Anmeldelse: Black Bag
Elegant John le Carré-spionthriller i James Bond-klæder med Steven Soderbergh’sk kant. Hvad mere kan man bede om?
Steven Soderbergh er en mester i at rulle kompleksitet ind i elegance. Og tungen skal holdes lige i munden, når den amerikanske instruktør for alvor folder sig ud. Fra kupfilm badet i "Ocean’s Eleven"-coolness til kitschede "Englænderen" ("The Limey") slår den mere raffinerede side af Soderberghs bagkatalog knuder på fortællingerne som perler på en snor.
"Black Bag" er på mange måder klassisk Steven Soderbergh. Som sofistikeret whodunnit-spionthriller, der kaster sig ud i en labyrintisk John le Carré-stiløvelse, James Bonds iskolde raffinement og selvfølgeligt Soderberghs egen hyperstiliserede æstetik og overflod af postmoderne pastiche og referencer, som var vi aldrig kommet ud af 90’erne.
Historien i "Bag Bag" kredser om ægteparret George (Michael Fassbender) og Kathryn Woodhouse (Cate Blanchett). De arbejder begge som højtstående spioner i den britiske efterretningstjeneste, hvilket byder på særlig afmålt ægteskabelig synergi. Aftalen er derfor også, at hvis de skal noget forbundet med tophemmelig aktivitet, lukkes samtalen med, at dén information hører til i black bag. Deres ellers polerede tilværelse og forhold slår imidlertid revner, da et tophemmeligt program, der kan manipulere bankdata, på mystisk vis forsvinder. Mistanken falder på seks agenter – snart viser det sig, at ingen af dem kan stole på hinanden, da alle har forskellige agendaer og viden.
John le Carré vender sig næppe i graven over Steven Soderberghs fornøjelige hyldest over mesterens mange eminente spionromaner. "Bag Bag" er nemlig ikke alene en opvisning i (George) Smiley-universet, der tæller klassikere som "Spionen der kom ind fra kulden" og "Dame, konge, es, spion" – uden at være en direkte del af de udspekulerede koldkrigs-temaer. Her er heller ingen Ian Flemming gadget-helte, selvom James Bond-kynismen og charmen driver ned ad væggene. Her er derimod tale om et intelligent kammerspil sammensat af hemmeligheder og løgne, der kan snøre Jason Bourne.
Steven Soderbergh er garant for kække film noir-dialoger, som leverede Sam Spade dem med en cigar i mundvigen. For i næste øjeblik at knække over i det rene kaos, når George sættes skak. Ingen kan være et femme fatale-skridt foran som Cate Blanchett. Ikke mange andre har været en indebrændt 007 og kan spille en udbrændt og ondskabsfuld MI6-chef som Pierce Brosnan. Og så repræsenteres en Moneypenny-type naturligvis af Naomie Harris, der ved lidt for mange hemmeligheder om dem alle. "Black Bag" er sød musik, der spiller på alle tangenterne.
Det er umuligt ikke at tænke på "Ocean’s Eleven".Ikke fordi der er kup eller casinoer, men fordi Steven Soderbergh har en helt særlig evne til at forene den komplekse, det præcise og let underholdende på én gang. Kameraet glider som i en elegant cocktail-kjole mellem scenerme, karaktererne kaster om sig med tørre vendinger with a stiff upper lip. Det hele er pakket ind i hofkomponist David Holmes jazzy pulserende elektro-lounge underlægningsmusik, som det ekstra twist i en shaken vodka martini, man foretrækker at tømme et glas eller tre af.
"Black Bag" er mere tilbagelænet end eksplosiv. Den har ikke actionsekvenserne som "No Time to Die" eller den gulbrune tristesse fra Tomas Alfredsons filmatisering af "Dame, konge, es, spion". Den er smidig, intelligent og let til fods. Steven Soderberghs suveræne film er helt sin egen, selvom den tydeligvis står på John le Carré og Ian Flemmings skuldre.
"Black Bag" har dansk biografpremiere 13. marts. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.