Anmeldelse: Bjerget

I en verden omgærdet af religiøse ritualer og strikse rutiner begynder en ung jødisk kvinde at tvivle på sig selv, sin familie og sin tro. Det sekulære samfund trænger sig på, både overfor synagogens mure og kvindens verdensopfattelse. Dette interessante og filosofisk pirrende setup bliver desværre aldrig forløst i dette noget drævende drama, der fokuserer for meget på detaljen og gentagelsen fremfor det store billede.

"Bjerget" udspiller sig i et lille hus på en enorm jødisk kirkegård, der ligger på Oliebjerget i Jerusalem. En jødisk ortodoks familie bor i udkanten af kirkegården og har altså sin daglige gang i et område, der for de fleste er omgærdet af højtidelighed og ritualitet. Tzvia er den hjemmegående husmoder til fire små børn, hvis mand, Reuven, arbejder som lærer og oversætter inde i byen. De to er gledet fra hinanden, og den unge Tzvia føler sig ensom og overset. En sen aften går hun frustreret en tur på kirkegården og overværer her en prostitueret, der er i gang med at betjene en kunde mellem gravstenene. Denne oplevelse sætter sig i Tzvia, der nat efter nat vover sig ud igen for på afstand at observere kirkegårdens natlige gæster.

Filmen er noget så sjældent som en dansk-israelsk co-produktion, instrueret af en israelsk kvinde. De kan tælles på få fingre, og man må give instruktør Yaelle Kayam kudos for at bryde igennem som spillefilmsdebutant. Det feminine touch kan især ses i skildringen af filmens kvindelige protagonist, der er mere detaljeret og intim, end man ofte ser. Desværre bliver dette portræt aldrig rigtigt spændende, fordi det kun i korte øjeblikke hæver sig over hverdagstrivialiteternes kedelige trummerum.

For i bund og grund er "Bjerget" en kedelig film. Størstedelen af tiden følger vi Tzvia, mens hun skændes med sin 12-årige datter, spiser marmelade direkte ud af glasset og øjeblikket efter skammer sig over at være tyk, ordner det daglige husarbejde og med små gestusser forsøger at genskabe gnisten mellem hende og hendes mand. Det virker som materiale taget direkte ud af en damebladsnovelle, og det serveres med nogenlunde ligeså stor fortælletæft som disse er kendt for. Udfordringen er, at de store temaer og filosofiske funderinger, der lægges op til, ikke følges til dørs. Flere gange introduceres vi for anelsen af et eksistentielt opgør, men symbolikken og tematikken forplumres af banaliteterne.

Når "Bjerget" i øjeblikke imponerer, er det i de dvælende kirkegårdsscener, hvor kameraet dovent panorerer over landskabet uden noget egentligt mål i sigte. Lydsiden i disse sekvenser er velkomponeret og supplerer billederne i deres andægtighed og rolige respekt for gravstederne. Som sådan virker Tzvia, der ofte går tur mellem stenene eller læser bøger, mens hun smugryger, som en naturlig del af dette miljø. Og ligesom konfrontationen med de prostituerede og deres kunder ryster billedet af kirkegårdens anstændighed, ryster det lige såvel Tzvia i hendes grundvold. Denne symbolske kobling mellem den rettroende kvinde og den hellige jord, der begge besudles af virkelighedens insisteren, er filmens mest interessante aspekt – bare ærgerligt, at det drukner i så meget andet.

På trods af gode intentioner og en egentligt spændende tematik forbliver "Bjerget" et jævnt kedeligt bekendtskab. Tzvia er en tam, handlingslammet og triviel karakter, der får filmens 86 minutter til at føles meget lange. Først til allersidst ses en smule gå-på-mod og tematisk forløsning, men det er bare ikke nok til at sidde gennem dette israelske husmoderdrama – så hellere læse en novelle i "Ude og Hjemme". Det tager kortere tid.