Anmeldelse: Blandt mænd og får

Der er noget udpræget islandsk over livet i en dal blandt beskæggede mænd og deres hjord. Tilsætter man et skvat morbid humor og en barsk og alligevel kærlig tilgang til sine karakterer, får man Grímur Hákonarsons "Blandt mænd og får". Instruktørens blik på to brødre centrerer sig omkring deres får og brødrernes forkvaklede forhold til hinanden, og det er både underspillet humoristisk og nuanceret.

Ude på marken opdager Gummi, at et af hans brors får er dødt. Det viser sig at være en sjælden fåresygdom, man ellers troede udryddet på Island. Dette er starten på en række optrappende begivenheder, der får græsset til at ryste under de to brødres eksistensgrundlag som fåravlere. Vi følger den stille og eftertænksomme fåreavler Gummi, imens han ikke alene skal håndtere truslen mod at miste sine elskede får, men også skal håndtere sin koleriske, alkoholiserede bror, Kiddi, som gang efter gang dukker fuld op sent på aftenen for at true og skælde ham ud. På grund af en gammel kontrovers har brødrene ikke talt rigtigt sammen i fyrre år, og det er selvom, de bor lige ved siden af hinanden og deler græsarealer.

Udadtil virker det, som om der ikke længere er et gran af kærlighed tilbage mellem de to brødre. Det skal vise sig ikke at være helt så sandt,  hvilket desværre er filmens største svaghed. Den ellers virkeligt glimrende "Blandt mænd og får" falder nemlig en smule til jorden, da den går i forudsigelighedens fælde og vil føre de to brødre sammen igen – gennem konventionelle metoder.

"Blandt mænd og får" er et imponerende stemningsmættet værk. Synet af Gummi blandt fårene, og kærligheden han føler for dem, kommer til sin ret gennem smukke billeder. Livet på gården skildres lige så stilfærdigt og autentisk som simplistisk og stiliseret, og resultatet er betagende. Den sagte humor udfoldes elegant i de uudtalte scener. Som i scenen, da Gummi drøner forbi Kiddi i sin lille vogn og med vinden i sit gedeskæg. Han vil undgå at skulle lukke den låge, som Kiddi lige har åbnet, men også Kiddi selv. En lille hændelse, som fortæller meget om deres forhold, der afstedkommer humor pga. billedernes store kvalitet og skuespillernes evne til hverken at over- eller underspille, men holde en beundringsværdig balance. Der er også groteske elementer – såsom skud affyret i "fuldemandsvrede" og en næsten dødfrossen Kiddi, der dumpes ned fra Gummis traktor foran det lokale sygehus. Den rolige køretur fra dalen hen til sygehuset, hvor Kiddi ligger i sin flyverdragt blandt sne og is i traktorens frontlæsser, er et meget godt eksempel på filmens grad af stilsikker underspillethed, der på intet tidspunkt virker forceret, men forbliver troværdig.

Scenografien og landskaberne får lov til at fylde i billederne. De bliver en forlængelse af de stemninger, karaktererne og historien befinder sig i, på en original behersket facon. Man kan ikke undgå at holde af Gummi – og faktisk heller ikke af den brovtne, fulde Kiddi, der begræder sine får. Tabet af fårene er et problem – på flere måder. Det er et problem for brødrene og i overført forstand også for filmen. Fårene er katalysator for det meste af filmens handling og brødrenes genforening. Ofte foregår forsoning i film gennem et åbenlyst problem, som karaktererne skal arbejde sammen om at løse. I "Blandt mænd og får" forsones mændene ved at arbejde sammen omkring at beholde fårene, og det er simpelthen for let en løsning på deres fejde. Det er rigtig ærgerligt, for det trækker det originale og spændende ud af ligningen. Ihvertfald noget af tiden. For alligevel mister filmen ikke grebet, og slutningen er umådeligt rørende. Den eskalerende handling sluttes i tide i det mest gribende og frygtelige øjeblik.

På trods af at filmen forfalder til konventionelle fortællemekanismer, er "Blandt mænd og får" en bevægende film med smukke billedkompositioner og farver. Det er befriende at opleve en film, der ikke er bange for stilhed, og som undgår overforklarende replikker – og stadigvæk tør at være sjov visse steder. Stemningerne og livene i den islandske dal er originale og værd at gå i biffen for at opleve.

Se også: Moovy TV møder Cannes-vinder bag "Blandt mænd og får"

Blandt mænd og får