Anmeldelse: Blokhavn

Animationsfilmen vil muligvis ramme fans af gruppens stil, men nye fans får Gigis ikke med "Blokhavn".

Dansk animationsfilm har oplevet sine op- og nedture. Med Anders Matthesens "Ternet Ninja", som blev den mest sete danske film i 2018, er dansk animation igen populært. "Blokhavn" er nyeste skud på stammen og leverer samfundssatire og nutidig historie om 2. generationsindvandrere og deres hverdag i Danmark. Desværre er samfundskritikken ikke særlig skarp, mens humoren er flad og kedelig som selvdød kebabrulle med for meget dressing.

Ali spenderer sin hverdag med at gå i skole, være sammen med vennerne og har et godt øje til Yasmina fra parallelklassen. Da skolen trues af lukning, bliver Ali bange for, at hele hans hverdag krakelerer. Han sætter derfor sammen med sine venner en stor redningsaktion i gang, som naturligvis giver bagslag, og flere problemer siver op til overfladen. Men Ali og vennerne giver ikke op så let.

"Blokhavn" er skabt af satirekollektivet Gigis, som har en relativt stor fanskare efter populære videoer på YouTube og TB, mens de også har skrevet sange og har et radioprogram på P3. Så at opgradere deres popularitet og samfundssatire til spillefilmens univers var nærmest uundgåeligt. Desværre fungerer satiren ikke i spillefilmslængde. Resultatet er klodset, langtrukkent og leverer ikke mange grin. Animationsfilmen vil muligvis ramme fans af gruppens stil, men nye fans får den ikke.

Animationen har Gigis selv stået for, præcis som på videoerne på YouTube, og "Blokhavn" ligner en blanding af reel animation og stop-motion i stil med "South Park". Stilen virker fint i korte videoer på små skærme. Men at se på den i 78 minutter er for sløret – som hvis man så filmen gennem æblevandpibetåge. Måske endnu tungere tobak kan løfte stemningen. Gruppen har selv leveret nogle af stemmerne, men selvom folk som Birthe Neumann og Kjeld Nørgaard genkendes på lydsporet, går persongalleriets indsats op i røg.

Samfundssatire er en tynd linje at gå på. Publikummet mistes, hvis man ikke har noget stærkt eller relevant at sige. Gigis har garanteret meget på hjerte. Deres fremgangsmåde er dog for hektisk og usammenhængende. Deres debutfilm virker som om, at den er sammensat af mange små episoder, og det udmunder i et par grin her og der. Men der mangler en rød tråd og ikke mindst en historie, der er værd at følge med i. Alis kamp for sin skole, sit miljø og sine venner er et værdigt mål. Men dét er ikke nok, når satirens sammenhængskraft slet ikke fungerer.

"Blokhavn" sigter efter at være en stærk samfundssatire, der kan tage over, hvor blandt andre "Rejsen til Saturn" og "Ternet Ninja" sluttede. Men hvilket vådeskud. Animationerne er kedelige og virker bare ikke i spillefilmslængde. Humoren og satiren har sine få øjeblikke, men virker meget bedre i de små YouTube-videoer, Gigis ellers har gjort sig bemærket med. Gigis har sikkert en god film i sig, men måske de som kollektiv skal prøve med andet end animation. Så kan deres satire måske fungere bedre i biograffilmens længde. Jeg vil klart anbefale at finde deres små episoder på nettet, for de er morsomme. Men som det nyeste skud på en dansk animationsfilm fungerer "Blokhavn" slet ikke.

Blokhavn