Anmeldelse: Bohemian Rhapsody

Det er umuligt ikke at tænke undervejs, at Sacha Baron Cohen, der oprindeligt arbejdede på rollen som det afdøde ikon, havde løftet niveauet.

Få overskæg er synonymt med musikere som dét, Freddie Mercury bar en stor del af sin karriere. Queen-frontmanden med det store overbid er også én af de mest markante forsangere, der om nogen var med til at skrive rockhistorie. Frem til sin alt for tidlige død af AIDS i 1991 i en alder af 45 år forblev en stor del af hans liv lidt af et mysterie. Mennesket Farrokh Bulsara var privat og langt fra tabloid-magasinernes teatralske glamrocker. Portrættet af Mercurys mørkere side berøres overfladisk. Som ofte skriver vinderne – det vil sige de resterende Queen-medlemmer – dog også hér historien.

"Bohemian Rhapsody" er nemlig en hyldest til Queen. Naturligvis med fokus på karismatiske Freddie Mercury (veloplagt spillet af Rami Malek). Vi følger bandet fra 70'ernes storhed til 80'erne fald og genoprejsning med de klassiske bio-pic-ingredienser. I en tid hvor homoseksualitet i konservative England blev anset som beskidt, forsøger Mercury at skjule sin seksualitet efter at være sprunget ud af skabet – samtidig med at hans muse og tidligere kone, Mary (Lucy Boynton), fastholdes i ensomhedens desperation.    

Queen forbindes ofte med energi, sammenhold og fællessang. På mange niveauer blev de folkets band med ørehængere, som alle kan synge på med. Netop dét er kernen i "Bohemian Rhapsody" i sådan en grad, at det frister at rejse sig op fra biografsædet og klappe med i rungende takt.

Tag ikke fejl – instruktør Bryan Singer rammer plet med et sikkert, effektivt og stilsikkert helteportræt af rockstjernen Mercury, med forsigtig stikken til datidens forhold til homoseksuelle. Resten af bandet er hensat til at være en håndfuld ligegyldige statister, hvilket er lidt uretfærdigt – alt taget i betragtning. Fortidens gerninger forbliver dog sikkert bedst i graven hos Mercury. Alligevel er det umuligt ikke at tænke undervejs, at Sacha Baron Cohen, der oprindeligt arbejdede på rollen som det afdøde ikon, havde løftet niveauet med en knyttet næve mod publikum.

Bestræbelserne på at fastholde fan pleaser-grebet om mikrofonen lykkes imidlertid. Rami Malek gør dét, der skal til, med den værktøjskasse, han får tildelt som entertaineren Mercury, når der solo tæves løs på de lyse tangenter. Kompleksitet og nuancer overdøves. Keep it simple, keep it safe er det træfsikre omkvæd. Mennesket Bulsara får ikke sceneplads til at bryde ud i et ellers temmelig oplagt samspil med sin kunstner-persona. Når først lysspots rettes til, rocker Singer os i takt til vanvittigt mesterlige live koncert-støvskyer. Når den ene udødelige kongeklassiker efter den anden radiobølges i rotation om jorden, harmonerer "Bohemian Rhapsody" på magisk vis. Ingen tvivl om at det fra de resterende Queen-medlemmer er tiltænkt, at showet skal fortsætte. Og på hvilken anden måde hyldes én af de allerstørste rocksangere bedre?

Glem Bryan Singers MeToo-skandale for en stund og fraværet af Sacha Baron Cohen – "Bohemian Rhapsody" ér absolut værd at bryde ud i fællessang til. Som biografi-film er det another day at the race - intet tidspunkt overraskes der. Måske en skam med et så sammensat menneske som Farrokh Bulsara. Som fornøjelig fan-film om entertaineren Freddie Mercury er det en ganske fornøjelig – men ikke særligt eftertænksom – efterårs-rock-booster.