biografpremiere 25. december. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.