Anmeldelse: Bodies Bodies Bodies
Fnidder-gyser taler ned til TikTok-generationen.
Teenagere og gys er i filmens verden lige så naturlig sammenkobling, som katte og mus er det i fødekæden. "Motorsavsmassakren" flænsede i 1974 den åbning op, der fire år senere sprøjtede "Halloween" ud og prikkede hul i teen slasher-blodbadet, som ikke siden er størknet. Gang på gang stikkes kniven længere ind. For ingen åreladning udtømmer kilden af genindspilninger og nye varianter. For det lykkedes med tidssvarende gys og gru. "Bodies Bodies Bodies" seneste skud på stammen, med hvad der bedst kan betegnes som fnidder-horror.
En gruppe unge venner i start-20’erne, mentalt pre-teenagere, holder fest i en fjerntliggende kæmpevilla, da en orkan gør alting nederen. Strømmen går, samtidig med at signal til mobiltelefonerne ikke længere virker. I sig selv ganske skrækkeligt. Forfærdet over ikke at kunne bruge TikTok, skal vennerne nu forholde sig til hinanden, deres respektive identitetsskabende diagnoser og flydende seksualiteter. Da alle keder sig frygteligt, udvikler et drukspil sig til noget helt andet: et drabeligt mareridt, hvor kampen om at overleve til næste morgen kun overgås af hykleri, fjanteri og fnidder.
"Bodies Bodies Bodies" er som en sur teenager, der ikke finder sig i stuearrest. Tvær, højtrystende selvretfærdig og selvoptaget. Inde på værelset er verden sikkert det mest uretfærdige sted. Alle, der stikker hovedet ind, ikke kan undgå at himle med øjnene. Hollandske Halina Reijns første engelsksprogede film som instruktør sammensmasker "Fluernes herre" og "Mean Girls" i en sandwich, der ikke vil falde i alles smag. Målgruppen er det yngre publikum, som stikker af fra eftersidning og sniger sig ind i salen under reklamerne. Men det er ærligt talt tvivlsomt, om det publikum ikke vil føle sig talt efter munden eller ned til.
. 
For "Bodies Bodies Bodies" prøver alt for hårdt og alligevel ikke nok. Listen med al det, som en voksen mener er oppe i tiden hos den generation, krydses af i flæng. Gaslighting, identitetspolitik, diagnosesamfuld, misbrug, Tinder, adfærd på sociale medier, shaming og mobning, ældre sexpartnere, toxic opførelse, hævnporno, sociale trin og mobiliseringen mellem det at være voksen og barn. Enormt relevante temaer. Uden at være en smule vedkommende eller nærværende. Alle som én skøjtes problemstillingerne over med dårligt skrevet dialoger og umotiveret fnidder, i ufrivillig parodi, når veninderne rotter sig sammen mod hinanden i riven i rottehaler-whodunnit bitch fight. Alt imens den næste i rækken bliver dræbt, hvilket man er helt ligeglad med, da persongalleriet er komplet intetsigende.
Autencitet er kapital for YouTube- og TikTok-generationen, men aldrig er der kontant udbetaling. I alt seks manuskriptforfattere har i en håndfuld år ellers kastes den varme kartoffel mellem hinanden. Det i sig selv plejer aldrig at være et godt tegn, når plottet er for kort til at stå i et Insta-opslag. Til sidst er lorten faldet ned i hænderne på Sarah DeLappe. Hun kunne heller ikke holde skuden oven vande, selvom lasten har været fuld af tomme temaer og hul underholdning. "Bodies Bodies Bodies" er nemlig ikke uhyggelig, nervepirrende eller uforudsigelig, men heller ikke den troværdige spejling af ungdom, som den selv tror. Plot twistet til sidst, som de fleste gennemskuer efter ti-femten minutter, får en til at glædes over, at kun halvanden time af ens liv aldrig fås tilbage.
"Bodies Bodies Bodies" er ikke kun et mislykket forsøg på at være ung med de unge og søsætte en ny generation af teen slashers, men også en røvsyg af slagsen. Halina Reijn prøver hårdt, men det er en klassisk udenlandsk instruktør i Hollywood-film, der kun har stiløvelsen i sig selv at byde på. Det unge publikum er ikke dumt. Det virker som, at producenterne bag tror netop dét.